Ad Banner

Nyheder

Eksklusiv PlayStation-titel er aflyst i Korea

Foto: PlayStation

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
14 februar, 2024

Rise of the Ronin er blevet aflyst i Sydkorea på grund af kontroversielle udtalelser fra spillets instruktør

Forholdet mellem Sydkorea og Japan har siden 2. Verdenskrig været særdeles anstrengt. En af de centrale stridspunkter er Japans brug af tvangs- og sexarbejdere under den japanske besættelse af den koreanske halvø under krigen. Dog har de to nationer nærmet sig hinanden mere og mere i løbet af de seneste år, og Jyllands-Posten kan også fortælle, at den japanske Premierminister, Fumio Keshida, rejser til Sydkorea til maj som en del af en diplomatisk udveksling af ideer, herunder forholdet til Nordkorea og Kina.

Nu er der imidlertid blevet kastet lidt grus i maskineriet, og forholdet mellem de to lande er blevet udfordret på grund af et videospil. Næste måned udkommer det eksklusive PlayStation-spil, Rise of the Ronin, som er et japansk produceret spil. Bare ikke i Sydkorea. Spillet er i og for sig ikke skyld i balladen, men det er derimod spillets instruktør, Fumuhiko Yasuda, som er kommet med nogle kontroversielle udtalelser.

Rise of the Ronin udspiller sig i slutningen af Edo perioden sidst i 1800-tallet. Foto. PlayStation.Blog

De kontroversielle udtalelser stammer fra en dokumentar, der er blevet vist på PlayStations YouTube-kanal, og går bag om produktionen af Rise of the Ronin. I dokumentaren besøger Yasuda den japanske by Hagi og Shoka Sonjuku-skolen, der blev grundlagt af Shōin Yoshida, som var en indflydelsesrig lærer fra det 19. århundrede. Yoshidas studerende skulle senere blive nøglefigurer under Meiji-restaurationen, som væltede shogunatet for at genindføre kejserligt styre i Japan. Yoshida blev set som en af de drivende kræfter bag Seikanron (Jeonghanrok i Korea), en højreorienteret bevægelse inden for regeringen i 1873, som argumenterede for en invasion af Korea. Selvom det ikke lykkedes på det tidspunkt, besatte Japan senere Korea fra 1910 til 1945, og begik adskillige grusomheder.

– Selvom det var en anden verden i en anden tid, så tror jeg, at han (Yoshida) kan sammenlignes med Sokrates. Jeg ønskede at skildre hans undervisning og hans liv fra det øjeblik, jeg begyndte at arbejde på Rise of the Ronin. Han var ikke bare en filosof. Han understregede vigtigheden af at tage handling, udtaler Yasuda i dokumentaren, her oversat til dansk.

Fumihiko Yasuda , der er instruktør på Rise of the Ronin, og tidligere har arbejdet på Nioh 2, står bag de kontroversielle udtalelser. Foto. Dread XP

Dokumentaren er sidenhen blevet fjernet fra den koreanske YouTube-kanal, men skaden er sket. Som Eurogamer efterfølgende har kunne berette, så er Rise of the Ronin nu blevet aflyst i Sydkorea. Der er dog ikke blevet givet en konkret forklaring på aflysningen, men alt promoveringsmateriale er blevet fjernet, og det samme kan siges om både trailere og selve spillet, der ikke længere er tilgængeligt på den koreanske PlayStation Store.

Desuden har Sony Interactive Entertainment Korea bekræftet, i en udtalelse på koreanske Ruliweb, at Rise of the Ronin ikke vil blive udgivet i landet, hverken fysisk eller digitalt.

I resten af verden udkommer Rise of the Ronin den 22. marts.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk