Ad Banner

Interview

Dansk spil er Nordens bedste

Foto: Floppy Club

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
29 maj, 2024

Danske Floppy Club og deres spil Rytmos har vundet prisen for årets bedste spil til små skærme ved Nordic Game Awards

Sidste uge blev en af Europas største spilkonferencer, Nordic Game, afholdt i Malmø. Som en del af konferencen blev der også afholdt Nordic Game Awards, og i år var flere danske spil nomineret i et stærkt felt af nordiske spil.

Danske Floppy Club var med deres spil Rytmos nomineret i tre kategorier, og det lykkedes dem at vinde en af de store priser med hjem til Danmark. Rytmos blev nemlig udnævnt som Nordic Game of the Year – Small Screen. Dermed er Rytmos altså årets bedste spil til små skærme.

Før han tog af sted til Malmø, spurgte Arkaden studiets spildesigner og medstifter, Asger Strandby, om betydningen af at være nomineret. Denne gang har vi fået en reaktion på, hvad det betyder at vinde, og hvordan studiets udsendte reagerede, da det gik op for dem, at de havde vundet.

Rytmos er en musikalsk puzzle-spil – og nu også kåret som det bedste spil i Norden til små skærme. Foto: Floppy Club

– Ja, det var en sjov måde, det blev annonceret på. Normalt bliver der læst en lille motivationstale op, før vinderen bliver udråbt. Det blev der også her, men præsentationen startede noget i stil med “this musical puzzle game” – hvilket ligesom afslørede det for store dele af salen. Man kunne høre en mumlen og lidt hujen. Jeg er jo jysk pessimist, så jeg følte mig stadig overbevist om, at det nok var nogle andre, som også havde lavet et tilsvarende spil, men det var sgu os denne gang, fortæller Asger om selve momentet hvor det blev afsløret at Rytmos havde vundet priser, og fortsætter:

– Jeg reagerede med at gå lidt i baglås, så jeg er glad for, at Niels (medstifter af Floppy Club) var i stand til at holde en fin takketale og takke alle dem, som har hjulpet os på vores vej.

Før prisuddelingen regnede Asger ikke med, at det ville blive til nogle priser for Floppy Club. Om det var et udtryk for den jyske beskedenhed, anerkendelsen af det stærke felt af mednominerede, eller en god blanding af begge dele, er nok sandsynligt. Det betød dog, at prisen kom som noget af en overraskelse for Asger.

– Det føles som et kæmpe skulderklap at modtage sådan en pris. Det gør det sgu. Og det er jo ekstra vildt, når det kommer som en overraskelse. Jeg håber, at det måske hjælper folk til at tage os lidt mere seriøst som spilstudie, når vi nu skal i gang med vores næste spil, fortæller Asger af betydningen af prisen som årets spil.

Foto: Floppy Club

Både Nordic Game og Nordic Game Awards har været en rigtig positiv oplevelse for Floppy Club og Asger. Især muligheden for at netværke og møde gamle venner fra branchen var velkommen, men der er også plads til forbedring.

– Jeg synes, det var et fedt awardshow, og hele Nordic Game var et fantastisk arrangement. Vi havde mulighed for at mødes med en masse potentielle samarbejdspartnere på kort tid og også hænge ud med mange gamle venner fra den danske spilbranche. Men der var ikke fest med gratis øl, mad og langborde som i gamle dage. Det kunne de godt gøre noget ved til næste år, fortæller Asger med et smil på læben.

Arkaden ønsker Floppy Club et kæmpe stort tillykke med den flotte pris, og vi ser naturligvis frem til at kunne fortælle mere om studiets kommende spil.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk