Ad Banner

Feature

Derfor er Silent Hill 2 Remake det vigtigste spil i serien i 20 år

Af Daniel Kaae
29 maj, 2024

Silent Hill 2 remake er et af de mest ventede spil i år – på trods af, at spillet endnu ikke har en officiel udgivelsesdato. Spillet er under udvikling af Blooper Team, og verden over sidder fans af serien og håber på, at det bliver en succes. For der er rigtig meget på spil med denne titel. Faktisk så meget, at Silent Hill 2 Remake nok er det vigtigste spil i serien i 20 år. 

Men hvorfor er et remake af et spil fra 2001 så betydningsfuldt? Og hvad kan det betyde, hvis spillet fejler? For at forstå det fulde billede, er vi nødt til at tage et kig tilbage i tiden.

De første 4 spil – Communitiets favoritter

I årene mellem 1999 – 2004 udkom de første spil i Silent Hill serien. Silent Hill (1999), Silent Hill 2 (2001), Silent Hill 3 (2003) og Silent Hill 4: The Room (2004). På Metacritic er de bedømt med scores, som svinger fra 76 – 89, og her er det Silent Hill 2, som ligger øverst.

Alle titlerne har en særlig plads i hjertet hos det enorme community, som følger serien. Men det er især 2’eren, som virkelig vækker følelser hos folk. Dette er tydeligt at se, når man dykker lidt ned i de forskellige online communities, som er dedikerede til spilserien. I Facebook gruppen ‘Silent Hill Fogposting’, en gruppe som er dedikeret til memes, historier og meget andet om Silent Hill, ser man opslag om Silent Hill 2 flere gange hver eneste dag. Gruppen tæller over 113.000 medlemmer, og spørger man en af personerne som driver den, Jherico F. Agulay, så har spillet altså bare en helt særlig betydning:

“For mig var det, der gjorde Silent Hill 2 godt, dets koncept. Det psykologiske aspekt af gyserspil blev ikke rigtig udforsket dengang spillet udkom. I dag står Silent Hill 2 stadig som et af de mest skræmmende spil, ikke på grund af dets gameplay, men på grund af det overordnede budskab, det formidler.” fortæller Agulay.

Denne holdning skinner igennem hos mange af de personer, som poster i hans Facebookgruppe – og i øvrigt i mange andre grupper og websider, rundt omkring på nettet. Det er nemlig ret ofte, at Silent Hill 2 bliver hyldet som et horror mesterværk af communitiets mange medlemmer, hvilket man hurtigt vil se, hvis man tager et kig på gruppens mange daglige opslag.

Communitiets stemmer vejer tungt

Sidste efterår udkom Silent Hill: Ascension, og i januar i år udkom Silent Hill: The Short Message. Disse to udgivelser har været skelsættende i mange sammenhænge. På den ene side har de ikke særligt meget at gøre med de oprindelige spil. Dette ses på spillenes narrativ. For eksempel foregår spillene ikke i byen Silent Hill. På den anden side, så er de ikke blevet taget særligt godt imod af seriens fans. I ‘Silent Hill Fogposting’ ser man ofte memes, som giver udtryk for en del af communitiets holdning. En stor del af brugerne føler nemlig, at de nye spil bryder for meget med spillets oprindelige lore og udtryk. Det kan komme til udtryk i forskellige memes, som postes i grupopen. Se et eksempel her:

Memes som dette forekommer ofte i online fan communities for Silent Hill

Lige nu har Ascension en user score på 0,8 på Metacritic, hvilket vidner om den enorme kritik, som spillet har fået. Det er gået bedre for The Short Message, hvis user score ligger på 6,3, men det er ikke et prangende resultat. Ifølge Agulay, så kan de to spils dårlige modtagelse have noget at gøre med, at de netop brød med hvad spilserien ellers er kendt for:

“Jeg tror, at Ascension og Short Message brød med hvad Team Silent [udvikler holdet bag de oprindelige spil. red.] havde skabt. Folk er ikke vant til at træde ud af deres det de kender, særligt ikke i forbindelse med en så højt-elsket serie som Silent Hill. Det viser også hvordan alle spil efter det fjerde i serien, ikke bliver anset som værende gode i communitiets øjne. Personligt kunne jeg godt lide Short Message. Det var ikke perfekt, men det leverede. Jeg synes, at Ascensions format er udnødvendigt. Gameplayet fungerer ikke, og til den dag i dag under jeg mig stadig over, hvor det blev udgivet.” fortæller Agulay.

Blooper Team, som stadig arbejder på SH2 remake, har formentlig taget ved lære af den behandling, som Ascension og Short Message modtog ved deres release. F.eks. har der været stor debat om hovedkarakterens udseende. Faktisk så meget, at Blooper Team har valgt at ændre det, lidt i stil med dengang skaberne af Sonic The Hedgehog-filmen valgte at ændre Sonics udseende, efter massiv kritik fra fans. Derudover har udviklerne også været ude og proklamere offentligt, at de står inde for kvaliteten af SH2 Remake.

Til venstre: Blooper Teams oprindelige udkast til hovedkarakteren, til højre: den opdaterede version.

Dette antyder, at Blooper er fuldstændig klar over, at Silent Hill-communitiet holder øje med hvad de laver. For Blooper Team er SH2 remaket nemlig en kæmpe mulighed, og den største titel som de har arbejdet indtil videre. Deres tidligere spil tæller titler som The Medium og Layers of Fear, og selvom disse har fået god kritik, er SH2 remaket i en helt anden størrelse, med hvilken der fører et meget større ansvar.

Hvordan ser fremtiden ud for Silent Hill?

Udover Blooper Teams remake af SH2, så er der flere spil på vej, heriblandt Silent Hill Townfall og Silent Hill F. Altså kan man sige, at Konami har intentioner om at genoplive serien. Men hvor er serien på vej hen? Spørger man Jherico F. Agulay, så er han ambivalent omkring frmetiden:

“Jeg tror bestemt Konami ser potentiale i Silent Hill franchisen. Det er trods alt en række højt-elskede spil verden over, hvilket den seneste revival af serien også vidner om. Men mange af de ting som Konami har gjort førhen, har givet communitiet en grim smag i munden. Selvom jeg sætter pris på mængden af indhold , som de har planlagt, så foretrækker jeg stadig kvalitet. For nu, så er jeg stadig afventende i forhold til hvordan de fremtidige spil bliver.”

Og ser man på både Ascension og Short Message, som var så markant anderledes end de originale spil, så kan man kun gætte på hvordan F og Townfall bliver. Ser man på trailerne til de to spil, så er det ikke meget information de giver. Umiddelbart kunne det godt virke som om, at Konami har sat gang i en række horror-spil, som blot har fået tilnavnet ‘Silent Hill’ for at skabe genklang blandt spilseriens fans, men man kan kun håbe, at spillene bliver gode – uanset om de bryder med gamle traditioner eller ej.

Senere på ugen kommer ‘Silent Hill Transmission’, en online udsendelse, som vil levere en masse informationer om spilserien. Både Konami og Blooper Team har været ude og reklamere for eventet, så der er mange spekulationer om hvad der kommer til at ske. Det kan være nærliggende at tro, at vi får en udgivelsesdato for Silent Hill2 Remake, men også mere info om de andre kommende udgivelser og hvilket format de vil følge.

Hvad hvis spillet fejler?

Hvis remaket af Silent Hill 2 ikke rammer plet, så ser det sort ud for spilserien. Fans vil miste tiltro til Konami, de kommende spiltitler vil blive påvirket negativt og internettet vil blive oversømmet med memes. “Oh my god, der vil være så mange memes!” Derfor er det altså hamrende vigtigt, at Blooper Team og Konami rammer rigtigt med dette spil. Vi kan ikke holde til at få vores hjerter knust – igen.





© Copyright - arkaden.dk