Film og serier

Turtles forbudt for børn

Foto: US Comics

Af Jesper Poulsen
17 april, 2024

En enkelt skildpadde kommer til at gå berserk og det bliver samtidig et "nej tak" til unge øjne.

Fire skildpadder tilsat en kemisk væske, der gjorde dem kæmpestore. Gemt af vejen i kloakken, ninjatrænet af rotten Splinter og helte kontra skurke som Shredder, Bebop og Rocksteady. Hver sit malernavn, hver sin farve øjenbind, hver sit våben og hver sine skills og interesser. Naturligvis ved I, at der er tale om Teenage Mutant Ninja Turtles, som har haft sin gang siden 1980’erne i form at tegneserier, tegnefilm, spillefilm, computerspil, legetøjsdukker, klistermærker, sengetøj, tandbørster, skoletasker, kondisko og alt muligt andet. Du skal nærmest have boet under en sten, for ikke at have hørt om Leonardo, Donatello, Raphael og Michaelangelo. 

Som firkløver et komplet team, der hidtil har fremstået som usårlige og uovervindelige. Det ændrer sig drastisk. Kunne du måske forestille dig et scenario, hvor skildpadderne dræbes en for en, ja selv Master Splinter klarer ikke skærene? Kun én af padderne overlever og samler alle artsfællernes våben og tager på et blodigt hævntogt rettet mod den skyldige – Shredders barnebarn og dennes syntetiske ninjahær. Sådan fremstår tegneserierne om The Last Ronin skabt af Kevin Eastman og Tom Waltz, som blev et noget uventet hit. The Hollywood Reporter kan nu berette, at vi får et levende visuelt værk at se, for The Last Ronin skal nemlig filmatiseres. 

I modsætning til sidste års succes Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem, som var en animeret Turtles-film, så er selvsamme selskab bag, nemlig Paramount Pictures, ude med en løftet pegefinger: The Last Ronin er IKKE for børn. Selskabet går nemlig efter en amerikansk R-rating, svarende til myndighedsaldersgrænsen i Danmark. Tyler Burton Smith skal skrive manuskriptet, mens Walter Hamada angives som filmens producent. Vi er meget tidligt i processen, og nogen konkret tidsplan er ikke offentliggjort. En ting slås dog fast: Forvent en film med et alvorligt højt bodycount!

Om skribenten:

Jesper Poulsen – Skribent & Anmelder

Filmanmelder siden 2003. Først på OnFilm, siden CinemaOnline. Pressekortindehaver siden 2004. Jesper har skrevet over 1000 filmanmeldelser og har desuden beskæftiget sig med artikler fra diverse filmsets og -produktioner samt adskillige års dækning af filmpriser som The Oscars, Robert-Prisen og Isbjørnen. Desuden har Jesper skrevet filmbranchens væsentligste nekrologer, dækket pressemøder og lavet skuespillerinterviews med navne som Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen.




© Copyright - arkaden.dk