Film og serier

STORT øv! Tarantino dropper sin The Movie Critic

Foto: Rachel Murray/Getty Images for Kodak

Af Kasper Rasmussen
18 april, 2024

The Movie Critic skulle have været baseret på en virkelig, men ukendt filmanmelder, som instruktøren selv læste, da han voksede op. Nu er den droppet

At 61-årige Quentin Tarantino har krudt i røven, er vist ikke nogen Hollywood hemmelighed. Men af og til er den iltre instruktør nogle gange for styret af sine ellers geniale impulser.

Nu har han desværre, for mig, valgt at droppe sit 10. projekt kaldet The Movie Critic, fordi at… det havde han lyst til.

Filmen der atter en gang skulle have haft Brad Pitt i hovedrollen, skulle have været sat i 70’ernes Los Angeles og handle om en filmanmelder for et pornomagasin.

Han har tidligere forklaret hos Deadline:

“Han skrev om mainstreamfilm, og han var en kritiker fra anden række, men jeg synes, at han var en utroligt god kritiker. Han var kynisk som ind i helvede. Hans anmeldelser var en krydsning mellem den tidlige Howard Stern, og hvad Travis Bickle kunne være, hvis han var filmkritiker. Tænk på Travis’ dagbogsnotater.”

Quentin Tarantino

Nu har Tarantino som sagt imidlertid valgt at droppe projektet og ifølge Deadlines unavngivne kilder skyldes det altså kort og temmelig skuffende, at han “skiftede mening”.

Mediet skriver desuden, at Tarantino var blevet nødt til at omskrive manuskriptet, hvilket altså forsinkede starten på optagelserne. Så nu har han altså efter sigende skrottet projektet helt og er vendt tilbage til udgangspunkt 0 for at finde ud af, hvad hans sidste film så skal være.

The Movie Critic ville ellers have været et fedt punktum for en fantastisk karriere. Men nu får vi måske så alligevel Kill Bill 3?

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.




© Copyright - arkaden.dk