Ad Banner

Nyheder

De bedste demoer fra Steam Next Fest Februar 2024

Foto: Valve

Af Emil Øgaard
13 februar, 2024

Her kommer en opsummering af de bedste demoer, vi prøvede til februar-udgaven af Steam Next Fest 2024

Februar-udgaven af Steam Next Fest 2024 er netop afsluttet. Som vanligt bød den på en masse demoer af kommende indietitler, hvor særligt roguelikes og metroidvanias var genre, der gik igen.

Steam Next Fest er ét af højdepunkterne for mig hvert år, da jeg får en idé omkring, hvilke spil, jeg skal holde særligt øje med. Hvis jeg kunne lide et spil, sørger jeg for at wishliste det for at hjælpe udvikleren mest muligt.

I denne liste vil jeg gennemgå de bedste demoer, jeg prøvede til denne udgave af Steam Next Fest.

Balatro

Udgivelsesdato: 20. februar 2024 på PC

Balatro er et roguelike deck-building pokerspil, der, for mig, var den mest overraskende demo. Jeg kunne have fortsat, hvis ikke jeg havde andre demoer, som skulle prøves.

Ved hvert run starter du med et almindeligt kortdæk på 52 kort, hvor du får uddelt, så du har 8 kort på hånden. Ud fra disse kort skal du spille den pokerhånd, der giver flest point, hvor en royal straight flush er det højeste og et højt kort er det laveste – klassiske pokerregler.

Denne score skal nå over en vis tærskel for at vinde runden. Dette skal gøres indenfor et bestemt antal træk. I hver “arena” skal du først slå “Small Blind” og “Big Blind” for at spille mod bossen til sidst. Bossen har forskellige evner, der besværliggør din vej til sejr, fx ved at degradere alle ruder-kort til at tælle for 0 point.

Undervejs kan du opgradere dine kort via forskellige boosters, du kan erhverve dig jokere, der giver passive buffs og til sidst kan du bruge consumables til at booste dine kort nu og her.

Alt i alt har udviklerne forstået at lave et engagerende gameplay-loop, der får én lyst til at tage et run til – præcis som alle andre gode roguelikes.

Pacific Drive

Udgivelsesdato: 22. februar 2024 på PC og PlayStation 5

Mad Max i en stationcar.

Pacific Drive bliver en interessant titel at se frem til. Det sprudler af en masse kreativitet i sit gamedesign, som er svær ikke at holde af.

Under Den Kolde Krig blev et lille område i USA lukket af for befolkningen via en kæmpe mur. Din opgave er oprindeligt at skulle aflevere nogle pakker til nogle personer indenfor murens vægge.

Men pludselig bliver du slugt i en portal og sære ting begynder at ske. Det er nu din opgave at vedligeholde din bil og klare opgaverne i det indelukkede samfund.

Pacific Drive er en svær størrelse at sætte en genre på. Det er både en survival horror-historie i stil med Alan Wake og Death Stranding, men det læner sig også op ad Mad Max-spillet, når man skal vedligeholde sin bil for skrammer og punkteringer.

Jeg ser i hvert fald frem til, at det endelige spil udkommer her d. 22. februar.

Children of the Sun

Udgivelsesdato: TBA (To Be Announced)

Devolver Digital var stærkt repræsenteret ved denne udgave af Steam Next Fest. Children of the Sun er et spil, der er råt og har en artstyle og soundscape, der understøtter dette perfekt. Gameplayet svarer lidt til Sniper Elite-spillene med bullet-time-effekten.

Du spiller som en langhåret karakter, der er på jagt efter hævn på nogle kult-medlemmer. Her gælder det om at skyde alle kultmedlemmer i hver bane med ét enkelt skud. Twistet på gameplayet er, at når projektilet rammer en fjende, kan det affyres på ny – lidt ligesom Yondus pile i Guardians of the Galaxy.

Det bliver dejligt blodigt og støjende, og kræver nok, at man har hørt til en Death Grips-sang eller to for kunne at nyde det. Jo mere man spiller af demoen, desto flere interessante gameplay-elementer bliver introduceret. Jeg har dog en bange anelse over, at det i længden kan blive en smule ensformigt.

