Ad Banner

Interview

Danmark tager Apple Design Awards med storm

Foto: Apple Developer

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
30 maj, 2024

Triband, Floppy Club og Tiimo er alle nomineret til priser i den prestigefyldte prisuddeling

Apple Design Awards er en årlig begivenhed, der afvikles under Apples årlige udviklerkonference, WWDC (Worldwide Developers Conference), som finder sted i San Jose, Californien. Det er en begivenhed, der hylder de bedste apps og spil på Apple-platforme, og som efterhånden har en del år på bagen, da priserne første gang blev uddelt i 1997. Apple Design Awards anerkender innovation, kreativitet og teknisk dygtighed inden for app- og spiludvikling. Vinderne udvælges af et panel af Apple-eksperter, der vurderer de nominerede ud fra kriterier som design, teknologi, innovation og brugeroplevelse.

I år er Danmark flot repræsenteret ved prisuddelingen, da appen Tiimo, en kalender-app, og spillene Rytmos og What The Car? fra henholdsvis Floppy Club og Triband er nomineret. Rytmos er nomineret i kategorien “Interaction”, og What The Car? er nomineret i kategorien “Fun and Delight”.

Oversigten over alle de nominerede. Foto: Apple Developer

Arkaden har derfor kontaktet Asger Standby fra Floppy Club og Tim Garbos fra Triband for at få deres reaktioner på at være nomineret. En ting, der går igen, er, at det er en stor ære at være blandt de nominerede.

– Det er ærligt talt ret stort. Jeg har stor respekt for Apple Design Awards og er klart stolt over, at vores komediespil er med til prisuddelingen. Udover hårdt arbejde har hele holdet også lagt masser af kærlighed i spillet, og det er det, der skinner igennem og gør, at det kan være med til sådan en prisuddeling, fortæller Tim Garbos, der er Creative Director hos Triband.

Hos Floppy Club blev nyheden også modtaget med begejstring, selvom man som udgangspunkt ikke kunne dele glæden med hele holdet.

– Vi modtog pludselig ud af det blå en mail fra Apple, hvor der var en masse NDA’er, der skulle underskrives. Da det var gjort, fik vi i et videokald at vide, at vi var nominerede. Men det hele var meget hemmeligt; vi kunne ikke engang få at vide, hvilken kategori vi var nominerede i. Vi måtte heller ikke fortælle det til resten af holdet. Det var en vild hemmelighed at gå og holde på. Så vi var lidt fanget i at være ved at eksplodere af begejstring og samtidig forsøge at se normale ud, forklarer Asger Strandby, der er spildesigner hos Floppy Club og medstifter af studiet.

Triband har haft stor succes med deres humoristiske spil, og What The Car? er ingen undtagelse. Foto: Triband

Nomineringen er også en anerkendelse af det arbejde, studierne har lagt i at optimere deres spil til de forskellige Apple-enheder.

– Under udviklingen har vi lagt stor vægt på, at spillet kører fantastisk på alle de forskellige Apple-enheder, såsom din iPad, Mac og Apple TV, men også din gamle iPhone, du måske har givet videre til børnene, fortæller Tim Garbos. 

Forventningerne til prisuddelingen er også høje. Apple er ikke blege for at holde nogle ekstraordinære events, og Apple Design Awards er en mulighed for både spil- og app-udviklere, men også for Apple selv for at fremvise det allerbedste software, de kan byde på.

– Jeg har jo tit set WWDC og andre Apple-events på video, så jeg har en fornemmelse af, at de virkelig kan fyre et vildt show af. Så mine forventninger er tårnhøje. Jeg tror, det bliver fedt, siger Asger Strandby om udsigterne til at deltage i prisuddelingen.

Rytmos blander musik og puzzles. Foto: Rytmos.club

Begge studier tager en tur over Atlanten for at deltage i WWDC i Californien. Det er dog ikke uvant for spilstudier at rejse rundt i verden for at deltage i forskellige spilrelaterede events og konferencer, men turen til San Jose er alligevel noget særligt.

– Vi tager derover og oplever det. Jeg tænker, det er en af den slags sjældne muligheder, man bliver nødt til at springe på, når den byder sig, fortæller Asger Strandby forventningsfuldt.

Arkaden ønsker både Triband og Floppy Club samt Tiimo alt mulig held og lykke i Californien, og håber, at netop deres spil og app vil være at finde blandt vinderne, der snart bliver offentliggjort.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk