Film og serier

BIG BIO Nordhavn redder oplevelsen med Dolby Atmos 

Foto: Dolby Atmos Logo PNG

Af Natasha Jensen
26 marts, 2024

Denne artikel er en forlængelse af artiklen IMAX vs Dolby Atmos: Hvor skal man se Dune Part II? Det er en artikel med en personlig holdning fra skribenten.

Jeg havde virkelig svært ved at lade den ligge, da jeg havde set Dune: Part II i Imperial. Det var meget svært for mig at forstå, hvordan lyden kunne være så lav og dermed skuffende, når det var Dolby Atmos. Jeg gik med tanken, om det måske var mine standarder og forventninger, som simpelthen var blevet for høje, da jeg generelt set går meget i biografen. Heldigvis spurgte min veninde mig, om jeg ikke ville med hende i Imperial og se Dune: Part II. Selvfølgelig skulle jeg det, og endnu bedre – nu kunne jeg også få hendes mening på lyden, da hun også en jævnligt Imperial-gæst som mig selv, og jeg kunne selv få lov til at lytte efter, om lyden var så skuffende, som jeg huskede den. 

Min veninde gav mig ret i, at lyden ikke helt var, som den plejede at være, og det ikke var så vildt som normalt, og jeg var lige så skuffet som første gang. Efter den biograftur havde jeg set Dune: Part II tre gange – en gang i IMAX og to gange i Imperial. En fantastisk oplevelse og to skuffende. Jeg konkluderede, der måtte være et eller andet med lyden i Imperial, men hvad det præcist var, vidste jeg ikke. 

Foto: Warner Bros./Legendary Pictures

Internettet har oplevet det samme

Jeg tog et smut forbi Google, og undersøgte om andre havde oplevet det samme som mig angående lyden i Imperial. Hvis man går på Reddit, kan man læse, at der er andre, som har stillet spørgsmål til lyden i Imperial. Der bliver også kommenteret på, at der mangler Sub Bass i flere af scenerne, og her tænker jeg selv, at der særligt bliver hentydet til de mange scener med sandormene. 

Dermed er jeg altså ikke den eneste, som har oplevet dette lille issue i vores højtelsket biograf Imperial. 

Foto: BIG BIO Nordhavn

BIG BIO Nordhavn har Dolby Atmos – og det fungerer!

BIG BIO Nordhavn åbnede i december 2019 af Henrik og Louise Obel, og jeg er så heldig at en af mine andre veninder blev ansat fornyeligt. Jeg fortalte hende om min skuffende oplevelse i Imperial med lyden, og der sagde hun hurtigt til mig, at BIG BIO havde da også Dolby Atmos ude hos dem i Nordhavnen. 

Jeg kender til BIG BIO biograferne, men jeg har aldrig været i dem. Så jeg så hurtigt en mulighed for både at prøve en ny biograf, men endnu bedre så jeg en chance for at få testet Dolby Atmos et andet sted. Så min veninde hev med mig ind på min fjerde biograftur for at se Dune: Part II, og det var en hel andet oplevelse end i Imperial. Mit store biografhjerte blev lettet af glæde, da jeg blev genforenet med den Dolby Atmos lyd, som jeg kender fra Imperial. 

Sæderne blev rystet ved alle actionscenerne og ikke mindst i sandormescenerne, som er højdepunkterne i filmen ifølge mig. Lyden kunne mærkes fra alle 360 grader, som den er kendt for i Dolby Atmos. Der var en scene, hvor jeg sad og tænkte ”hvem er det, som kommer med de lyde bag ved mig?”. Det viste sig at være nogle små lyde, som foregik i baggrunden af filmen. Imponerende!

Som den store biografgænger jeg er, så gik jeg ud af salen med et stort smil på mine læber over den fremragende oplevelse, som jeg havde haft med filmen i Dolby Atmos. Jeg holder dog stadig fast ved, at IMAX er det bedste, men min oplevelse med Dolby Atmos i BIG BIO var enormt meget bedre end i Imperial, og jeg kommer helt sikker til at benytte biografen i Nordhavnen lidt mere fremadrettet. Den er i hvert fald cykelturen værd derud til. 

Hvad der foregår i Imperial ved jeg ikke, men jeg tror ikke, deres Dolby Atmos lydniveau er som normalt lige pt., men jeg håber på, at det kommer igen. 

Læs også følgende:

IMAX vs Dolby Atmos: Hvor skal man se Dune Part II?
Dune: Del 2 beviser, at filmbudgetter er gået over gevind
Dune: Part II tjener mere på en uge, end Part I gjorde på et helt år

Om skribenten:

Natasha Jensen – Skribent & Anmelder

Når Natasha ikke ser film, så vejleder hun folk i løb og triatlon. Hun er også kendt som ‘Løber Natasha’, fordi der skal løbes lidt for at forbrænde alle popcornene. Hvis du tager et kig på hendes YouTube historik, så vil den bestå af en stor nysgerrighed om, hvordan Hans Zimmer og Ludwig Göransson laver deres musik, og hvordan Christopher Nolan arbejder med IMAX.




© Copyright - arkaden.dk