Film og serier

Transformers One – Giver fanen videre til den næste generation 

Af Mikkel Jespersen
19 april, 2024

Trailer: YouTube

Klar til at give fanen videre

Er man vokset op i 80’erne/90’erne, har det været svært at undgå Transformers. Det startede som legetøj tilbage i 80’erne. Senere blev det til animerede serier og til sidst filmatiseret som live-action, da Michael Bay kom med sit eksplosive univers i 2007. Nu står vi så med film nr. 8, men denne gang på en helt ny måde. Denne gang som animeret film og med en noget mere gakket og fjollet tilgang.

Den nye vinkel og fortælling om de fede robotter, vi kender, bliver taget lidt blandet imod. Men kigger man i diverse kommentarfelter, på trailere og opslag, så ser man en ting, der går igen. Mange ser den nye Transformers som en god mulighed for at introducere universet for sine børn og lade dem få en smag af ens barndom.

Hvad kan vi forvente

Traileren viser os en fjollet historie med en masse humoristiske indslag. Vi er tilbage i tiden og får historien om, hvordan Orion Pax (Chris Hemsworth) bliver til Optimus Prime, og D-16 (Brian Tyree Henry) bliver til Megatron. Derudover ser vi, hvordan det er for en transformer at transformere sig for første gang. Filmen er altså en form for origin story der tager os med til starten.

Er det en film, man skal se?

Selv er jeg ikke afvisende over for, at filmen har potentiale. Og med en opblomstring i animerede film og serier – også til voksne – så er det ikke noget, der skræmmer mig. Traileren viser nogle lovende animationer og effekter. Havde jeg haft et større barn, så havde der ingen tvivl været om, at det ville være et godt bud på en sjov filmoplevelse, som kunne vække lidt liv i en af mine store barndoms interesser – nemlig Transformers.




© Copyright - arkaden.dk