Anmeldelse

Harold Halibut-anmeldelse – Er det 14 års ventetid værd?

Foto: Slow Bros.

Mest læste

Af Emil Øgaard
15 april, 2024

Undervandseposset over dem alle

Sjældent har jeg oplevet et spil så unikt som Harold Halibut. Elefanten i rummet er den claymation-artstyle, der gennemsyrer det hele. Claymation kender man måske selv fra Bjergkøbing Grand Prix, Flugten fra Hønsegården eller F for Får, hvor man laver en slags stop-motion ud fra figurer lavet i materialer som voks, ler eller papmaché.

I Harold Halibut er de gået væk fra stop-motion og bruger i stedet motion capture til at give liv til karaktererne. Faktisk er alt man ser i spillet håndlavet af et hold af dedikerede designere. Det har taget udviklerne, Slow Bros, hele 14 år om at realisere dette projekt. Det betyder også, at det er deres debuttitel.

Det fascinerende ved Harold Halibut er, at det hårde arbejde i den grad har båret frugt. Det er et mesterstykke af rang indenfor art design, hvor det næsten er tyveri, hvis ikke den vinder et par priser for det.

Harold snakker her med forskeren Cyrus, som han har været tæt på at kalde svigerfar. Foto: Slow Bros.

Kuriosum ala Wes Anderson

Efter der kom en klimakrise på Jorden, besluttede man sig for at sende et samfund afsted ud i rummet på jagt efter en ny Jord at bo på. Men uheldige som de var, endte samfundet med at dratte ned under vandet på en vandplanet, hvor de nu skulle affinde sig med, at dette var deres nye hjem.

I det lille samfund under vandet finder vi vores titulære hovedkarakter, Harold Halibut. Harold er en naiv og blåøjet laboratorieassistent, der sørger for at filtrere fisketankene og give fiskene mad i ny og næ. Når han ikke arbejder, snakker han med de forskellige borgere i det lille samfund under vandet.

Harold og mange af de andre beboer er efterkommere af dem, der i sin tid styrtede ned. Spillet gør meget ud af fortælle om samfundet på en naturlig måde, der ikke føles forceret. Hurtigt fornemmer man den kultur hele samfundet er bygget på, hvor der er plads til karikerede personager, man selv kender fra sit eget virkelige samfund.

Vi har fx det altid godmodige postbud, Buddy, den veltrænede og spirituelle lærer, Chris Tinnerbaum og Harolds excentriske “plejemor”, Professor Mareaux. Det er som at blive suget ind i den kuriøse Wes Anderson-film, The Life Aquatic with Steve Zissou, hvor der er plads til mærkværdige påfund, der kun giver mening i et univers som det.

Spillet tør være skørt, når det skal være skørt, men det tør også være seriøst, når der faktisk er noget på spil. Selvom historien er langsomt fortalt over de 12 timer, det tager at gennemføre, bliver man stille og roligt lullet ind i en verden, der er svær at lægge fra sig igen.

Agora Arcades er samlingspunktet efter en lang dag i laboratoriet. Alt er håndlavet. Foto: Slow Bros.

Gameplay som andenviolin

I Harold Halibut er gameplayet ret sparsomt. Primært løber man rundt og snakker med beboerne i undervandssamfundet. Fremdriften i historien sker ved, at man klarer forskellige opgaver for folk rundt på skibet. Nogle af opgaverne er helt lavpraktiske som at videregive en besked mens andre opgaver er mere knyttet til ens egen nysgerrighed om at lære mere om beboerne.

Fx er der en sidehistorie med et sæt firlinger, hvor tre af dem har job hos monopolfirmaet, All Water. Den fjerde bror snakker de ikke med, da han ikke kvalificerede sig til at arbejde hos All Water. Han vil også hellere være pølsemand. Din opgave er at forene de fire brødre igen, selvom det kræver lidt overbevisning fra de andre tre brødre.

Ved nogle opgaver kræver det dog, at man løser et par lette puzzles, såsom at hjælpe en professor med at indsamle data omkring nogle koraller.

Nogle gange kan spillet godt føles lidt repetitivt, da man egentlig bare en en glorificeret stik-i-rend-dreng. Ens forventninger til Harold Halibut skal derfor ikke være, at det er et vildt puzzle-spil. I sin essens er det en narrativ walking simulator, der langsomt lader sin historie udfolde sig. Men når man har overgivet sig til dette præmis, giver det dig en helt unik spiloplevelse.

Her ses én af designerne ved at skulptere postbuddet Buddy. Foto: Slow Bros.

Nøje udtænkt

Hvert element i Harold Halibut er nøje udvalgt til at forankre spilleren i spiluniverset. På udvalgte tidspunkter får man montager med musik fra den virklige verden, der passer helt perfekt både til viben af historien, men også til art stylen. Det er quirky på sin egen måde, men det holder sig tro til det, det prøver at fortælle.

Undervejs kom hele mit følelsesregister også i spil med både dybtfølte øjeblikke og utroligt platte jokes. Det primære tema for spillet er nysgerrigheden til at finde ud af, hvem man er og dermed finde mening med livet. Det er på mange måder et testamente til livet og glæden ved at opdage meningen ved livet i de mest uransagelige steder og afkroge under vandet på en planet langt, langt borte.

Alle karakterer er stemmeskuespillet, hvilket også hjælper på min immersion og empati for karakterne. Dog kan historien og karaktererne godt have en tendens til at blive overfortalt. Det bliver ofte en sludder for en sladder, før de når frem til det, de egentligt vil sige.

Postbuddet Buddy og Harold læser breve til personer, der ikke længere er blandt dem. Foto: Slow Bros.

Konklusion

Harold Halibut er et særdeles fremragende og unikt spil, der emmer af fortællerglæde og bevidsthed om sin kunstneriske verden. Alle karakterer føles levendegjorte via de fremragende stemmeskuespillere, der får lov til at lulle dig ind i et helt særligt lille undervandsepos. Skridt efter skridt føler du dig mere og mere som en integreret del af det lille undervandssamfund.

Gameplaymæssigt er der ikke ret meget at komme efter udover de små interaktionsminispil, når man fx skal hjælpe en professor. Man skal være forberedt på, at det på mange måder er en walking simulator med små interaktive elementer, hvor det primære gameplay er at snakke med de forskellige beboere. Der sker nogle interessante ting med det lille samfund, hvor afslutningen føles helt afstemt, men også overraskende.

Claymation-artstylen er noget af det mest unikke, jeg har oplevet i et spil nogensinde. At de også lykkes med at fortælle en god historie, hvor artstylen ikke stjæler fokus, vidner om, at den ambitiøse opgave, udviklerne stillede sig for 14 år siden, er lykkes.

Der er et par enkelte tekniske ting, og historien, som til tider tager for lang tid om at komme frem til sin pointe, der trækker ned. Men til alle dem, der elsker et godt historiedrevet spil uden for meget gameplay, kan jeg klart anbefale Harold Halibut. Det kan bl.a. hentes via Game Pass.

Udvikler/Udgiver: Slow Bros.

Genre: Narrativ Adventure

Platform: PC, PlayStation 5 (anmeldt på) og Xbox Series S|X

Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Dr. Disrespect kritiserer Activision’s ‘Blaze up’ event
Activision, Dr DisRespect
PlayStation-veteran hopper over til ‘fjenden’