Nyheder

Rockstar-ejer køber Borderlands-udvikler

Foto: Wccftech

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
28 marts, 2024

2K Games og Take-Two Entertainment har købt Gearbox Entertainment af Embracer Group

Den svenske spilgigant Embracer Group har oplevet en særdeles vanskelig periode, efter en aftale med saudiarabiske Savvy Games Group faldt til jorden. Aftalen, der var værdisat til 2 milliarder dollars, skulle have skabt et tæt partnerskab mellem de to firmaer. Embracer Groups hele forretningsstrategi stod og faldt med denne aftale, men da aftalen mislykkedes, blev en alternativ plan sat i værk. Konsekvenserne heraf var massive afskedigelser og nedlukninger af studier ejet af Embracer over hele kloden.

I et forsøg på yderligere at slanke virksomheden, er Embracer begyndt at frasælge spiludviklere og udgivere. I forrige uge kunne vi berette, at Saber Interactive var blevet solgt til en gruppe private investorer. Nu er det blevet det næste store studies tur til at forlade Embracer Group. Det kan flere medier, herunder PCGamer, berette.

I en handel på over 3 milliarder danske kroner, er Gearbox Entertainment blevet solgt til 2K Games og Take-Two Entertainment, som også ejer Rockstar. Det sker blot tre år efter, at Embracer selv købte Gearbox i en handel, der potentielt kunne runde næsten 9 milliarder danske kroner. Handlen nåede aldrig dette beløb, og efter en længere periode med vedvarende rygter, er Gearbox Entertainment nu blevet solgt videre. Arkadens alvidende orakel, Emil Øgaard, pegede i starten af marts måned på Take-Two som en mulig køber, og det viste sig, at han fik ret. Handlen forventes gennemført inden udgangen af juni.

Gearbox står blandt andet bag den populære Borderlands-serie, der også i skrivende stund er ved at blive adapteret til en spillefilm. Foto: Nintendo

Embracer beholder Gearbox Publishing San Francisco, der ejer rettighederne til blandt andet Remnant-serien og Hyper Light Breaker, men Embracers slankekur står i skarp kontrast til de tidligere år, hvor den svenske gigant foretog store opkøb og modtog betydelige investeringer.

– Vi sænker forretningsrisikoen og forbedrer rentabiliteten. Et vigtigt skridt i transformationen af Embracer til fremtiden med markant lavere nettogæld og forbedret fri pengestrøm, siger Embracers CEO, Lars Wingefors.

Gearbox’ grundlægger, Randy Pitchford, har også kommenteret på handlen.

– Jeg er fuldstændig overbevist om, at denne transaktion er det bedst mulige scenarie. Jeg vil personligt forsikre fans af vores spil om, at denne ordning vil sikre, at de oplevelser, vi udvikler hos Gearbox, vil blive så gode som muligt, udtaler Pitchford.

Take-Twos CEO, Strauss Zelnick, ser også positivt på handlen, hvor Gearbox nu hører til under 2K, hvor der især vil være fokus på Borderlands-serien. Rent faktisk er der netop kommet forlydender om, at Borderlands 4 er under aktiv produktion. Foruden Borderlands får Take-Two andre Gearbox IP’er som Homeworld, Risk of Rain og Duke Nukem.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk