Ad Banner

Nyheder

Disney Epic Mickey: Rebrushed har fået en udgivelsesdato

Foto: THQ Nordic

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
26 juni, 2024

Til september kan du komme en tur tilbage til Wasteland

THQ Nordic annoncerede tilbage i februar, at der kommer en remake af det populære spil fra 2010, Disney Epic Mickey. Remaket, som får titlen Disney Epic Mickey: Rebrushed, har nu fået en konkret udgivelsesdato og vil blive udgivet den 24. september 2024 på PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X/S, Nintendo Switch og PC. Ifølge VGC kan spillet allerede nu forudbestilles til en pris på 449 kroner. På PlayStation Store er spillets udgivelsesdato i skrivende stund den 23. september, men den nyudgivne trailer bekræfter, at det er den 24. september, at spillet udgives.

Det originale Epic Mickey, der blev udgivet som en eksklusiv titel til Nintendo Wii, havde en mørkere og mere kompleks fortælling om Mickey Mouse, end vi ellers er vant til at se. I spillet besøger Mickey Wasteland, et sted hvor glemte Disney-figurer lever. En af de mest markante karakterer i spillet er Oswald the Lucky Rabbit, som var en af de første karakterer, Walt Disney skabte. Disney har først for nylig fået rettighederne til Oswald tilbage, efter at de tidligere var ejet af Universal. Spillet blev udviklet af det nu lukkede Junction Point Studios og instrueret af Warren Spector, der blandt andet også er skaberen af Deus Ex.

Warren Spector har også været involveret i remaket. Ifølge THQ Nordic har Spector assisteret med udviklingen af Disney Epic Mickey: Rebrushed, som er blevet udviklet af Purple Lamp i samarbejde med Disney Games. Spector har i den forbindelse udtalt:

– Jeg har fået mere rørende fanpost fra spillere i alle aldre om Disney Epic Mickey end om noget andet projekt, jeg har arbejdet på. Det viser virkelig spillets tidløshed.

Med remaket kan vi forvente os forbedret grafik og gameplay, men samtidig vil man bevare den oprindelige fortælling og de oprindelige karakterer. Spillet vil være tilgængeligt på mange forskellige platforme, hvilket betyder at langt flere nu får mulighed for at opleve Mickey og Oswalds eventyr i Wasteland.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk