Ad Banner

Nyheder

Nyt Star Wars-spil lader dig arbejde for Jabba The Hutt

Foto: Gematsu

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
2 januar, 2024

Har du altid drømt om at udforske Star Wars-universets kriminelle underverden? Så kan du godt begynde at glæde dig til Star Wars Outlaws

Mange spil i Star Wars-universet har fokuseret på jediernes kamp mod Imperiet og evnen til at bruge kraften. Men Star Wars Outlaws, som er placeret mellem filmene fra den oprindelige triologi; The Empire Strikes Back og Return of the Jedi, tager et dyk ned i den ydre rims underverden. Spillet adskiller sig fra de traditionelle Star Wars-spil ved at fokusere på en mindre helteagtig hovedperson, Kay Vess, som er en hærdet og lovløs karakter, der ikke har noget problem med at stjæle, interagere med underverdens kriminelle eller snyde folk.

Key Vess er hovedpersonen i det kommende open world-spil i Star Wars-universet (Billede: StarWars.com)

Navid Khavari, der er spillets narrative director, forklarer i et interview med Kotaku spillets unikke tilgang til universet: “Vi vidste altid, at vi ville skabe en original skurkehistorie, og vi har fokuseret på perspektivet fra en karakter som Kay, der står udenfor de traditionelle Star Wars-fraktioner”. Khavari tilføjer: “Det er en karakter, der bare prøver at klare sig – stjæle, overliste og snyde folk.”

Spillet har et fraktionssystem, hvor spillere kan udføre quests for forskellige kriminelle syndikater for at øge deres rygte. Dette vil påvirke de jobs, de tilbydes, og deres indflydelse på historien. Endnu en interessant detalje er også, at Jabba the Hutt er bekræftet som en questgiver i spillet.

Kay har ikke Jedi-kræfter, men må i stedet stole på sine venner, heriblandt den søde, men ukendte Nix og den snakkesalige droid ND-5. Kampstilen i spillet er inspireret af The Division, som er et andet spil Massive har udviklet. Spillets lokationer byder på tre primære miljøer: livlige byer fyldt med aktivitet, mere åbne og betagende omgivelser samt rumudforskning i Kays rumskib.

Der vil være forskellige miljøer at udforske i Star Wars Outlaws – både til fods, på en speeder og i et rumskib (Billede: Eurogamer)

Spillet bliver desuden en flydende oplevelse, hvor man kan bevæge sig ubesværet fra at gå til at køre på en speeder til at styre sit rumskib mellem forskellige planeter, alt sammen uden loading-skærme. Man får samtidig mulighed for at besøge både nye og kendte Star Wars-lokationer som Tatooine, Avika og Kimiji, og man bliver belønnet for at udforske disse områder, og bevæge sig væk fra den mere gængse vej.

Historien i spillet handler om Kay, der forsøger at gennemføre et af de største kup i galaksen. Khavari udtrykker også i interviewet Massives ønske om at gøre det spændende for spillerne at udforske Outlaws verden og opdage referencer til Star Wars-universet. Han tilføjer: “Vi kan ikke vente med, at spillerne skal udforske Outlaws verden og opdage henvisninger til den bredere Star Wars-galakse.”

Star Wars Outlaws ser altså ud til at blive et spil, der udforsker galaksens mørkere sider. Det tager en anderledes tilgang til universet, hvilket gør det forståeligt, at mange Star Wars-fans ser frem til spillet. Her på Arkaden, er det også et spil vi ser frem til at dække, når det udkommer i løbet af 2024.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk