Ad Banner

Anmeldelse

Shin Megami Tensei V: Vengeance-anmeldelse – Skoletiden er forbi 

Foto: Atlus/Sega

Af Kasper Pedersen
23 juni, 2024

Kan denne remake trække Atlus’s hovedserie fri fra Nintendos lukkede grænser?

Shin Megami Tensei er blandt fans kendt som flagskibet til den efterhånden lige så populære Persona-serie, hvor skoleskema og venskabsbånd er skiftet ud med hardcore dæmonkampe og dyster tematik.

Desværre har serien de sidste 10 år været som sat til eftersidning på Nintendo’s egne konsoller, først 3DS med Shin Megami Tensei IV og senere på Swith’en med 5. spil i rækken.  

Efter en remake af Shin Megami Tensei III: Nocturne har Atlus fået lov til at udgive Shin Megami Tensei V på andre konsoller, og i stedet for at tage den lette vej med en lidt opskaleret version, byder Vengeance på mere indhold end tidligere. Men er det nok til at retfærdiggøre et køb? 

Det er ikke kun guder og dæmoner der har en kamp kørende- der er også plads til teenager studenter! Foto: Sega

Når skoleklokkerne ringer ud

Vengeance starter med at stille spilleren overfor det mest afgørende valg i hele spillet: Vil man spille den oprindelige fortælling fra Switch-tiden, eller prøve den nye forbundet til den opgraderet version?  

Derefter starter historien i et hæsblæsende tempo- Efter at have endt endnu en triviel hverdag bag et skolebord, forlader den tavse hovedkarakter skolegården, hvorefter helvedet bryder løs- Rent bogstaveligt.  

For på mystisk vis finder man sig transporteret til et goldt og øde ørkenlandskab, hvor engle og dæmoner fører krig mod hinanden. Som om det ikke var nok, er nogle af ens klassekammerater også blevet fanget i denne såkaldte “underverden”, der har visse ligheder med ens hjemby, Tokyo. 

Selv i en håbløs kamp, kan man finde hjælp fra en uventet side- såsom den tro følgesvend, Aogami- Foto: Sega

En usikker alliance med dæmoner 

For at bekæmpe de mange dæmoner i dette ukendte land, allierer man sig med en dæmon, der lider af hukommelsestab, og bliver omdannet til en såkaldt “Nahobino”- En skabning der kan udnytte andre dæmoners kræfter som sine egne.  

Det er her at Vengeance gameplay kommer i spil. Som en del af Shin megami Tensei-serien, skal man lave sit hold af dæmoner, der mødes på ens vej. Man kan indgå i samtaler med dem under kampene, hvor der skal forhandles enten med penge eller andre goder, for at få dem hen på ens team. 

Dæmonerne har hver deres personlighed, og vil derfor have forskellige ting, eller reagerer forskelligt, alt efter hvad der siges til dem. Det er en underholdende mekanik, som udfordrer spilleren i at forhandle med monstrene, der kan lede til nogle ret strategiske valg. 

Dog er der også en bagside. Hvis man vælger en forkert handling, går turen ofte til modstanderen, der i så fald har mulighed for at vende kampen til sin fordel.   

Spillets mange monstre vil blive dine venner, hvis du formår at overtale dem til det. Foto: Sega

Frustrerende sværhedsgrad 

Ligesom fjenderne har forskellige personligheder, har de også en række styrker og svagheder, som man kan udnytte gennem brug af magi eller almindelige angreb. Hvis man rammer en svaghed, får man en ekstra tur, så det kan varmt anbefales at prøve forskellige teknikker af, i stedet for at holde fast i “hvad der nu virker”.  

Det samme gælder også dine karakterer, og det er her at spillets sværhedsgrad lider et knæk. For uanset hvem du har på dit hold, som kan skiftes ud midt i kampene ved brug af en tur, så er det hovedkarakteren der gør forskellen mellem sejr og nederlag. 

For hvis ens hovedkarakter dør før resten af ens hold, er det ligegyldigt, hvor mange monstre man har tilbage at bruge af- Det vil resultere i et øjeblikkeligt nederlag. Det er enormt frustrerende, at uanset hvor godt det går i kampen, så kan en tilfældig “critical” eller velplaceret besværgelse tvinge en til at gentage kampen, og nogle af disse kan være lange, i særdeleshed boss-kampene. 

Det er vigtigt at man udnytter sit holds styrker og svagheder for at klare de mange kampe. Foto: Sega

Holdt tilbage af dets bagland 

Det er tydeligt at Shin Megami Tensei V oprindeligt udkom på en langt svagere konsol. Mange af omgivelserne er intetsigende og består mest af ødelagte veje, bygninger og bjerge, med en farvepalette’ der er som drænet for alt slags glæde. 

Der kan være tale om et artistisk valg, men det gør det ikke mindre kedeligt at løbe rundt i de mange omgivelser, der flyder til randen med monstre og sidemissioner, der ikke fungerer som andet end ekstra fyld til et meget grindy kampsystem. 

Spillets overordnede design er temmelig banalt, hvad enten man ser på omgivelserne, karaktererne eller stemmeskuespillet, hvilket er en skam, da designet for de mange monstre er helt sublime. De lever mere end op til seriens tidligere groteske og brutale udseende, der til tider hælder mod det perverse, og er sjove at samle, som var det pokemoner’. 

Vær forberedt på mange omgivelser der flyder sammen med klipper, ruiner og sand. Foto: Sega

Konklusion 

Shin Megami Tensei V- Vengeance er en kærkommen entre’ for serien på flere platforme, skønt det har en del banaliteter og forsimplet design, der holder det tilbage fra ægte JRPG storhed. Der er simpelthen alt for meget intetsigende fyld, til at retfærdiggøre grundig udforskning af det hele. Det hjælper heller ikke, at mange af omgivelserne flyder sammen med deres kedelige design. 

Forsøget på at skabe interessante karakterer falder ofte fladt, med valg der op til de sidste par timer, ikke har nogen indflydelse på selve plottet, og skønt det har nogle få twists, er det svært ikke at blive undervældet af spillets forhastede levering. 

Hvor spillet virkelig skinner er dets udfordrende kampsystem, og de mange monstre der kan samles til ens hold. Det er aldrig kedeligt at undersøge svagheder, og lave dem om til ens styrker i kampene.  

Skønt jeg ville ønske at spillet var i stand til at gøre det samme med alle dets mekanismer, så har det stadig underholdt mig i mere end 50 timer med et mørk eventyr, der ikke nødvendigvis bliver siddende i en, men som stadig var en oplevelse værd. 

Udvikler/Udgiver: Atlus/Sega

Genre: JRPG

Platform: Nintendo Switch, PlayStation 4&5, PC, Xbox One, Xbox Series S/X (anmeldt på)

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.





© Copyright - arkaden.dk