Ad Banner

Nyheder

DOOM: The Dark Ages skuer fremad ved at kigge bagud

Foto: Id Software

Af Rasmus Lund-Hansen
13 juni, 2024

DOOM Eternal delte vandene. The Dark Ages samler dem igen

Jeg har spillet DOOM siden jeg var knægt. Og jeg er aldrig holdt op. 30 år senere er det stadig et af de første spil, jeg installerer, når jeg får ny computer. Jeg har både DOOM og DOOM II installeret på den bærbare, jeg skriver dette på. Jeg elsker DOOM.

Alligevel var jeg kun forsigtigt optimistisk, da Microsoft, Bethesda og Id Software løftede sløret for DOOM: The Dark Ages til Xbox Showcase i den forgangne weekend.

Reveal-traileren viste ellers masser af gode takter. Man er udstyret med en ny skjoldsav, der både kan afbøje fjendernes skud og kastes i fjæset på fjenderne, som var man Captain America. Slagmarkerne virker store og åbne. Traileren viser også et våben, der knuser kranier og bruger resterne som ammunition. Den viser spilleren ride på en stor dæmon-drage. Og den viser spilleren indtage en kæmpe mech og bekæmpe dæmoner i kaiju-størrelse. Alt sammen ting, der giver lyst til lave djævlehorn med fingrene og headbange voldsomt til seriens svedige soundtracks.

Så hvorfor var jeg kun forsigtigt optimistisk? Fordi, må jeg desværre erkende, at DOOM Eternal ikke ramte plet for mig. Der var alt for mange systemer og mekanikker at administere i combat, en masse virkelig elendige jumping puzzles, og værst af alt insisterede spillet konstant på at stopfodre mig med en virkelig elendig og fuldstændig unødvendig historie, der på én og samme tid formåede at være papirstynd, indforstået, overforklarende og inderligt ligegyldig. Lad mig skyde nogle dæmoner, jeg gider ikke høre en eller anden dæmonpræst, jeg aldrig har mødt før, forklare om noget lore der rager mig en papand.

Og når traileren for DOOM: The Dark Ages så lagde ud med noget prequel-fis om at spillerfiguren engang var gudernes supervåben, fik jeg altså dybe rynker i panden. Mere af det her historie-bras? Eugh.

Men jeg har kylet den forsigtighed ud ad vinduet. For spillets game director, Hugo Martin, har givet en stribe interviews efter afsløringen af DOOM: The Dark Ages, og de ting han siger er musik for mine ører!

Groft sagt har Martin sat sig for at genopfinde DOOM for tredje gang, og han har været tilbage i originalspillet fra 1993 for at hente inspiration.

I et interview med GamesRadar siger han blandt andet:

“If you were an F22 fighter jet in DOOM Eternal, this time around we wanted you to feel like an Abrams tank. It means you’re more powerful and grounded. The combat system for new players – those who only got into DOOM with the reboot – I think with The Dark Ages they are going to feel like this is a reimagined combat system. But for long-time fans of the series, people who played the original DOOM, you’ll see it’s really a return to form.”

Hugo Martin til GamesRadar

Det er især de oprindelige Imp-fjender og deres ildkugler, der har inspireret Martin i denne omgang. Det fortæller han i et video-interview med Gamespot. De bevæger sig relativt langsomt, nok til at man med rimelighed kan undgå de fleste af dem – til gengæld slår de hårdt, hvis man bliver ramt. Og det er altså den filosofi, der kommer til at præge DOOM: The Dark Ages. Masser af projektiler og ildkugler, som man skal sno sig igennem, for at komme tæt på dæmonerne og blæse deres hoveder af med sin shotgun.

Kampene kommer til at foregå i store og mere åbne terræner end vi så i DOOM Eternal. De kommer også til at være mere flade – kampe i flere højder og etager hører forgængeren til. Og så kommer der, måske vigtigst af alt, til at være mange fjender samtidigt. Martin fortæller til GamesRadar, at han hele tiden forventer, at programmørerne kommer og siger stop, ikke flere monstre på skærmen. Men det er ikke sket endnu.

Og derfor, kære læser, kan jeg med glæde fortælle at DOOM: The Dark Ages nu er blevet mit mest ventede spil i 2025. Rip and tear!

Om skribenten:

Rasmus Lund-Hansen – Medredaktør


Rasmus’ største frygt er at blive en sur, gammel mand. Derfor lever han på en streng diæt af Nintendo og små indiespil, obskur hip-hop og elektronisk musik ingen har hørt om.





© Copyright - arkaden.dk