Nyheder

Mobilspil bruges som persondatahøster for techgiganterne

Foto: Hasbro

Af Anders Friis
25 marts, 2024

Selvom du ikke har en profil på Facebook eller TikTok, så havner dine persondata og adfærd alligevel hos techgiganterne

Den efterhånden klassiske talemåde, “Hvis noget er gratis, så er du produktet”, viser sig i den grad at være sand, når det kommer til gratis mobilspil.

Digitaliseringsstyrelsen har undersøgt de 24 mest populære mobilspil på iPhone, og fundet frem til at alle spillene indsamler data til Facdebook, og 95 pct. af spillene indsamler data til Google og AppLovin. Sidstnævnte er en amerikansk specialist i markedsføring.

Kinesiske TikTok indsamler data fra brugerne i 40 pct. af analyserede spil.

Hvorfor er det et problem?

Som det fremgår, så er det primært amerikanske og kinesiske techgiganter, der får adgang til dine persondata når du spiller mobilspil, og ifølge Digitaliseringsstyrelsen så betyder det, at data kan ende i lande, der ikke har samme niveau af databeskyttelse som i EU og dermed også i Danmark.

Ifølge Digitaliseringsstyrelsen så foregår der en betydelig dataindsamling, som ikke er gennemsigtig, og en række af mobilspillene er tilmed målrettet børn, som har svært ved at gennemskue vilkårene for dataindsamlingen, hvilket gør børn særligt sårbare.

At der er problemer med gennemsigtigheden påpeger Digitaliseringsstyrelsen ved at henvise til, at de samlede privatlivspolitikker for apps og tjenester, en almindelige dansker har på sin telefon består af 255.000 ord, og vil tage 30 timer at læse.

De indsamlede data kan benyttes til at danne dybdegående profiler af brugerens adfærd og interesser, og kan dermed bruges til at målrette reklamer eller lave spildesign, der fastholder brugeren eller manipulerer brugeren til at foretage flere køb i spillet.

Hvad med betalte spil?

Digitaliseringsstyrelsen har desværre kun undersøgt 24 gratis spil på iPhone, for det kunne være interessant at få et overblik over hvad et spil til 80 EUR indsamler af data, og hvem disse data bliver delt med, og til hvilket formål de bliver indsamlet.

Hvis du som gamer ønsker et overblik over det, så kommer du på noget af en opgave. På arkaden.dk har vi været i gang med at læse privatlivsvilkår hos fem udvalgte spiltjenester eller spiludgivere, og her kan det konstateres, at der også indsamles betydelige mængder data.

Det vil dog være for stor en opgave for et spilmagasin som Arkaden, at lave et overblik over i hvilket omfang og til hvilke formål, der bliver indsamlet data om gamerne.

Det kan dog konstateres, at der er tale om komplekse juridiske tekster, og i Steams tilfælde har det ikke været muligt, at finde privatlivsvilkår på dansk. I de fleste tilfælde har det heller ikke været en nem opgave overhovedet at finde privatlivsvilkårene på spilgiganternes hjemmesider.

Vi har derfor samlet link til vilkårene for fem store spiltjenester eller -udgivere nedenfor, så kan du selv forsøge at se om du kan gennemskue, hvilke data der bliver indsamlet om dig, og til hvilke formål.

Privalivsvilkår for:
Ubisoft
Playstation
Microsoft (Xbox)
Nintendo
Steam

Anders Friis – Skribent & Anmelder

Halvgammel og halvsur gamer med en stor svaghed for PC-, strategi- og RPG-spil. Er af den klare overbevisning der ikke er lavet god musik, film eller serier siden 2004, og der generelt er et overdrevent forbrug af farver og larm i alt for mange af nutidens spil





© Copyright - arkaden.dk