Anmeldelse

Spy X Family Code: White-anmeldelse – Spioner, mad og kaos! 

Foto: Wit Studio

Af Lasse Rasmussen
25 april, 2024

Tag med på en atypisk familie weekend med action, spioner, våben og mad

Spy X Family Code: White er den første originale spillefilm fra den populære anime om Loid, Yor, adoptivdatteren Anya og deres kære hund, Bond. Loid er en spion, Yor er lejemorder og udadtil lever de livet som den perfekte familie uvidende om, at Anya, deres adoptivdatter, har telepatiske evner. Hun kender alt til deres dobbeltliv, uden de ved det.  

Loid er på en mission, som kræver, at han tager familien med på en weekendtur, som ligner en klassisk vinterferie. Men Anya bliver ved en misforståelse involveret i det, som sætter gang i en kædereaktion af farlige begivenheder, der truer verdensfreden. 

Alt det lyder som en klassisk Japansk anime. Men er denne nye spillefilm i serien om den atypiske familie en weekendtur værd? 

Her ses konen Yor og manden Loid. Foto af: SF Studios

Mad og kamp 

Vi kan alle blive enige om, at anime-genren er noget specielt, når vi kigger på den med vores vestlige film og serier-briller. Det er anderledes end det, som vi er vant til. Spy X Family Code: White er en af de animefilm, hvor sjov blandes med syret action. Det hele fungerer bare præcist, som det skal. Den visuelle stil er glødende smuk og der er ikke en finger at sætte på det. Det visuelle bliver også brugt en del, til at fremhæve den mad, der er med. Det er noget af den bedste mad, jeg har set i en anime, siden Food Wars fra 2015. 

Så skal jeg også lige nævne, at der er en prutte/poop joke med i den her film, som muligvis er den bedste, jeg nogensinde har set i noget medie til dato! Det er fantastisk!  

Her ses Anya. Foto af: SF Studios

En smule kringlet 

Men alt er ikke som det skal være. Jo længere vi kommer ind i historien, jo mere galt kommer det til at gå for den falske familie. Det er desværre også her, at kæden hopper en smule af for mig. Den første halvdel af filmen fungerer perfekt. Men i den sidste halvdel skete der et så stort skift i handlingen, at jeg faldt en smule af. Det blev lidt for meget tjubang og kaos, end hvad der blev lagt op til i den første del.  

Det betyder dog ikke, at det ødelagde den overordnede oplevelse. Man er limet til filmen fra første øjekast. Jeg så filmen med de originale japanske stemmer og med engelske undertekster. De japanske stemmeskuespillere har gjort et fantastisk arbejde og jeg er glad for, at jeg ikke så den med andre stemmer.  

Anya sammen med Yor. Foto af: SF Studio

Konklusion 

Spy X Family Code: White er som en klassisk anime, forvirrende, smuk, sjov og fyldt med god action. Jeg nød meget at se filmen og den vil helt sikkert blive husket som en klassiker i nyere tid. Den sidste halvdel er ikke ligeså stærk som den første, men det var ikke noget, der ødelagde oplevelsen.

Jeg elskede den dynamik, som den falske familie prøver at skabe og man ender faktisk med at holde af dem. Man ønsker ikke, der skal ske dem noget ondt, selvom de både er spioner og snigmordere. Hvis man er til anime, så skal man ikke snyde sig selv for den her. Gå ind og støt den ved at gå i biffen – den er weekendturen værd.

Medie: Biograf

Instruktør: Takashi Katagiri

Skuespillere: Takuja Eguchi, Saori Hayami, Atsumi Tanezaki

Genre: Animation, action, komedie, thriller

Premieredato: 25. april 2024

Spilletid: 110 minutter

Selskab: Wit Studio

Lasse Rasmussen – Skribent & Anmelder


Lasse lever og ånder for film, spil og tv-serier, og elsker at formidle det. Han er en ung purk, der har taget sine første skridt ind i medieverdenen, som har fascineret ham siden han for første gang fik en PlayStation 2-kontroller i hånden og en Nintendo DS ved siden af sig.





© Copyright - arkaden.dk