Tilbage i december udkom den første del af Zack Snyders episke og storslået sci-fi epos, Rebel Moon Part 1: Child of Fire. Selvom der i gåseøjne “kun” er gået fire måneder sidenhen, havde jeg op til udgivelsen af efterfølgeren, Rebel Moon Part 2: The Scargiver, lykkelig glemt alt, hvad der var sket i den første del.

Gal eller genial?

Hvis jeg skal give lidt kontekst til mig som anmelder og mit forhold til Snyder, så finder jeg ham yderst fascinerende, fordi hans film har en unik æstetik og stilart, men jeg synes, han har lavet flere fejlskud end pletskud, især de sidste 8-10 år. Hvad angår Rebel Moon Part 1, var det en meget undervældende følelse, jeg sad med i sidste ende. Jeg synes, introduktionen til universet var ret interessant, og jeg kunne genkende rigtig mange tematikker og elementer fra andre sci-fi film, som jeg synes blev behandlet på en smagfuld måde – eller i hvert fald til at starte med. I sidste ende ville jeg nok give Rebel Moon Part 1, to stjerner ud af seks, og med en audiencescore på 57% inde på Rotten Tomatoes, har den tydeligvis også delt vandene.

Nu til anmeldelsen af Rebel Moon Part 2: The Scargiver.

Som at lave nummer to

Vi er ikke mere end 30 sekunder inde i filmen, før jeg begynder at få grusomme flashbacks til den første film. Anslaget er elendig udført og total idéforladt – noget der går igennem hele filmen. Vi får en meget uinspirerende oplæst monolog af Anthony Hopkins, hvor han opsummerer, hvad der skete i den forgående film. Monologen føles næsten lige så lang, som selve filmen gjorde. Herefter starter filmen, hvor etteren sluttede.

Vi fortsætter med at følge hovedkarakteren, Kora og hendes Guardians of the Galaxy-slæng af udskud og sørgelige væsner, som tager tilbage til planeten Veldt efter at have slået Admiral Noble ihjel for at beskytte planetens ressourcer mod imperiet. Her er det tydeligt, at begge film er skudt i forlængelse af hinanden, fordi alt føles meget genkendeligt fra den første film, både på godt og ondt. Dialogerne mellem karaktererne er virkelig klodset fortalt, og alle samtaler der skulle virke motiverende eller følelsesladet, ender med at have modsatte effekt. Jeg sad med et stort smil på læben under det meste af filmen, men af forkerte årsager. Især én scene tager udtrykket “cringe” til et helt nyt niveau. Vores helte står i en forsamling, trætte og knuste, og skal prøve at gøre sig klar til “the final showdown”. Djimon Hounsous’ karakter rejser sig op, og begynder at holde en anekdote om, hvor dårligt et liv, han har haft og alt muligt andet, der giver ingen mening. Når han så (endelig) er færdig med den demotiverende tale, rejser den næste sig for at fortælle om sig selv, og så den næste igen. Dén scene drænede mig for liv og glæde, og kunne ikke være en mere skarp kontrast til nærmest hvilken som helst dialog i Dune Part 2.

Snyder har aldrig været supergod til at skrive spændende karakterer og både Rebel Moon Part 1 og Part 2 er glimrende eksempler. Det virker som om, at alle skuespillere har fået hver deres manuskript, og ikke lige har koordineret deres fortolkninger af plottet og dialogerne. Ed Skrein der spiller den onde Admiral Noble, har tydeligvis set manuskriptet og har tænkt “dette må være en parodi på Star Wars”, for han overspiller til den helt store guldmedalje, imens Djimon Hounsou tager sin rolle meget seriøst. Det resulterer i at, filmens tone nærmest ændrer sig hver gang, der bliver klippet til en ny scene.

Farming Simulator in space

Ikke nok med at filmen indeholder et overflod af endimensionelle karakterer og pivringe dialoger, der er proppet til bristepunktet med tung eksposition, så skal vi lige igennem en montage af vores helte der – i en vel og mærket, episk og actionpakket sci-fi film – skal høste afgrøder, hvor der går totalt Farming Simulator i historien, inden vi kan komme til den storslået action.

I det mindste skal Snyder have kredit for at optage dét med at høste så lidenskabeligt. I bedste Snyder-stil er der en masse slowmotionsekvenser, hvor man ser leer bliver svunget fra side til side, og det afskårede hø flyver i alle mulige retninger. Alt imens solen er ved at stå op i baggrunden, og skærmen klistret til af nøgne muskuløse overkroppe der drypper af sved – ja, det lyder spændende, ikke?

Laser-rifler og “lyssværd”

Men når først skud fra laser-rifler flyver om ørene og “lyssværd” slår klinger, viser filmen i glimt, hvad den kunne have været. Man kan sige, hvad man vil om den visuelle stil og cinematografien. Det er bare ikke noget, der stimulerer min hjerne. Men der er enkelte scener, der er ret fede, hvor koreografien virker og det visuelle billede skaber en stemning, som føles som et computerspil – altså på den gode måde. Desværre bliver de fede actionsekvenser punkteret gang på gang af slowmotion, dårlige effekter og en, for det meste, absurd dårlig koreografi, der i bedste fald minder om DR-programmet Barda.

Alt i alt

Som ny anmelder her på Arkaden må man starte i de lavere rækker, og anmelde de film, som ingen gider at røre ved. Når det er sagt, så synes jeg, det er en meget hård start på min “professionelle” karriere som anmelder. Som skrevet tidligere, ville jeg give Part 1 for, trods alt, at skabe et interessant univers, to ud af seks, men efterfølgeren her gør næsten kun universet mindre, og døjer med de samme sygdomme som den første. Havde Snyder holdt lidt igen med slowmotion og lange intetsigende eksposition-taler, kunne begge film have været kogt ned til én film på 90 minutter. Jeg har set rigtigt mange dårlige sci-fi film, her i blandt Iron Sky, men Rebel Moon Part 2: The Scaregiver får medaljen som én af de værste, jeg nogensinde har set.

At Snyder har planlagt fire film ydeligere i dette univers, gør mig træt…

Medie: Streaming (Netflix)

Instruktør: Zack Snyder

Skuespillere: Sofia Boutella, Djimon Hounsou, Ed Skrein, Anthony Hopkins, Michiel Huisman, Doona Bae, Ray Fisher

Genre: Sci-Fi, Action, Adventure, Drama, Fantasy

Premieredato: 19/04 2024

Spilletid: 123 minutter

Selskab: Netflix, 2024

Om skribenten:

Henrik Brandt – Skribent & Anmelder

Om dagen arbejder Henrik som Bygningskonstruktør med speciale i 3D-modellering. Om natten bruger han alt for lang tid på klichéfyldte splatterfilm og Star Wars-konspirationteori.