Ad Banner

Anmeldelse

V Rising til PlayStation 5-anmeldelse – Vampyrerne rejser sig igen

Foto: Stunlock Studios/Lau Eskildsen

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
15 juni, 2024

Kan V Rising fortsætte succesen på PlayStation - Eller skulle vampyrerne være blevet i kisten denne gang?

Der var engang, hvor vampyrerne dominerede verden. Mørkets herskere var toppen af fødekæden, og menneskene måtte bukke sig i støvet for deres overherrer. Sådan blev det ikke ved med at være. Menneskene fik nok og vendte sig mod deres blodtørstige herskere – og de vandt.

Nu, hundrede år efter, vågner du, en nyudklækket vampyr, op til en helt anden virkelighed. Menneskene, men også andre – og ofte mytologiske skabninger – har gjort verden til deres domæne, og du må som den udsatte skabning, du er, forsøge at overleve (hvis man kan det som vampyr?) i en verden, hvor alle er ude efter dig.

Det er præmissen for V Rising, som er et survival-spil, hvor du som vampyr må tackle de udfordringer, der truer din blotte eksistens. Du skal sørge for, at du ikke opholder dig i sollys, du skal holde dig væk fra hvidløg og sølv, og du skal for alt i verden sørge for, at du ikke løber tør for blod. Blodet er din livseliksir.

Indledningsvist skal du kreere din egen vampyr – og der er fint med valgmuligheder. Foto: Stunlock Studios/Lau Eskildsen

Derfor må du også drage ud i den dystre og farefulde verden, hvor V Rising udspiller sig, i jagten på dit næste fix af de dyrebare røde dråber. Du vil på din færd nedlægge forskellige fjender, som du kan tømme for deres livsgivende væsker.

Alt efter hvem eller hvad du konsumerer, optjener du forskellige bonusser, som gør jagten på dit næste måltid en anelse anderledes end den forrige. Spillet implementerer desuden forskellige rollespilselementer undervejs, som gør, at du kan udvikle din vampyr-novice, som du ønsker det. Målet er i sidste ende at blive stærk nok til at nedlægge spillets forskellige bosser, som stort set alle er af vampyrisk slægt, selvom de ikke decideret er vampyrer, men de bærer alle det, spillet kalder V Blood.

Undervejs i spillet bliver dine mål, altså disse bærere af V Blood, stærkere og stærkere. Derfor er det også vigtigt, at du bliver stærkere. Det gør du mestendels ved at skabe bedre udstyr, men også ved at tilegne dig flere og bedre egenskaber, såsom forskellige skills og besværgelser.

Man bruger meget af sin tid i sit slot, hvor man producerer materialer til forskellige opgraderinger. Foto: Stunlock Studios/Lau Eskildsen

Men hvad er en vampyr uden sit slot? Et sted, hvor man kan slumre i sin kiste, når solen står højest på himlen, et sted, hvor man kan kreere sine våben og beklædning – og et sted, hvor menneskeslaver kan residere og tjene deres herre? Nej, uden sådan et sted, så kan man vel næppe kalde sig selv for en rigtig vampyr.

Det er også V Risings udgangspunkt, for store dele af spillet går med at samle ressourcer til at udbygge sit slot, så man får flere og bedre muligheder for at udvikle nye redskaber og arbejdsstationer, der kan give flere muligheder for at udvinde mere brugbare materialer. Det er en proces, der tydeligt understreger, at V Rising er et survival-spil, hvor man nidkært skal styre sine råstoffer og materialer for at udbygge sit slot, lave bedre udstyr, stige i styrke og dermed få bedre muligheder for at nedlægge V Blood-bærerne. Dette er spillets gameplay-loop i en nøddeskal.

Der er absolut interessante ideer i V Rising, og nyder man ressource-management og finder en slags meditativ forløsning i at fælde træer og hugge i sten, så er det et godt bud på et spil for dig. Samtidig giver spillet dig mulighed for at udleve en vampyrfantasi. Du lever som en vampyr, men tilværelsen er ikke blot et highlight-reel, du må også kæmpe dig gennem de mindre sexede aspekter ved vampyrlivet, såsom at vente på, at dine materialer bliver klar til brug.

Når du tager ud i verden finder du forskellige arbejdstegninger, som du kan benytte til at lave nyt udstyr: Foto: Stunlock Studios/Lau Eskildsen

Det er nemlig et crafting-system, der udspiller sig i realtid, men du kan ordne andre huslige gøremål eller finde dit næste måltid, mens du venter. Dog har jeg brugt lidt for lang tid på, at mine mursten blev færdige, så jeg kunne færdiggøre den næste mur. Det er et system, der tilfredsstiller mange survival-connoisseurer, mens andre med mindre erfaring i genren vil finde det drænende. Især spillets første act kan føles som et endeløst grind efter materialer.

