Nyheder

Putin vil lave en russisk Xbox

Foto: GAMINGbible

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
27 marts, 2024

Når man nu ikke kan få hverken en Switch, PlayStation eller en Xbox, så må man jo lave sin egen

Da Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine og indledte en krig, der indtil videre har varet i over to år, fik det vidtrækkende konsekvenser for både russere og resten af verdens befolkning. Umiddelbart efter krigens udbrud trak mange store multinationale virksomheder sig ud af det russiske marked, heriblandt videospils giganterne Microsoft og Sony, mens også Nintendo indstillede al digital handel i Rusland. 

Som en reaktion har den russiske præsident, Vladimir Putin, nu bedt regeringen om at undersøge mulighederne for at etablere en produktion af russiske spillekonsoller. Det sker for at understøtte Ruslands ønske om, at blive uafhængig af forbrugsvarer og elektronik fra det som Moskva betragter som fjendtlige stater, hvilket er stater, der har indført sanktioner mod Rusland. Oplysningerne er rapporteret af et af de største statsstyrede nyhedsmedier i Rusland, TASS, men her citeret fra det engelske medie The Guardian.

Sonys udmelding efter invasionen af Ukraine. Kilde: X.com

Efter Ruslands invasion af Ukraine har blandt andet USA indført omfattende sanktioner mod Rusland. Disse sanktioner rammer blandt andet Ruslands største banker og dækker næsten 80% af landets bankaktiver. Formålet med sanktionerne er at isolere Rusland fra det internationale finans- og handelssystem for dermed at svække landets økonomi og finansielle systemer både på kort og lang sigt. 

Derfor er Rusland også tvunget ud i en protektionistisk finanspolitik, og da man må gå ud fra, at underholdningsbranchen, i et land med så mange indbyggere, udgør en betydelig størrelse, giver det derfor god mening, at man kaster sig over konsolmarkedet. Efter to år uden samhandel med spilindustriens sværvægtere kan man i alt forestille sig, at efterspørgslen er stor. Om det økonomiske udbytte af sådan et projekt så i sidste ende kommer den russiske befolkning til gode, eller om pengene bliver øremærket til et andet formål, kan vi kun gisne om.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk