Nyheder

Ny tendens? Interessen for Pokémon-kort falder

Foto: Gamebyte, Nintendo, The Pokemon Company

Af Simon Nielson
15 marts, 2024

I løbet af de sidste par år har prisen på populære Pokémon-kort verden over været i høj, høj, høj kurs. Folk har ville betale flere tusinder (hvis ikke millioner) kroner for at få fingrene i de kort, som de har hungret efter siden deres barndom. Men nu ser tendensen ud til at ændre sig lidt …

Salget af Pokémon-kort har nemlig dykket verden over efter udgivelsen af Pokémon Scarlet & Violet-sættene. Det viser en rapport lavet af DualShockers.

Kortene, der hidtil er blevet udgivet i Scarlet & Violet-æraen, er bl.a. blevet kaldt for “dårlige”, “dovne” og “meget mindre unikke og interessante” end tidligere af en håndfuld butiksejere, som DualShockers har talt med. Ud af 31 butikker, fordelt over Storbritannien, USA, Holland, Tyskland, Canada og Australien, har hele 27 af dem fortalt i en survey, at deres salg er faldet efter udgivelsen af Scarlet & Violet. I USA har det endda været nødvendigt for en af butikkerne at lave en form for “alt skal væk”-salg for at få Pokémon-kortene væk fra butikshylderne. I Australien har en butik oplevet, at forudbestillingerne er faldet med mindst 50 %. Sammenligneligt har en anden australsk butik berettet til DualShockers, at de i 2021 omsatte for 770.000, 251.000 i 2022 og endeligt 126.000 i 2023. Et fald, der selvfølgelig ikke kun kan tilskrives salget af Pokémon-kort, men som uomtvisteligt alligevel havde en stor andel i nedturen for butikken.

Hvorfor dette sker, er der mange teorier om. Nogle af dem går på, at folk i det hele taget har færre penge at kunne smide efter deres yndlingshobby i øjeblikket. Andre siger, at The Pokemon Company laver alt for mange korteksemplarer, til at samlere synes, at de er værd at samle på. Den åbenlyse er naturligvis, at Scarlet & Violet-serien har været et kæmpe flop – og at fans og kritikere ikke hopper på den, selvom spillene til Nintendo Switch i sin tid faktisk solgte flot verden over.

Er det mon nu, at man skal hoppe med på trendtoget for Pokémon-kort?

Simon Nielson – Skribent & Anmelder


Simon arbejder til daglig med marketing, men hans fritid er prydet med gaming i alle former. Han elsker især at spille store RPG’er, som man kan synke tonsvis af timer i. Hvis der dog ikke er tid til den type spil, er et lille indiespil i ny og næ også en vej ind til hans hjerte





© Copyright - arkaden.dk