Ad Banner

Anmeldelse

Destiny 2: Into the Light-anmeldelse – Et smukt plaster på såret

Foto: Bungie

Af Emil Øgaard
6 maj, 2024

Er det for sent at tage et par skridt frem?

Endelig! Bungie har lyttet til Destiny-fansenes mangeårige bøn og rusker godt op i det hele, inden det hele bryder ud den 2. juni, hvor den allersidste udvidelse til spillet, The Final Shape, lander.

Om det var mit ulykkelige kærlighedsbrev til Bungie som en del af min anmeldelse af Season of the Wish, der gjorde udslaget, må stå i det uvisse. Faktum er, at Destiny 2 er ved at være tilbage i fuld vigør.

Den sidste gratis content-DLC, Into the Light, er et smukt plaster på det sår som Lightfall-udvidelsen bragte med sig til Destiny 2. På mange måder føles det som om, Bungie har tænkt: ‘Hul i det, lad fansene få det, de peger på’.

Her ses det krater, som den ultimative fjende, The Witness, lavede i den måne-lignende The Traveller i Lightfall-udvidelsen. Foto: Bungie

Hvor skal man starte?

Destiny 2‘s akilleshæl har altid været, at historien og mekanikkerne ikke er særligt tilgængelige for nye spillere. Der er selv en masse ting, jeg ikke har kendskab til, da jeg tog en pause på over 4 år og vendte tilbage til et helt andet spil under The Witch Queen-udvidelsen.

I Into the Light prøver Bungie at tage hånd om dette ved at introducere en mission, de har kaldt A New Light. Her gennemgår de relevante beats fra de forskellige udvidelser, så man får en fornemmelse af, hvor vi er henne i historien, hvem Cayde-6 er, og hvorfor man snart skal ind i det kæmpe måne-lignende væsen, kaldet The Traveller.

I stedet for at se 30 timers YouTube-videoer omkring loren til spillet, er dette en helt perfekt mission til at opsummere det hele.

Dernæst er Gift of the Thunder Gods tilbage, hvor man straks kan anskaffe sig våben og gear, så man kommer i maksimalt Power Level på sin karakter med det samme. Dette betyder, at man kan begynde at lave end-game indhold, uden man skal farme udstyr i flere dage.

Generelt er der en masse Quality-of-Life-opdateringer, som gør det nemmere for mere casual spillere, så de kan gøre sig klar til den sidste udvidelse.

Her ses ‘Shiny’-versionerne af våbene fra BRAVE-arsenalet. Foto: Bungie

Nu forstår jeg hypen

Efter Lightfall-udvidelsen og Season of the Wish sad jeg meget slukøret tilbage. Jeg kunne se et potentiale, der bare ikke blev indfriet. Men endelig forstår jeg det. Hver dag jeg spillede Into the Light-DLC’en, blev jeg mere og mere suget ind i loopet, hvor uløste bounties var det eneste jeg tænkte på på mit daglige arbejde.

I Into the Light bliver der introduceret BRAVE-våben, der har en chance for at være Masterworked, hvor den bliver skinnende. Som en ferm Shiny Hunter i Pokémon-spillene var dette ren crack for min hjerne. Jeg skulle jagte et shiny våben!

Den måde man har en chance for at modtage et shiny våben er via den nye aktivitet kaldet Onslaught. Her skal man beskytte en reaktor i en form for wave-baseret tower defense, hvor man opgraderer forskellige turrets og minefelter efter hver runde.

Her kan man vælge enten at klare 10 runder, hvis man hurtigt skal have et fix, eller man kan forsøge at klare 50 runder, hvilket nemt kan tage over en time at klare. Det er en fantastisk game mode, hvor man kan eksperimentere med en masse forskellige builds, samtidig med man klarer en masse bounties.

Er man mere til et decideret boss-rush, har Bungie netop lanceret Pantheon i Destiny 2,. Her møder man forskellige raid-bosser, hvor man kan oplåse nogle helt særlige våben og gear.

Det er få ting, der er blevet tilføjet som et plaster på såret i denne gratis DLC, men det fungerer alt sammen.

Mit eneste kritikpunkt er, hvorfor vi skulle vente så længe? Bungie har skudt sig selv i foden ved at lade dette indhold vente på sig, mens de mest dedikerede spillere langsomt har forladt skuden.

Kan The Final Shape-udvidelsen hive veteranerne ud af deres hi til en sidste kamp mod Lyset og Mørket? Eller må Bungie erkende, at Destiny 2 er en død fisk og fokusere på deres kommende titler som Marathon og Destiny 3?

Her ses nogle Guardians kæmpe med deres turrets i den nye aktivitet, Onslaught. Foto: Bungie

Konklusion

Destiny 2: Into the Light er en kærkommen, gratis DLC, der fungerer som et smukt plaster på det ulækre sår, Lightfall-udvidelsen åbnede op for. DLC’en tilføjer en masse fedt indhold, der føles engagerende at spille og som tilføjer nogle nye fede shiny våben, som er seje at vise frem.

Det store spørgsmål er dog, om Destiny 2 overhovedet kan reddes efter Bungie har brændt nallerne på selv største veteraner af spillet. Med denne DLC er mit håb lysegrønt om fremtiden for Destiny 2, og jeg ser meget frem til The Final Shape-udvidelsen.

Den skal have én over nakken i dén udvidelse. Det fortjener fansene af Destiny 2, og det fortjener Destiny 2‘s eftermæle også.

Har du været væk i et stykke tid fra Destiny 2, er Into the Light det helt perfekte tidspunkt at genoptage spillet på, så du kan blive varmet op til det store slag til sommer.


Udvikler/Udgiver: Bungie Inc. / PlayStation Studios

Genre: GAAS Looter-shooter

Platform: PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox S/X og PC


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.





© Copyright - arkaden.dk