Anmeldelse

Star Wars: Battlefront Classic Collection-anmeldelse – En nostalgisk rodebunke 

Foto: Aspyr

Af Lasse Rasmussen
18 marts, 2024

Aspyr har været ude og genudgive de klassiske Star Wars: Battlefront spil til moderne konsoller og PC

Hypen for denne genudgivelse var kæmpestor i forhold til hvor gamle, spillene er. Traileren til spillene på PlayStation-kanalen på YouTube fik næsten 1,5 millioner visninger før udgivelsen. Jeg har kun spillet det originale Star Wars: Battlefront 2 på PC for nogle år siden og det er derfor en unik oplevelse, at spille det første. Jeg har kendskab til de to nye fra henholdsvis 2015 og 2017, men de spiller ingen rolle her.  

Det er nu blevet tid til at se, om hypen og om de klassiske Battlefront-spil stadig holder i 2024. 

Frustrerende stjernekrig 

For at starte lige på og hårdt, så vil jeg advare alle mod at spille dette spil på nuværende tidspunkt. Det er muligt, at spille online i en okay tilstand i Battlefront 1, men… IKKE i Battlefront 2.

I Battlefront 2 er der kun 3 servere ledige, hvor 64 kan joine. Hvad er det for noget sjusk, når spillets trailer fik mere end en million visninger!? Hvis man er heldig at komme ind på en ledig server, kan man være både heldig og uheldig i tilstanden af serveren. Du kan både møde fjender, der teleporterer rundt, eller risikere ens egen karakter lagger.  

Der er ikke mange der nyder disse spil lige nu. Billede: Lasse Rasmussen / Aspyr

Man kan lave sin egen private server, hvis man ikke har mulighed for at komme ind på de officielle, men så tvinger du dit spil til at køre med 30 billeder i sekundet. Det er vitterligt en joke lige nu i Battlefront 2 og det er chokerende, at et 19 år gammelt spil kan blive genudgivet i den her tilstand.  

Jeg har også oplevet en masse bugs. Der er baner, i dette tilfælde var det på planeten Hoth, hvor meget af den sne der var, begyndte at skifte farve og, som jeg nævnte før, kan modstanderen teleportere rundt. De fleste gange kan man slet ikke ramme dem. Lyden kan også forsvinde nogle gange, eller der kan komme en statisk elektricitetslyd, som om ens højtaler er gået i stykker. Jeg spillede som en stormtropper, og på et tidspunkt kom der ingen lyd ud af mit våben. Det samme skete også, da jeg spillede som “Jango Fett”.  

Dette blev dagligdag i spillet da det kan vælge at lukke ned når som helst. Foto: Lasse Rasmussen

Hvad fungerer? 

Der er heldigvis noget, der fungerer nogenlunde gnidningsfrit, hvilket er singleplayer-oplevelserne. Jeg er ikke stødt på de store udfordringer. Det eneste jeg lagde mærke til, hvilket faktisk var et ret stort problem, men ikke gameplaymæssigt var, at i Battlefront 2 har de fjernet næsten halvdelen af alle cutscenes i spillet. Der er ingen grund til, de har fjernet dem og det er endnu en grund til ikke at købe denne genudgivelse lige nu. Heldigvis fungerer resten af singleplayer-oplevelsen i begge spil. Der er ingen problemer i forhold til gameplay eller grafik, som der kan være, når man spiller online. 

Jeg har ikke nævnt Battlefront 1 efter alt det negative. Det er fordi, at Battlefront 1 faktisk fungerer ganske godt OGSÅ i online tilstand. Man støder ikke ind i nogen tekniske problemer, som man gør i Battlefront 2

Så, hvis du udelukkende kun vil spille multiplayer, kan jeg kun anbefale Battlefront 1 lige nu, indtil de får fikset Battlefront 2. Singleplayer fungere dog godt i dem begge.  

Billede af en mission i Battlefront 1 singleplayer. Foto Lasse Rasmussen / Aspyr

Konklusion 

Star Wars: Battlefront Classic Collection er en kæmpe skuffelse. Ja, spillenes singleplayer fungerer fint, men det gør multiplayer absolut ikke. Du kan risikere slet ikke at kunne komme ind og spille multiplayer, spillet kører ringe til tider og lydeffekter kan også forsvinde ud af det blå. Dem, der spillede de klassiske spil for 20 år siden, vil kun blive slemt skuffede over denne genudgivelse. Du kan gå ud og købe de to originale spil for en billigere pris, end hvad de tager for denne udgivelse.  

Det gør mig inderligt ondt i hjertet at give spillet en lav karakter, da jeg elsker Star Wars af hele mit hjerte og kun vil universet det bedste, men jeg kan ikke få mig selv til at anbefale et så ødelagt spil lige nu. 

Aspyr har været ude og sige, at det er i gang med at se på problemerne, men disse problemer skulle slet ikke have været der fra start af. Det skal derfor huskes, at mange af disse problemer kan være løst, eller vil blive løst, i den kommende tid efter udgivelsen. Jeg har spillet det, mens det var værst.  

Jeg vil ikke råde nogen Star Wars-fans til at spille dette lige nu. Vent og se om spillet bliver fikset, eller om det bliver efterladt på den store ørkenplanet, Tatooine. 

Udvikler/Udgiver: Aspyr

Genre: Action, Sci-Fi, FPS, Shooter

Platform: PC, PlayStation 4, PlayStation 5(Anmeldt på), Xbox One, Xbox Series S|X og Nintendo Switch

Lasse Rasmussen – Skribent & Anmelder


Lasse lever og ånder for film, spil og tv-serier, og elsker at formidle det. Han er en ung purk, der har taget sine første skridt ind i medieverdenen, som har fascineret ham siden han for første gang fik en PlayStation 2-kontroller i hånden og en Nintendo DS ved siden af sig.





© Copyright - arkaden.dk