Features

Ekspert har svært ved at se Microsoft komme i mål med cloudgaming

Af Anders Friis
26 september, 2023

Lækagerne fra Microsoft i sidste uge har givet et sjældent indblik i de interne drøftelser, der foregår i et spilselskab.

Vi har sat Emil Hammar, postdoc på Det Kongelige Akademi, stævne for at få hans vurdering af de lækkede dokumenter.

På baggrund af forskning i spilindustrien, så starter han med at opfordre til at slå koldt vand i blodet.

”Man skal i første omgang tage de her lækkede dokumenter, for hvad de er. Det er interne dokumenter, der kan illustrere hvilke retninger Microsoft overvejer at gå.”

Der er med andre ord et stykke vej til, at de skitser og slides der er lækket bliver til virkelighed.

Emil Hammar bemærker dog, at de lækkede dokumenter bekræfter en udfordring som Microsoft og de fleste andre spiludgivere står med i øjeblikket.

”Som jeg ser den ellers enormt store omsætning for PC- og konsolspil, så er det et marked, hvor væksten ikke er i lige så rivende udvikling som eksempelvis mobilmarkedet, og det er derfor bl.a. Microsoft afprøver nye områder for at nå nye markeder og nye kunder.” siger Emil Hammar.

Emil Hammar, postdoc på Det Kongelige Akademi

Særligt Microsoft er ramt af denne problemstilling, da de ifølge Emil Hammer ikke har formået at komme ind på det lukrative mobile spilmarked, og derfor er på udkig efter måder at udvide deres omsætning på, og her er cloud gaming og abonnementstjenester et bud.

”Det må forventes at PC- og konsolmarkedet kommer til at udvikle sig stabilt de kommende år, og derfor er det vigtigt for Microsoft, at udvide omsætningen med kunder, som ikke normalt vil komme ind i Microsofts butik gennem konsol eller PC. Her er det Microsofts håb, at underholdningsprodukter, der bruger cloud til at levere gaming kan blive genvejen til at få flere nye kunder i butikken.”

Emil Hammar tilføjer:

”Det er for øvrigt også i det lys, at Activision Blizzard er interessant for Microsoft. Udover Call of Duty og Diablo, så får Microsoft også King med i handlen, som er en meget betydningsfuld spiller på mobilmarkedet.”

 Afslutningsvis spørger vi Emil Hammar, hvad han ser som den største forhindring for at Microsofts planer om cloud gaming bliver en succes.

”Jeg ville blive overrasket af at se Microsoft får succes med cloudgaming. Stort set alle andre, der har forsøgt sig med det marked, er mislykket. Ifølge de tidligere FTC-retssager i forbindelse med opkøbet af Activision Blizzard King, så konstaterer Microsoft selv, at størstedelen af cloudgaming bruges som smagsprøver til at se hvorvidt et spil er interessant eller når folk sidder og venter på deres konsol eller PC downloader spillet lokalt. 





© Copyright - arkaden.dk