Eli Roth er manden bag nogle meget hypede, men i sidste ende middelmådige gysere i 00’erne. Hans stempel blev splat og slash, for der var lagt mere vægt på syge måder at skille sig af med selvsammes ofre. Nogle mere makabre end andre og gerne helt ud i ekstremerne. Cabin Fever og Hostel-filmene er nok blandt de mest memorable fra dengang. Var de reelt uhyggelige? Nok ikke. Var de mere mentalt forstyrrende? På sin vis, hvis det altså ikke var fordi, at effekterne var så primitive. 

Der skulle såmænd et genreskifte og et remake til, for at Eli Roth fik en smule større filmisk anerkendelse. Bruce Willis tog sig kærligt af legendariske Charles Bronsons rolle i Death Wish fra 2018. Den retfærdiggjorde det voldelige element i højere grad og havde en vedkommende baggrundsfortælling. Siden lavede Roth både en familiefilm efterfulgt af en dokumentarfilm om hajer, men hans navn forbindes altså stadig næsten udelukkende med horror-genren. Med filmen, det nu skal handle om, så vender Eli Roth tilbage til gyserstilen. En titel, der allerede tyder på at få en opfølger.

Genkendelig rammesætning

Vi skal til Plymouth i Massachusetts. En lille flække i amerikansk størrelsesforhold, men alligevel en afgørende af slagsen. Kendt som “America’s Hometown” og grundlægger af Thanksgiving. Af samme grund bliver byen centrum for Roths blodsudgydelser i det meget nærliggende navn til produktionen, nemlig Thanksgiving. Lad mig starte med at præcisere rammerne, som ligner noget fra… slet og ret alle slasher-film i nyere tid: En hændelse fra byens fortid, som giver anledning til selvtægt og udrensning. En tavs maskeklædt morder. Nøje udvalgte ofre. En politimand, der kæmper mod tiden. Ja, og så lige et publikum (dig og mig), der sammen med filmens ængstelige og nervøse indbyggere prøver at hitte ud af, hvem der mon gemmer sig bag masken.

Plymouths skamplet

Plymouths tragiske plet på cv’et omhandler en Black Friday, som gik helt galt. Hele byen opførte sig som frådende tempofyldte zombier i regulær borgerkrig i jagten på de gode tilbud. Det endte i en fatal tragedie, hvor folk blev flænset, nedtrampet og knust i urolighederne med adskillige døde til følge. Vi får endda også lige en kvinde, der bliver maltrakteret af en indkøbsvogn, uden at masserne løfter et bryn. Vi er helt ude på overdrevet, og tilbudsjægernes negligerende adfærd i nuet forekommer komisk. Vi er altså ude i en “gyser”, der ikke tager sig selv alvorligt. Der er større chancer for, at du kommer til at trække på smilebåndet, end at du gemmer dit ansigt bag en pude. En maskeklædt og determineret morder bruger denne hændelse som afsæt for sin egen killing spree, og herfra er der dømt mørke, isolation og et solidt mix mellem stilhed og ekstremt høje lyde i håbet om nogle jump scares. Når galningen eksempelvis snupper sig en økse fra et bord, så får vi en klingende lyd af skarpslebent metal, som var vi at finde i våbensmedjen i The Lord of the Rings.

Whodunnit uden politiet i hælene

Nå, tilbage på sporet. En gruppe af byens teenagere oplever, at de er blevet tagget i et opslag på de sociale medier af en John Carver, som ud over navnet ikke har andet på sin profil. Altså det skulle da lige være et foto af et Thanksgiving-pyntet bord – med de unges navne på bordkortene – hvilket får panikken til at brede sig i flokken. De går til politiet, men som genrens regler foreskriver, så er politiet på bar bund. Det giver vores maskebærende hævner frit lejde til trinvist at tage sig kærligt af sine ofre. Tilbage står spørgsmålene om, hvad der har forårsaget morderens systematiske nedslagtninger, hvem han er og, i sidste ende, om det lykkes at få vedkommende stoppet.

Det enkle sejrer

Skuespillerne er uprøvede og mangler nærvær. Der bliver overspillet og handlet irrationelt. I ægte Roth-stil, så er de primære karakterer ikke nogle, som vi følelsesmæssigt skal engagere os særligt med – ej heller være sympatiforbundne med ud over, at de virker rene og uskyldige. Det forekommer ved første øjekast ret fladt. Selvom vi har set denne type film en milliard gange før, så lykkes det alligevel for Thanksgiving at få pirret til seerens nysgerrighed. Den simple formel fordrer noget genkendeligt, og nogle gange kan det være rart ikke at se et detaljeret og kryptisk værk, men modsat kan man bare kan slå hjernen fra og så blive fulgt på vej af filmens forudsigelige progression. Her bliver man virkelige holdt i hånden og man er slet ikke i tvivl om, hvem der ryger i svinget som den næste. Ofrene er inden akten isolerede og taler med sig selv. Det er et tegn, som ikke er til at tage fejl af. Netop dette er Thanksgivings styrke og med garanti også årsagen til, at Thanksgiving 2 står rubriceret flere steder som “in development”.

Many ways to go

Glæd dig til bizarre aflivninger som korpusadskillelse via skraldespand, spiddende trampolin og wire-halshugning. Du kan også se, hvad el-knive ikke oprindeligt er tiltænkt til, om end særdeles effektive. Efterhånden som uhyggelighederne fuldstændiggøres, så poster den gode John Carver flere billeder på de sociale medier af et mere og mere komplet Thanksgiving-bord med ligdele som udsmykning. Det er grotesk, outreret og gennemgående underholdende. 

Medie: Bluray

Instruktør: Eli Roth

Skuespillere: Jason Momoa, Patrick Wilson, Amber Heard, Nicole Kidman, Yahya Abdul-Mateen II, Dolph Lundgren, Martin Short, Pilou Asbæk, Temuera Morrison, John Rhys-Davies, Randall Park, Jani Zhao, Indya Moore, Vincent Regan

Genre: Action, Adventure, Fantasy

Premieredato: 19/2 2024

Spilletid: 106 minutter

Selskab: Sony, Tristar, Spyglass Media Group, 2023

Om skribenten:

Jesper Poulsen – Skribent & Anmelder

Filmanmelder siden 2003. Først på OnFilm, siden CinemaOnline. Pressekortindehaver siden 2004. Jesper har skrevet over 1000 filmanmeldelser og har desuden beskæftiget sig med artikler fra diverse filmsets og -produktioner samt adskillige års dækning af filmpriser som The Oscars, Robert-Prisen og Isbjørnen. Desuden har Jesper skrevet filmbranchens væsentligste nekrologer, dækket pressemøder og lavet skuespillerinterviews med navne som Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen.