Anmeldelse

Warhammer 40,000: Rogue Trader-anmeldelse – Lad alle syndere brænde

Mest læste

Af Morten Vilstrup Pedersen
17 marts, 2024

Warhammer universet er koldt og kynisk. Det er Game of Thrones i rummet. Dediker dit liv til gudekejseren eller bliv dømt som kætter

Warhammer 40,000: Rogue Trader tager tonen og warhammer universet dybt seriøst. Du får rig mulighed for at afsøge enhver afkrog af det mørke univers. Intet er sparet væk og nogle gange kan man undre sig over hvordan udviklerne har formået at holde balance i det hele. At sige at historien i warhammer universet er tung ville være en stor underdrivelse.

Der er utallige racer, verdener, faktioner og vigtige personer at holde styr på, men på intet tidspunkt taber spillet bolden.
Selvom du kæmper dig igennem den ene epos tunge dialog efter den anden, har du hele tiden mulighed for at slå op hvad vigtige nøgleord betyder. Eksempelvis hvis man ikke lige har helt styr på hvordan fusionen mellem sjæle og maskiner fungere om bord på ens rumskib fordi det er godt nok noget nogen har fundet på i en vild feberdrøm. Når centrale ting i Warhammer universet nævnes i dialogen er det markeret med orange og man kan trykke Y (Hvis man spiller på Xbox) og vil blive præsenteret for en kort beskrivelse. Det er en gevaldig hjælp til at få styr på hvordan verdenen omkring en fungerer.

Allerede i startmenuen kan man mærke hvor episk dette spil vil blive, musikken drøner derudad og fylder dine ører med et episk score. Efter man har været igennem den utroligt detaljerede character creator ser man sig tvunget til at erstatte kommandøren af Von Valancius skibet efter hun bliver brutalt myrdet. Man overtager titlen som Rogue Trader og skal nu kommandere et skib med flere tusinder af undersåtter og samtidig et ansvar over en helt sektor i universet (Puha det er nogle store sko at fylde ud). Historien udfolder sig langsomt, men sikkert. Man bliver introduceret til sin nye rolle og sit store ansvar gennem officielle stormøder med ens stab på skibet hvor man hele tiden skal prioritere og tage vigtige beslutninger.

Én ting man SKAL huske – man må ikke vise svaghed. Et eneste sammenbrud og man bliver pisket eller værre. I warhammer er mennesker en ressource. Det er mængden der skaber en stor nation. Menneskerne på gulvet er bare udueligt skrald og alle af højere stand hader dem. Rumskibene lyder mest af alt som en slags kosmiske humlebier, som ikke selv ved de ikke burde kunne flyve gennem rummet, men gør det alligevel og hele tiden risikere at tabe vingerne. Rundt om hvert hjørne lurer farerne. Det holder hele tiden spillet frisk. Du aner ikke hvornår du bliver overrendt af fjender eller hvornår historien tager en grum drejning.

Man skal være forberedt på at få røvfuld. Selv på Normal. Intet er sort og hvidt. Alt er gråt og du får ikke en entydig historie altid. Når man tror man træffer et velovervejet valg sidder man tilbage med en mærkelig smag i munden når dem man lige har reddet, viser sig at være dybt psykotiske og man bare ved det kommer til at bide en i røven senere. Fantastisk. Flere gange måtte jeg sætte sværhedsgraden ned. Det er sikkert fordi der er noget i kampene jeg ikke har forstået, dog ved jeg at det er utrolig vigtigt at benytte sig af terrænet, sprede sig ud og drage fordel af eksempelvis tønder eller mure til beskyttelse. Jeg er dog også sikker på jeg har tabt et eller andet i de utallige linjer af tekst man skal læse igennem for at forstå de evner man kan opgradere når man stiger et level. Det bliver lidt trættende i længden at man skal læse en hel afhandling for at forstå hvad det er man egentlig opgradere. Det hjælper desværre ikke at ens party langsomt bliver større og større så selv Final Fantasy fans ville tabe pusten.

Dialog vejer tungt i spillet – Foto af Warhammer 40,000: Rogue Trader / Morten Vilstrup Pedersen

Bag hvert hjørne gemmer sig en ny historie

Hovedhistorien er episk nok i sig selv. Kampen mod en hemmelig kult som langsomt får mere og mere magt og viser sit sande ansigt er ikke den eneste fare man skal nedkæmpe. Gennem spillet bliver man præsenteret for masser af sidemissioner, planeter man kan lande på og tomme skibe man kan udforske. Det er ofte på disse små missioner man bliver overrasket over hvor godt spillet egentlig er. Ikke to missioner er ens. Jeg husker specielt et umiddelbart tomt skib som endte med at være overtaget af sindssyge folk som ville slå mig ihjel, og mens mit hold bevæger sig igennem skibet blinkede skærmen med skjulte lig og blod. Var det en illusion eller var det forladte og “pæne” efterladte skib den egentlige illusion?

Hvis du tror du kan nøjes med at vade gennem det ene turbaserede scenarie efter det andet tager du fejl. Der dukker hele tiden nye systemer op. I ren Mass Effect stil ender man med at rejse fra planet til planet for at finde ressourcer og udstyr. Pludselig er rumkamp også en ting. I hvad der føles som ren sænke slagskibe skal man styre sit skib run i rummet og skyde på modstanderens skibe. Det fede twist er at skibene er virkelig tunge at styre og man kan altså ikke bare lige lave en håndbremsevending med sådan et stort skib. Selv det at sælge sit dyrebare udstyr har et lag mere i forhold til hvilke faktioner man støtter i spillet.

Warp Chart – Foto af Warhammer 40,000 / Morten Vilstrup Pedersen

Der er så meget jeg ikke forstår…

Selve udstyret i spillet repræsenterer dog også det største problem i spillet og jeg må blankt erkender at jeg stadig ikke helt forstår hvordan det fungerer. I normal RPG-stil finder man langsomt udstyr som man kan sætte på sine karakterer og styrke deres evner eller skade. Problemet er bare at alt udover mere skade og mere liv virker ligegyldigt. Når jeg prøver at sælge mine ting, er der ikke noget tal der går op. Jeg ved ikke hvad jeg gør galt og jeg er efterhånden bange for at spørge om hjælp.

Gennem spillet bliver man imponeret over hvor meget energi der er lagt i at inkorporere så meget som muligt fra hele warhammer universet. Jeg må dog sige at jeg er lige så imponeret over hvor åndsvagt mange bugs der er med i spillet. Selv her en del måneder efter udgivelsen er der stadig flere bugs end der er dæmoner. Det er ofte ufatteligt svært at ramme indgange/udgange og når man endelig gør, sker der ikke noget. Man sidder flere gange og tæsker løs på sin controller for at komme videre. De mange fælder som ligger spredt rundt i banerne er også frustrerende. Som i mange andre lignende spil går spillet i pausetilstand når man opdager en fælde. Problemet er bare at det er så svært at ramme disarm på selve fælderne at ens hold ofte ender med at vade lige ind i dem inden man får dem afmonteret. Det værste jeg oplevede, var at sidde fast i en krematorieovn fordi jeg ikke kunne “se” at jeg skulle skyde på en plade i gulvet. Jeg havde ingen chance for at finde vejen ud og blev derfor brændt levende. Flere gange.

Det samme gør sig gældende i UI’en generelt. Den er tung og svær at navigere igennem. Når man skal give nye evner til sine karakterer, skal man vælge dem en efter en via knapperne bagpå controlleren. Det føles unødvendigt og arkaisk.

Rogue Trader: Warp Map – Foto af Warhammer 40,000: Rogue Trader / Morten Vilstrup Pedersen

Konklusion

Historien er fantastisk, intet mindre, og action er der nok af. Hver eneste gang man tror der ikke er mere at komme efter i Warhammer 40,000: Rogue Trader overrasker spillet dig med et nyt system. Du får kontrol over en hel hær af forskellige hjælpere, et helt skib du skal styre i rumkamp og en sektor som du skal regere. Derudover skal du jonglere et enorm udvalgt af forskellige evner. Hvis du virkelig vil udforske hver en krog af universet sidder du med et spil som vil udfordre både kvalitet og tiden det eksempelvis tager at komme gennem Baldurs Gate 3. Det er imponerende hvor mange forskellige fjender og planeter de har fået stoppet ind i spillet. Man er ikke i tvivl om udviklerne har taget sig tid til at dykke dybt i det store bagkatalog som warhammer har.

Det skal dog siges, at når den imponerende følelse af et godt warhammer-spil foretager sig, står man tilbage med et buggy spil, som virkelig lader dig alene, som var du fanget ude i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige. Navigationen er til tider yderst frustrerende både i og udenfor kamp og det grafiske udtryk er måske ikke helt tidssvarende. Man føler ofte at det kræver en universitetsgrad for at forstå hele kampsystemet og de evner man kan vælge imellem. Det føles meget tungt og når man er nødt til at sætte sværhedsgraden ned for at klare en stor boss, river man sig i håret. Havde man udviklet en bedre oversigt over hvad de enkelte skills gjorde og arbejdet lidt mere med navigationen i selve spillet ville Warhammer 40,000: Rogue Trader være næsten det perfekte RPG.

Udvikler/Udgiver: Owlcat Games

Genre: Strategi, Adventure & turbaseret RPG

Platform: PC, Mac OS, PlayStation 4, PlayStation 5, Xbox One og Xbox Series S|X (Anmeldt på)

Morten Vilstrup Pedersen – Skribent & Anmelder


Morten har en bachelor i Engelsk, og arbejder til daglig med Salg og Service i det mørke Jylland. Hans allerførste rigtige spiloplevelse var Pokemon Blå på tysk i de glade GameBoy dage. Det rangerer også ret højt på listen over yndlingsspil, men nr. 1 må absolut være Neverwinter Nights. Alt, der kan games på skal der games på, og han ejer derfor både PC, Xbox, PlayStation og Switch.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Tv-serien ‘The Bear’ er angiveligt blevet (tys-tys) fornyet til...
KALDER ALLE LORD OF THE RINGS FANS – VI SKAL I BIOGRAFEN!