Ad Banner

Anmeldelse

Eiyuden Chronicle: Hundred Heroes-anmeldelse – En ægte hyldest til JRPG’s

Foto: Rabbit & Bear Studios/505 games

Af Kasper Pedersen
22 april, 2024

Skaberen bag Suikoden serien vender tilbage med et nyt hold, der meget vel har skabt en ægte hyldest til JRPG genren

Der er efterhånden ingen grænser på JRPG-spil, som sælger sig selv for at være “en hyldest” til gamle spil af samme genre. Nogle formår at ramme inden for skiven, andre kommer ikke i nærheden, og dør ved forsøget. Eiyuden Chronicles er udviklet af et forholdsvist lille team med nogle af de største veteraner fra Suikoden-serien, og det ses tydeligt, i hvad der meget vel er et ægte kærlighedsbrev til klassiske JRPG-spil.

Gør dig klar til et charmerende og dramatisk eventyr. Foto: Kasper Pedersen/ 505 Games

Et land i tumult

Du indtager rollen som en ung mand, der slutter sig til en lille gruppe lejesvende, for at kunne hjælpe militante styrker med at få fat i en magisk artefakt fra et tempel fyldt med farer og monstre. Efter en vellykket mission, med lidt bump på vejen, fejre gruppen deres sejr, uvidende om at gløderne til en større krig mellem kongeriger, er ved at blusse op.

Skønt den lidt langsomme start varer det ikke længe, før man bliver suget ind i spillets verden. Rent narrativt spænder den røde tråd sig på tværs af forskellige kulturer, og selvom skurken er temmelig endimensionel, motiveres man som spiller til at redde verdens befolkning fra en kommende krigs gru. Man spiller den klassiske blåøjede naive type, som skal opleve verdenen for første gang, hvilket kan blive lidt trivielt i længden, men det er særligt det store persongalleri og deres personligheder der hiver en ind i en tilfredsstillende 30 timers historie med forskellige tvist hist og her.

101 helte- plus det løse

Som det fremgår af spillets titel, er der hundredevis af helte, som man kan inddrage i ens modstandsgruppe. Skønt det svinger i mængde, har de alle sammen et imponerende lag af personlighed, der alle virker unikke og skiller sig fra hinanden. Det er ikke en gang sikkert, at man finder alle helte i første forsøg, da man skal udforske og snakke med lokalbefolkningen, der nogle gange har små opgaver der skal løses, før de er villige til at slutte sig til holdet.

Når det kommer til omfanget af opgaver, kan det være alt fra indsamling af ressourcer, til små kampe for at overbevise personen om, at han/hun skal slutte sig til gruppen. Det blev aldrig ensformigt eller kedeligt, og jeg søgte med glæde verdenen for helte i håb om at kunne udvide min hær, da de alle havde en virkning enten på diverse kampe eller min base.

Nogle af karaktererne har få men sjove replikker der emmer af personlighed. Foto: Kasper Pedersen/ 505 Games

Klassisk tiltag på JRPG genren med ekstra tvist

For som det er traditionen tro i denne slags spil, er der mange kampe, som man skal igennem. Ved første øjekast kan det virke rent trivielt med dets kampsystem, men der er også gjort plads til lidt nyt. I kampene laver man et hold på seks mand, der er fordelt over to rækker, alt efter hvilken længde deres angreb har. Derefter er det tur-baseret, hvor begge hold kan påvirke hinanden med forskellige angreb eller magi.

Men der er gange, særligt mod diverse bosser, hvor kampene har en lille ekstra “gimmick”. Det kan være at gemme sig bag sten, for at undgå særligt stærke angreb, eller bruge en kran til at slynge en sten i fjæset på fjenden for ekstra skade. Det giver nogle af kampene et ekstra lag strategi, hvilket kan være ekstremt vigtigt for at sejre, da nogle af kampene er nådesløse. Derfor er det også vigtigt man er forberedt, før man forlader ens base for nye eventyr.

Hvis ikke man udnytter sine omgivelser, kan bosskampene være brutale. Foto: Kasper Pedersen/ 505 Games

En hær kræver en base

Hundred Heroes er heller ikke sparsom, når det kommer til ekstra indhold i dens verden. Skønt den er temmelig kompakt på områder der kan besøges, er verdenen fuld af vidunder og små ting at lave. Udover at kunne fiske, køre ræs og lave små minispil, kan man også bygge sin egen base, hvor mange af medlemmerne i ens hær spiller en rolle.

For når man vil bygge noget i basen, kræver det at der er en ansvarlig, og det gøres ved først at finde dem og få dem overtalt til at slutte sig til på holdet. Når det kommer til JRPG og dets mange små ekstra ting, er det netop denne sammenhæng, som skiller fårene fra bukkene, og giver spilleren en ekstra motivation til at udforske alle verdens kroge, for hele tiden at kunne blive stærkere.

Der er rigeligt at lave på ens egen base. Foto: Kasper Pedersen/ 505 Games

Charmerende verden med bump på vejen

Noget andet der vil motivere spilleren til at udforske, er verdenens design. Teamet bag har virkelig lagt sig i selen, for at bygge smukke og velstruktureret områder der er lige tilpas i størrelsen. De 2D-pixeleret karakterer flyder perfekt sammen med 3D-verdenen, og de er alle en fryd for øjet skønt deres simple design.

Spillet har dog også nogle små knaster i kanterne. Kameraet under kampene kan til tider leve sit eget liv, og zoome ind på fjendens angreb, så man ikke kan se hvem der bliver angrebet, før man får turen igen. Samtidig kan man ikke styre kammeraet i mange af de små zoner, hvilket virker en smule forældet og skaber irritation, hvis man gerne vil udforske ordentligt. Lysforholdet i spillet kan også virke en tand for skarpt, og giver modellerne en humoristisk overdreven glød.

Konklusion

Skønt min store ros til spillet, så er det ikke perfekt. Der er lidt tekniske problemer, samt en overflod af gameplay mekanismer, som ikke alle er lige tilfredstillende. Ikke desto mindre er Eiyuden Chronicle: Hundred Heroes en ægte hyldest til JRPG-genren, der formår at bruge mange klassiske træk, uden at de virker forældet, ved at puste nyt liv i spillets andre elementer.

Det er tydeligt, at det er veteraner med stor passion, som står bag spillet. Dette er et smukt, om end simpelt, eventyr, der kender sin besøgstid og giver spilleren mulighed for en masse ekstra, skulle man have lyst til det. Hovedskaberen bag, Yoshitaka Murayama, stod også bag de tre første Suikoden-spil, og det ses tydeligt. Desværre forlod han os tidligere på året, men han har efterladt sig en skat af et JRPG-spil, som jeg kun kan anbefale på det varmeste, og håber på at se meget mere fra det passioneret hold.

Udvikler/Udgiver: Rabbit and Bear Studios| 505 Games

Genre: JRPG

Platform: Switch, PlayStation 4/5 (anmeldt), Xbox One & Series X/S og PC

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.





© Copyright - arkaden.dk