Ad Banner

Nyheder

2K Games annoncerer nyt spil i deres ‘største og mest elskede’ franchise til Summer Game Fest

Foto: Bleeping Computer

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
19 maj, 2024

Men hvilket spil mon der er tale om?

2K Games har noget af en imponerende spilportefølje med flere kendte og betydningsfulde franchises. Hvert år udgiver de et nyt spil i både deres NBA- og WWE-spilserier, men derudover har 2K Games også rettighederne til spilserier som XCOM, Bioshock, Civilization, Mafia og Borderlands.

Og hvorfor er det så relevant at fokusere på? Jo, det er det, fordi 2K Games har meldt ud, at de vil afsløre det næste spil i en af deres største og mest elskede spilserier den 7. juni, når der afholdes Summer Game Fest, hvilket Insider Gaming kan fortælle. Hvilken franchise der er tale om, ja, det er jo interessant. Det bliver ganske givet ikke en af de årlige udgivelser som NBA 2K, selvom det må siges at passe til beskrivelsen. I stedet kunne Borderlands 4 eller det kommende Mafia Prequel være realistiske bud.

Når Geoff Keighley byder velkommen til Summer Game Fest, har 2K Games tænkt sig at benytte lejligheden til at annoncere et nyt spil i en af deres største franchises. Foto: VideoCardz.com

Allerede i slutningen af marts måned, da vi kunne fortælle, at Gearbox Entertainment, der står bag Borderlands-spillene, var blevet solgt til 2K Games, blev det samtidig offentliggjort, at Gearbox var i gang med aktiv produktion af Borderlands 4. Samtidig bliver Borderlands-universet filmatiseret, og Borderlands-filmen med blandt andre Jack Black, Kevin Hart og Jamie Lee Curtis på rollelisten har premiere den 9. august i år. Derfor kunne det på mange måder virke helt oplagt, at det netop er Borderlands 4, der bliver præsenteret til Summer Game Fest.

En anden mulighed er det kommende spil i Mafia-franchisen. Her er der tale om en prequel til det første spil i serien, der i stedet for at finde sted i USA, kommer til at udspille sig på Sicilien i Italien i 1920’erne. Øen, der udgør fodbolden i det italienske støvleland, er netop arnestedet for La Cosa Nostra, som den amerikanske mafia opstod som en amerikaniseret version af. For en lille måned siden kunne vi fortælle, at netop denne prequel snart ville blive annonceret. Siden da har vi ikke hørt et pip, men en annoncering om tre uger til Summer Game Fest kunne være en oplagt mulighed.

Hvilket spil der er tale om, må vi dog vente med at finde ud af, men vi går uden tvivl nogle spændende uger i møde med flere store events. Rygterne vil vide, at PlayStation afholder en Showcase i slutningen af måneden, Ubisoft har deres Forward den 10. juni, Summer Game Fest og Xbox’ Showcase afvikles henholdsvis d. 7. og 9. juni.

Sikke en start på sommeren.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk