Jeg har tidligere beskrevet de kommende økonomiske udsigter for dansk film, men der var b.la. én film jeg slet ikke fik nævnt. Nemlig Pigen med nålen der er instrueret af det svensk-polske stortalent Magnus von Horn, med de to hovedrolleindehavere, Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm.

Filmen vil muligvis ikke nå de magiske 200.000 solgte billetter, men jeg er ikke i tvivl om at man får en stor oplevelse i biografen til efteråret.

Og jeg kan jo ikke være alene, for filmen er nemlig blevet udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes hvor den sensationelt skal konkurrere med mesterinstruktører som Coppola, Cronenberg, Lanthimos og Sorrentino.

Filmen fortæller den mørke historie om en af Danmarks mest uhyggelige kriminalsager. Nemlig om Dagmar Johanne Amalie Overby, også kendt som Englemagersken og Menneskedyret fra Enghavevej.

Med info fra Kino.dk vil filmen, som i den virkelige historie også fortalte, fokusere på den unge, fattige kvinde Karoline, der arbejder på en fabrik og tilsyneladende har mistet sin mand i Første Verdenskrig.

Karoline bliver gravid med fabriksejerens søn, hvilket i samtiden langt fra er acceptabelt. Værre bliver det, da Karolines mand til hendes store overraskelse vender tilbage i live. Resultatet bliver en forfejlet abort i de kommunale bade.

Men så møder hun Dagmar Overby.

Dagmar tilbyder hende en arrangeret adoption af hendes baby, men da hun ikke kan betale, indvilliger hun i at arbejde for Dagmar i hendes butik. Snart viser det sig, at Dagmars løsning på uønskede børn hele tiden har været at slå dem ihjel.

Men hvem var Dagmar Overby? Arkiv.dk hjælper os med højdepunkterne:

Nu bliver det nemlig uh-hyg-ge-ligt!

Dagmar Johanne Amalie Overby blev født den 23. april 1887 i Assendrup, hvor hun voksede op under trange forhold i et lille gammelt og faldefærdigt stråtækt hus med lerstampet gulv.

Da Dagmar var 10 år fik familien besøg af hendes farfar Knud Kristensen Overby, som en nat forgreb sig på hende, men hendes forældre meldte det ikke til politiet.
Da hun var 12 år, blev hun taget i at stjæle en pung med 5 kr. i hos naboen. For tyveriet fik hun af sin far en ordentlig gang tæsk i sin bagdel med en livrem.

I 1909 blev hun ansat hos Sophie Jørgensen i Ringe, som opdagede, at hun havde stjålet fra hende. Tyveriet blev meldt til politiet. Hun indrømmede tyveriet, samt at hun også havde stjålet på hendes tidligere tjenestesteder.

I Århus indledte hun et forhold med tjener Peter Christian Bisgaard, som resulterede i, at hun blev gravid. Den 14. september 1910 fødte hun en dreng, som fik navnet Axel Overby. I begyndelsen af oktober 1911 rejste Dagmar Overby med sin søn Alex til Randers i et uopvarmet og koldt tog. I Randers begyndte Dagmar Overgård den 9. oktober i et nyt arbejde, men siden den kolde togtur fra Århus havde Alex været syg og næste morgen var han død. Da lægen holdt ligsyn undrede han sig over, at sønnen var blå om munden. Det kunne tyde på kvælning. Han noterede alligevel en slem lungebetændelse som dødsårsag. Politiet afhørte rutinemæssigt Dagmar Overby, skrev en rapport og henlagde. heldigt for Dagmar, sagen.

Den 1. april 1911 blev Dagmar Overby, i Sankt Pauls Kirke i Aarhus, gift med en fattig fiskehandler og enkemand ved navn Anton Peter Nielsen. De flyttede ind i en lejlighed i Steen Billes gade 1, men allerede en måned efter ville Dagmar Overby skilles, men hendes mand sagde nej. Resultatet blev, at Dagmar Overby hun den 1. maj 1912 forlod ægtemanden og rejste ud til husmand Jens Andersen Sørensen (med øgenavn Filt) på Krajbjerg Mark, Løgten, Århus, hvor hun havde fået arbejde i hans husholdning.
Da Dagmar Overby i 1912 forlod sin mand, var hun gravid. Ikke med sin mand, men med sin tidlige arbejdsgiver gårdmand Jørgensen fra Vejby Fed, som hun jævnlig havde været sammen med i tiden inden hendes bryllup.
Barnet blev født den 4. september 1912 på Fødselsstiftelsen i Århus, og personalet lovede, at finde en god familie til pigen, som Dagmar gav navnet Erena Marie Overby og oplyste, at faren var hendes mand Anton Peter Nielsen.
Et år efter var Dagmar atter gravid, nu med Jens Sørensen Flint. Han ville ikke beholde barnet, og foreslog han fosterfordrivelse. Men Dagmar nægtede, at få en klamphugger til at maltraktere hendes underliv. Umiddelbart efter, at drengen den 8. september 1913 var kommet til verden ved hjemmefødsel, blev han i en lille bylt diskret dumpet af i et hakkelsesrum på en nærliggende gård. Nogle timer senere blev drengen fundet og efterfølgende anbragt i pleje. Udsættelsen af barnet erkendte Dagmar Overby først mange år efter.

I 1914 forlod Dagmar Overby Jens Sørensen, fordi hun ville til København, for der at starte på en frisk. Efterfølgende opsøgte Dagmar Overby og fandt sin 3-årige datter hos plejefamilien, som hun tog med til København. Hun havde den 1. november 1914 fået en plads i København. Efter at have arbejdet adskillige steder i København, åbnede Dagmar Overby sidst på sommeren i 1915 sin egen slikbutik på Holmbladgade på Amager med en tilhørende lille lejlighed og flyttede her sammen med fyrbøder Svendsen. I november 1915 flyttede de sammen ind i en lejlighed på Dagmarksgade 16, 2. sal på Nørrebro. Men slikforretningen kunne ikke løbe rundt og i begyndelsen af 1916 lukkede den.
Den 17. februar 1916 blev Dagmar indlagt på kommunehospitalet med underlivsbetændelse og først udskrevet 5. marts 1916. Svendsen var dengang arbejdsløs, så de havde kun råd til et værelse i Jægerborggade 43, 1. th.

Enlige mødre (ugifte) kunne dengang ikke få socialhjælp til deres børn, fordi de ifølge lovgivningen var uværdigt trængende. Det medførte, at der var mange unge enlige mødre ikke havde mulighed for at forsørge deres nyfødte børn. Resultatet var, at de gennem annoncer i aviserne efterlyste plejemødre eller adoptivforældre til deres børn. Dengang var der ingen kontrol med nyfødte børn. Fødselsattest fik man først, når barnet skulle døbes.

En dag læste Dagmar tilfældig om en familie, der havde fået 500 kr. for at adoptere en baby. Kort tid efter så hun en avisannonce indrykket af 26-årige Rasmine Kirstine Jensen, der ønskede at bortadoptere sin dreng født udenfor ægteskab.
Foranlediget af denne annonce satte Dagmar i april 1916 en annonce artikel i Aftenposten (den lokale avis), hvori der stod, at hun og hendes ægtemand ønskede at adoptere et barn mod en engangsbetaling eller mod barnet fars månedlige bidrag.
Den 15. april 1915 ankom Rasmine Kirstine Jensen, en nydelig fraskilt mor, med sin 3 uger gamle søn Harry på Dagmar Overbys bopæl. Hun gav ham til Dagmar sammen en barnevogn og farens månedlige bidrag på 12 kr. Efterfølgende skulle Dagmar hver måned have månedsbidraget for at tage sig af barnet.

Da Rasmine var gået puttede Dagmar Overby Harry i barnevognen og kørte ind på Assistens Kirkegården. Her greb hun et navlebind og snørede det stramt om hans hals, indtil han var død. Liget smed hun i latrinen på kirkegården. Tre dage senere gjorde arbejderne på Kløvermarkens rensestation det makabre fund.
Hendes næste barnemord skete 14 dage efter turen på Assistens Kirkegård. En kun 19-årige Maren Pouline Hansen averterede efter en adoptivfamilie til sin nyfødte datter. Dagmar hentede selv babyen i Peder Skrams gade og lovede, for de modtagne 400 kr., at give pigen en god fremtid. 400 kr. svarede dengang til en årsløn.
Allerede samme dag dræbte hun babyen. Med sin datter Erena ved sin side, transporterede hun det indpakkede lig med en sporvogn til Amager, hvor hun under en bro smed bylten med liget fra sig.
På den måde startede Dagmar Overby sin mordforretning, og frem til 1920 finkæmmede hun hver dag avisen for at læse annoncer indrykket af kvinder.
I begyndelsen afleverede kvinderne børnene hjemme hos Dagmar Overby, men da hendes naboer begyndte at undre sig, aftalte hun neutrale mødesteder med mødrene, bl.a. Fælledparken, hvor hun fik udleveret børnene og pengene.
Samfundet foragtede de såkaldte “horeunger” og endnu dårligere så det på deres mødre. I lovens forstand var denne form for adoption ulovligt, men dengang var der var ingen abortlovgivning, og samtidig var det livsfarligt at få en illegal abort. Så enlige kvinder, der også tjente for lidt til at opfostre et barn, havde som eneste mulighed, at bortadoptere deres nyfødte børn.

De småbørn som Dagmar Overby blev betroet, kvalte eller druknede hun, hvorefter hun enten brændte liget i sin kakkelovn, gravede det ned forskellige steder i omegnen eller gemte det på loftet ovenover sin lejlighed. Og sådan blev det ved fra 1915 til 1920. I alt slog Dagmar omkring 25 spædbørn ihjel.

Svendsen vidste intet om Dagmars ugerninger, men undrede sig sommetider over de mange penge Dagmar fik fra den ene dag til den anden. Hun forklarede løgnagtigt, at de kom fra Erenas far, som hun sagde var greve på Fyn.
I maj 1917 fødte Dagmar Overby sin og Svendsens søn, men som følge af en hjertefejl døde han umiddelbart efter fødslen. Dagmar var ulykkelig og tog som erstatning en netop modtaget lille dreng. Drengen undgik kun at blive dræbt, fordi hun tog ham til sig som sit eget. Han fik navnet Anglo. Men derefter fortsatte Dagmar ufortrødent med at modtage og dræbe børn.

Nogen tid efter kom Svendsen i fængsel for røveri, og sammen med børnene Erena og Angelo flyttede Dagmar ind i en lejlighed på Enghavevej 21 på Vesterbro i København.
I perioden fra 1919 til Dagmar Overbys blev arresteret den 30. august i 1920, boede hun på Enghavevej 21 på Vesterbro. I lejligheden på Enghavevej slog hun med sikkerhed mindst 2 børn ihjel.

Nu kommer så filmens synopsis og hovedplot:

Dagmar Overby blev først afsløret den 2. september 1920. En kvinde ved navn Karoline Aagesen, der få dage tidligere havde afleveret sin datter hos Dagmar og betalt 300,- kr. som betaling for overtagelsen, fortrød. Hun vendte derfor tilbage til Dagmars hjem, for at få sin datter tilbage.
Men da havde Dagmar Overby allerede dræbt barnet. Inden Svendsen kom hjem havde hun lagt barnet i en kuffert med snavtøj og næste dag brændt det i kakkelovnen. Da hun ikke kunne fortælle, hvor eller til hvem datteren var blevet anbragt, gik Karoline Aagesen til politiet.

Da politiet mødte op på Enghavevej 21 blev de mødt af en modbydelig lugt. Efter en ransagning i Dagmars hjem, fandt de den lille piges tøj og i kakkelovnen i stuen de brændte rester af pigen.

Dagmar blev anholdt på stedet og bragt med på politistationen. Under det følgende forhør tilstod Overby, at hun, kort efter hun havde modtaget barnet, havde kvalt det med sejlgarnssnor. Dagen efter havde hun overhældt liget med petroleum og brændt det i kakkelovnen.

Retssagen med Danmarks største seriemorder blev ført ved Østre Landsrets nævningeting. Under retssagen fik Dagmar Overby ikke diagnosen sindssyg, men blev erklæret løgnagtig og uligevægtig. Dagmar blev tiltalt for at have dræbt 8 spædbørn. Under forhørene tilstod hun yderligere 16 børnedrab, og dermed havde hun taget livet af mindst 25 spædbørn, men politiet kunne kun bevise de 8.
Under de tre dages retssag svingede Dagmar mellem at være uberørt, koldsindig og fortvivlet. Efter de dramatiske vidneafhøringer krævede anklageren, at Dagmar dømt for overlagt mord. Forsvareren fastslog i sin procedure, at Dagmar havde været ” Et redskab for et mangelfuldt samfund og for ligegyldige mødre” og benægtede, at hun havde handlet med fuldt overlæg.
Efter kun 105 minutters votering havde nævningetinget truffet en afgørelse. De erklærede Dagmar Overby skyldig i alle forhold.

Den 9. marts 1921 oplæste retspræsidenten dommen. Dagmar Overby blev dømt til døden ved halshugning økse eller guillotine for bevisligt at have dræbt 8 spædbørn. Dommen blev ikke anket, men en måned efter blev den ændret til tugthusarbejde på livstid, dog på betingelse af, at der aldrig måtte gives hende lettelser i reglementet.

Dagmar Overbys indespærring resulterede i, at hun blev sindssyg. Efterfølgende blev hun overført til Skt. Hans Hospital i Roskilde, hvor hun døde den 6.maj 1929 kun 42 år gammel.

Efterskrift: I 1920 skabte retssagen om Dagmar Johanne Amalie Overby stor debat og medførte, at der blev vedtaget en lov om tilsyn af plejebørn. Dermed fik børn udenfor ægteskab også et særdeles tiltrængt eftersyn. Endvidere var samfundet blevet opmærksom på, at der var akut behov for offentlige mødrehjem. Samtidig blev der også sat fokus på behovet for folkeregistrering.

Se DET var en rigtig historie!

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.