Ad Banner

Nyheder

Resident Evil 9 er på vej: Forbered dig på at blive skræmt fra vid og sans

Foto: ClutchPoints

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
2 juli, 2024

Capcom har annonceret Resident Evil 9, der bliver instrueret af Koshi Nakanishi, som tidligere har stået bag det meget uhyggelige Resident Evil 7

Capcom har stor succes med deres Resident Evil-serie, hvor de både udvikler spil i hovedserien, hvor det seneste udkom for tre år siden med Resident Evil Village, men samtidig også arbejder på en REmake-serie. Her har de formået at lave virkelig gode nye udgaver af Resident Evil 2, 3 og 4, hvor sidstnævnte var et af sidste års bedste spil.

Efter længerevarende rygter har Capcom nu officielt annonceret Resident Evil 9, og det bliver en gammel kending, der kommer til at stå bag projektet. Koshi Nakanishi, der var game director på Resident Evil 7, skal nemlig også instruere Resident Evil 9 – og det kunne meget vel betyde, at vi kan se frem til en ret så skræmmende omgang Resident Evil. Det syvende spil i rækken er nemlig et af de mest uhyggelige spil i serien – hvis ikke det mest uhyggelige. Spillet forsøgte at hive serien tilbage til rødderne og fokusere mere på horror, efter at de to foregående spil havde været mere fokuseret på action, og spillet lavede en markant ændring ved at skifte fra et tredjepersonsperspektiv til et førstepersonsperspektiv.

I et interview under Capcom Next Summer 2024 har Koshi Nakanishi udtalt, at Resident Evil-serien bør skræmme spilleren fra vid og sans, hvilket også var hans tilgang til Resident Evil 7.

– Vi er i gang med at lave et nyt Resident Evil. Det var virkelig svært at finde ud af, hvad vi skulle gøre efter 7’eren. Men nu har jeg fundet løsningen, og det føles virkelig godt. Jeg kan desværre ikke dele nogen detaljer endnu, men jeg håber, I glæder jer til den dag, jeg kan, siger Koshi Nakanishi.

Hvordan Resident Evil 9 kommer til at passe ind i seriens overordnede tidslinje, er endnu for tidligt at spå om. Det er muligt, at spillet går i Villages fodspor, men det er også muligt, at Koshi Nakanishi tager serien i en anden retning med endnu mere fokus på uhyggen.

Tidligere rygter om Resident Evil 9 har desuden handlet om, at spillet allerede vil udkomme i januar 2025, og at det vil have en åben verden. Hvis dette rygte holder stik, vil det være første gang, at et Resident Evil-spil går totalt åben verden.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk