Ad Banner

Anmeldelse

Margoq’s Lair-anmeldelse – Gode idéer med tekniske vanskeligheder

Foto: Zillo Games

Af Emil Øgaard
23 maj, 2024

Danskudviklet indiespil er fyr og flamme, men mangler lidt på finish

I en maj måned, der har bugnet af nogle af de bedste spil i år, såsom Animal Well, Braid, Anniversary Edition og Senua’s Saga: Hellblade 2, har det været svært for små indiespil at bryde igennem denne lydmur.

Men i dag vil jeg give muligheden til et lille dansk én-mandsprojekt, der hedder Margoq’s Lair, der udkom d. 20. maj. Udviklet af Mathias Zillo, der også selv står for udgivelsen under sit firmanavn, Zillo Games, og i den populære genre roguelike, kunne Margoq’s Lair overraske mig positivt.

Efter have kastet knap 5 timer afsted er jeg klar til komme med min dom.

En boss kamp med mange dejlige partikeleffekter. Foto: Zillo Games

Et roguelike med gode idéer

Margoq’s Lair er et roguelike med procedural genererede baner, hvor man spiller som en navnløs karakter, der i sidste ende skal dræbe troldmanden Margoq. Historien er fortalt gennem små vignetter, hvor en illustration af Margoq bliver flankeret af en lore-tekst. Derfor er historien noget, man aktivt selv skal engagere sig i, hvilket kan føles som en missed opportunity.

Jeg mangler nemlig et anslag eller noget, der drager mig ind til at tage et run mere. Selvom der er små permanente opgraderinger, der låser op for andre classes. så har det ikke samme magnetiske kraft som en god historie. Jeg manglede at få mere baggrundshistorie om Margoq eller den karakter, man spiller som.

Men hvad spillet mangler i historie, opvejer det for i gameplay. Gode idéer er nøgleordet her. For umiddelbart kan Margoq’s Lair minde om Diablo-spillene, da det er et dungeon crawler med udstyrsopgraderinger og en masse stats at holde styr på.

Man har fire forskellige spells eller angreb, hvor tre af dem bruger mana/energi at kaste. Det fjerde angreb er dit ultimate angreb, du skal oplade ved at kombinere forskellige typer af angreb. For de gode idéer i spillet er netop i disse angreb. Undervejs looter man forskellige scrolls, der giver et nyt unikt angreb, der aktiveres ved at kombinere to eller flere af dine spells i en bestemt rækkefølge.

Det er virkelig engagerende at kombinere forskellige spells og planlægge en strategi for de fjender og bosser, man møder. Fjendevarieteten er ikke stor, men der bliver rusket lidt op i det ved at have elite-fjender, der dropper noget ekstra lækkert loot og som har ekstra meget liv.

Kampsystemet er spillets bread and butter, og selvom det fungerer godt, så lider det også af, at det føles akavet at spille. Jeg spillede både med keyboard og mus og med controller. Controlleren er klart at foretrække, da alle ens spells skal kastes med 1-4 knapperne, mens man styrer sin karakter med WASD med keyboard og mus. Hvis man skal undslippe fjenderne samtidig med at kaste spells giver det nogle akavede grips med din venstre hånd. Her var controlleren overlegen.

Undervejs kan man opgradere sine skills ligesom i Hades. Foto: Zillo Games

Tekniske vanskeligheder

Der hvor Margoq’s Lair kommer til kort ved det tekniske. Jeg kan godt leve med, at karakterens animation hakker lidt, når man dodger, da det højst sandsynligt bliver rettet til. Men når de orbs, man skal samle op for både at opgradere sig eller progressere et rum, ikke dukker op, står man lidt med håret i postkassen. Dette problem stødte jeg på to ud af mine fem gange, jeg prøvede at komme igennem.

Et andet sted jeg stødte på en gamebreaking bug var, da jeg skulle gå fra ét rum til et andet. Her fik jeg en loading screen, der bare ikke vil gå videre. Det er små tekniske vanskeligheder, der højst sandsynligt bliver udjævnet over tid. Men når jeg kun har begrænset tid til at spille de spil, jeg anmelder, kommer det desværre til at betyde noget for min spiloplevelse.

Undervejs har jeg gjort noget, jeg normalt aldrig gør ved mine anmeldelser. Jeg har skrevet med udvikleren undervejs. Jeg ved, at han arbejder på højtryk på at fixe disse fejl. Derfor vil jeg anbefale, at man prøver demoen til spillet og ser om det er noget for én. Hvis man køber det, er disse fejl højst sandsynligt elimineret til den tid.

Men det kritikpunkt jeg ikke kan komme uden om er, at hvert run tager alt for lang tid. Hvert run består af 20 rum, før man rammer Margoq, hvor hver af disse 20 rum tager omkring 3-4 minutter at klare. Det betyder, at ét run nemt kan tage mere end en time at komme igennem. Det er alt for lang tid, og længere tid end, hvad gameplayet og den sparsomme historie kan bære, desværre.

Ligesom i Diablo indsamler man loot, der ændrer din karakters stats. Foto: Zillo Games

Konklusion

Margoq’s Lair er et ambitiøst lille dansk projekt, der har en masse gode idéer, der dog mangler en smule på finish.

Jeg kunne godt savne en mere helstøbt historie, der smeltede mere sammen med gameplayet, ligesom jeg også ønskede, at hvert run ikke tog over en time.

Men alt i alt er Margoq’s Lair en okay spiloplevelse. Jeg glæder mig til at følge Mathias Zillo og hans kommende projekter for at se, om han kan lukrere på det potentiale, hans idéer har.


Udvikler/Udgiver: Zillo Games

Genre: Roguelike, Dungeon Crawler

Platform: PC (anmeldt på)


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.




© Copyright - arkaden.dk