Ad Banner

Nyheder

Unity “lytter til kritik” af heftigt kritiseret ny afgift

Af Jens Haag
19 september, 2023

Ekspert kalder udmeldingen "lidt tom".

Virksomheden Unity, der står bag spilmotoren af samme navn, modtog heftig kritik i sidste uge i kølvandet på deres udmelding om en ny afgift per installation, som skal gå i luften næste år. Under den nye model vil spil, som installeres over 200 000 gange på spillernes enheder og tjener over 200.000 dollars, vil Unity kræve 0,20 dollars per installation. Det blev modtaget med, mildest talt, blandede reaktioner.

Nu har selskabet så trukket i land igen – i hvert fald umiddelbart.

“Vi har hørt jer,” skriver Unity på Twitter.

“Vi undskylder for forvirringen og angsten vores udmelding om den nye afgift har ført med sig. Vi taler med vores teammedlemmer, vores kunder og vores partnere og vil lave ændringer i den udmeldte politik. I hører mere fra os om et par dage.”

Emil Lundedal Hammar, som er spilforsker på det Kongelige Akademi og har specialiseret sig i spilindustrien, kalder Unitys seneste udmelding for “lidt tom”.

“Det er en typisk PR-strategi. Man siger undskyld og “vi lytter”, men ender måske alligevel med at trumfe nogle af de upopulære tiltag igennem. Man lægger ud med noget lidt hårdt, overlever den hårde reaktion, så kommer man tilbage med en ny udmelding, og en ny politik som er blødere, så folk nemmere sluger de negative ændringer,” siger han.

”Samtidig er der interne dynamikker i Unity, hvor nogle bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere måske selv har noget imod de nye ændringer, og hvordan de er blevet annonceret.”

Ifølge ham burde det ikke komme bag på nogen, at Unity vil begynde at kræve flere penge og forværrer vilkårene for deres kunder – det er en typisk strategi for techgiganter.

“Tech-platforme som Netflix eller Facebook er gået efter at opnå dominans på et bestemt marked, hvor de brænder en masse penge af for at opbygge en dominant status. Når de så opnår den, har de magten til at indføre upopulære tiltag som eksempelvis højere priser eller flere reklamer eller lignende, fordi brugerne ikke har andre steder at hen,” siger Emil Lundedal Hammar, og peger eksempelvis på Netflix’ tiltag om ikke at dele kodeord med venner og familie. Ifølge ham er det noget lignende, som er tilfældet med Unitys nye model, hvor de i længere tid har brugt mange penge på at sælge en god og billig grafikmotor, men nu skal der simpelthen penge tilbage i kassen for Unity.

For mange spilfirmaer, der har produceret spil med Unity, er det urealistisk at flytte over til en anden spilmotor, fordi det vil kræve mange ressourcer og genoptræning og ændring af deres produktionspipeline.

En del af forklaringen er, at man skal starte forfra med ens produkt, man skal specialisere sig i en ny grafikmotor, og medarbejdernes mangeårige viden er måske knyttet til arbejde i Unity. Derudover kræver Unity at spilfirmaer indrapporterer salgstallene til Unity for at regne ud, hvad firmaet skylder Unity i henhold til den nye politik, og det kræver endnu flere ressourcer til administration.

Dertil kommer, at indieudviklere kan have en ideologisk grund til at modsætte sig Unitys opførsel. “De store selskaber laver bare en udregning om hvorvidt det er billigere at skifte Unity ud med en anden spilmotor, og så tage en beslutning baseret derpå,” siger han. “Men for nogle mindre selvstændige udviklere kan de føle sig ført bag lyset specielt fordi ændringerne kommer ud af det blå og forværrer situationen for dem med lave profitmargener. Derfor kan de have noget helt principielt imod at benytte sig af Unity. Der har været nogle eksempler på, at indiestudier har lavet udmeldinger om at de vil stoppe med at bruge Unity på grund de nye ændringer,” siger Emil Lundedal Hammar og henviser til eksempelvis Mega Crit Games, som står bag spiller ‘Slay the Spire’.

Det er måske værd at nævne, at Mega Crit Games selv påpeger, at de aldrig har udsendt en offentlig erklæring, før de valgte at kritisere Unitys nye politik.

”Men de små selvstændige udviklere er små fisk og for Unity mindre vigtige sammenlignet med de store, veltjenende spilfirmaer som Unity mest sigter efter med deres nye tiltag.” siger Emil Lundedal Hammar.

“Jeg gætter på at Unity er gået tilbage til tegnebrættet for at imødekomme de kritiske røster på de sociale medier, men stadig bibeholde tiltag som giver flere penge i kassen. Ikke desto mindre er der desværre ikke så meget for Unitys kunder at skulle have sagt overfor en dominant techgigant som størstedelen af spilindustrien inklusiv mange uddannelsesinstitutioner er nødsaget til at bruge. Så måske skulle snakken mere om, hvordan vi gør de dominante platforme, som vi alle sammen bruger, fx Netflix, Unity, Facebook og så videre – til at være mere demokratiske og retfærdige.” siger Emil Lundedal Hammar.


Om skribenten:

Jens Haag – Journalist

Jens Haag er anmelder og journalist på Hardwire. Han spiller især turbaseret strategi, rollespil, roguelikes, survival og indiespil i det hele taget.






© Copyright - arkaden.dk