Tales of Kenzera: ZAU

Udgivelsesdato: 23. april 2024 på PC, Nintendo Switch, Xbox Series X|S og PlayStation 5

Spillet, der blev vist frem til Game Awards 2023, er personligt én af mine yndlingsdemoer i denne udgave af Steam Next Fest. Jeg er en sucker for et godt metroidvania, og det må man sige, at Tales of Kenzera: ZAU virker til at blive.

Som den unge shaman, Zau, skal du træde ind i åndernes verden med Dødens Maske for at få den sidste samtale med din afdøde far. Med et dualistisk tema, der er gået meget igen på det seneste, mellem sol og måne får Zau forskellige abilities. Når måneformen er aktiveret, kan Zau skyde med projektiler, mens i solformen slår han hårdt. Det giver noget interessant til gameplayet, hvor de forskellige fjender kræver forskellige strategier.

Fra starten kan Zau allerede dobbelthoppe og dashe i luften, så man fik et godt indblik i styringen. Det føles utroligt responsivt at hoppe mellem platforme frem og tilbage og finde skjulte hemmeligheder.

Jeg glæder mig personligt til at se, hvordan det endelige produkt bliver. Prince of Persia: The Lost Crown viste i januar, hvor metroidvania-skabet skulle stå.

Cryptmaster

Udgivelsesdato: Engang i 2024 på PC

Et deduktivt ordspil, hvor de ord, du skriver, får betydning for dine handlinger i spillet.

Ja, Cryptmaster er et spil, der skal prøves for at forstå konceptet. I spillet skal du undslippe den krypt, du er fanget i, da du ikke længere er død. På din vej indsamler du ord via genstande, du kan bruge i kamp og til forskellige puzzles.

Fx kan du gå hen til en kiste. Her vil Cryptmasteren fortælle dig forskellige egenskaber om objektet i kisten, hvor du skal deducere, hvad genstanden er indenfor et bestemt antal forsøg. Du kan bede ham om at kigge, smage, lugte, erindre og føle på genstanden. Hvis genstanden fx er ‘helmet’ får du disse bogstaver til at hjælpe dig med at beskrive action commands, dine medsvorne ånder kan lave, når du er i kamp.

Det er et skørt koncept, som jeg synes de kommer rigtigt godt i hus med. Cryptmasteren er en irriterende stemme i det hoved, der reagerer på hvert input du skriver. På en måde føles det som Stanley’s Parable.

Selvom artstylen er Obra Dinn-agtigt, så gemmer der sig en masse humor under overfladen.

Pepper Grinder

Udgivelsesdato: Engang i 2024 på PC og Nintendo Switch

Endnu et Devolver Digital-spil. Pepper Grinder var den mest overbevisende demo til Steam Next Fest. Spillet er så poleret og føles så lækkert at spille at det halve kunne være nok.

Pepper Grinder handler om karakteren Pepper, der er havnet på en ø med en masse pirat-monstre. Til rådighed har hun en kæmpe borekværn, der kan bore igennem sandet på øen.

Det er hendes mission at finde de pirater, der stjal hendes skat og nakke en masse piratmonstre på vejen og samle spandevis af ædelsten.

Ud fra demoen vil jeg vurdere, at der ikke er langt til den fulde udgivelse. Man fik samme følelse af flow som ved Celeste og Ori-spillene, hvor platformdelen skinner igennem. Banerne er pacet utroligt godt, hvor man, ligesom i Celeste, bliver timet.

Det er et spil, jeg er sikker på kommer til at score godt, når det en dag udkommer.

Duck Detective: The Secret Salami

Udgivelsesesdato: Engang i 2024 på PC

Taget direkte ud af Gravity Falls-serien har vi Duck Detective: The Secret Salami. For mig var det den sjoveste demo til Steam Next Fest, hvor jeg blev positivt overrasket over, at det ikke er et shovelware-spil. Det har faktisk et godt gameplay.

Viben kan minde om Sam & Max-spillene, hvor jokesene er så absurde og kørt så langt ud, at det er sjovt. Det er humoristisk skrevet, og karaktererne er karikerede nok til, at man godtager præmissen.

Gameplayet kan minde om Case of the Golden Idol og Return of the Obra Dinn i måden, hvordan man deducerer forskellige ord, man skal indsætte i sætninger, så de giver mening.

Demoen er til den korte side på omkring 10 minutter, men giver et godt indblik i hele universet.

Næste udgave af Steam Next Fest kommer til at foregå i juni.


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.





© Copyright - arkaden.dk