Havde spillet tilført lidt spænding gennem et sammenhængende narrativ, ville det måske ikke føles så endeløst, men præmissen er, at du som nyudklækket vampyr skal kravle, før du kan gå. Desværre bliver man bedt om at kravle for længe. Spillets narrativ er nærmest ikke-eksisterende indledningsvist, men udvikler sig heldigvis i spillets sidste halvdel. Det er subtilt fortalt og kræver, at du selv stykker brudstykkerne sammen.

Lad os som det næste dykke ned i spillets kampsystem, for det er forventeligt, at man som vampyr er nødt til at smøge ærmerne op, få blod på tøjet og nedkæmpe forskellige fjender. På papiret ligner spillets top-down perspektiv og actionbaserede kampsystem noget, man kan sammenligne med spil som Diablo, og V Rising spiller også langt hen ad vejen som Blizzards action-RPG, men ultimativt føles det som en fattig udgave af førnævnte Blizzard-titel.

Som vampyr kan du skifte form til forskellige dyr og væsner. Her er jeg på opdagelse i min ulveform. Foto: Stunlock Studios/Lau Eskildsen

Jo, du kæmper lidt på samme måde, og du benytter dine forskellige evner og besværgelser i kombination med dine regulære våben, men der mangler noget punch. Det betyder, at selv om du hugger og stikker, og loot flyver til højre og venstre, føles det ikke som om du rammer rigtigt. Desværre føles den feedback, du får i din DualSense-controller, ikke tilfredsstillende, selvom det er stykke hardware, der er fyldt med fede features, og som ville kunne give en langt bedre feedback.

Samtidig er selve styringen af spillet ikke særlig intuitiv, men desværre mere omstændig og frustrerende. Du styrer selv kameravinklen, men det er besværligt i kampens hede, og spillets evnehjul, eller ability wheel om man vil, er ekstremt kluntet, hvilket gør, at de input du giver spillet, ikke altid er det spillet opfatter. Det kan eksempelvis være helt utroligt besværligt at hele dine skader, i og med spillet vil have et utroligt præcist input, som ofte ikke er muligt, når du er omgivet af fjender. Spillets styring er ganske simpelt en af spillets helt store udfordringer. Det giver muligvis ganske god mening på en PC, men med denne PlayStation-version er det ofte bare frustrerende.

Jagten på V Blood er sat ind. Foto: Stunlock Studios/Lau Eskildsen

V Rising er til gengæld et meget atmosfærisk spil, som har en ganske unik stil både visuelt og lydmæssigt. Den visuelle stil er lige tilpas tegneserieagtig og dyster til, at det fungerer, og i lyddesignet rammer spillet den gotiske vampyrstil, uden at det bliver for klichéfyldt. Der er godt med strygermusik, men det er nu meget velvalgt i forhold til den stil, som Stunlock Studios har sigtet efter. Desværre var der lidt udfordringer med stabiliteten og nogle problemer med drop i framerates af og til, men ikke noget der er decideret kritisabelt.

Spillet har desuden et MMO-element, forstået på den måde, at du kan spille på en offentlig server, der gør, at du ikke er den eneste vampyr i nabolaget. Det giver dig mulighed for at samarbejde med dine medvampyrer, men du kan også stå op af kisten og vælge vold i stedet. Måske er der kun plads til én vampyr i området? Du kan selvfølgelig også spille V Rising som et singleplayer-spil, hvis det er det, du ønsker.

Der er en dyster atmosfære lige fra begyndelsen af spillet – Her har jeg netop nedlagt en af mine første ofte. Foto: Stunlock Studios/Lau Eskildsen

Konklusion

Når alt kommer til alt, så er V Rising et ganske udmærket survival-spil, der helt sikkert vil ramme plet med netop dette element, hvis man er den type, der godt kan lide resource-indsamling og management. Det er på PlayStation 5 desværre et mindre godt action-spil, som ellers er blevet fremhævet som en af spillets store styrker, da det udkom på PC for en lille måneds tid siden. På PlayStation føles styringen simpelthen ikke tilfredsstillende, men er derimod til tider decideret frustrerende.

V Rising har ikke et stærkt narrativ, som man måske finder i andre action-RPG’er, men det er et solidt survival-spil med mange interessante ideer og en atmosfærisk vampyr-vibe. Har spillet din interesse, og har du en PC, så er det nok anbefalelsesværdigt at spille V Rising derpå.

Udvikler/Udgiver: Stunlock Studios

Genre: Action RPG, Hack and slash, Co-op MMO

Platform: Playstation (Anmeldt på) & PC

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk