Anmeldelse

Lysfanga: The Time Shift Warrior-anmeldelse – Når gimmicken ikke er nok

Foto: Sand Door Studios

Mest læste

Af Emil Øgaard
5 februar, 2024

Når et fedt eksekveret koncept møder bouillonterningen af en generisk fantasy-fortælling

Det smukke ved indiespil er udviklernes begrænsninger. Både det økonomiske og know-how hos udviklerne. Det medfører nemlig, at de skal tænke ud af boksen for at finde på en unik spiloplevelse for spilleren.

I Lysfanga: The Time Shift Warrior har udviklerne baseret spillet på en ret fed gameplay-gimmick, hvor man kæmper med en klon-hær af sine tidligere forsøg. Desværre er det pakket ind i den mest generiske fantasy-fortælling, man kan forestille sig.

Jeg havde da lidt større forventninger, nu hvor det er udgivet af franske Quantic Dreams, der også har udgivet klassikere som Heavy Rain og Detroit: Become Human.

Fantasy-fortælling uden salt

I Lysfanga er mørket vendt retur, og det er din opgave som den udvalgte, Imë, at bruge dine kræfter til at stoppe det. Men det er lettere sagt end gjort. Din fortabte bror, Këhor, viser sig at være vendt til den mørke side, og du står nu i et dilemma om både at skulle kæmpe mod din bror samt at kæmpe mod det mørke i ham.

Som I kan læse, er det en historie, der er blevet fortalt et hav af gange i fx Star Wars: The Force Awakens (Rey vs. Kylo), Marvel’s Thor (Thor vs. Loki) og Black Panther (T’Challa vs. Killmonger). Hvis man har set bare én af disse film, så har man godt luret, hvor det nogenlunde ender.

Selvom stemmeskuespillerne faktisk gør det ganske fint, så kedede jeg mig bare utroligt meget. Der var intet at hænge sin hat på ved Imë, der gjorde hende unik eller likeable.

De mest likeable karakterer var nogle Golems, man samlede op undervejs, og som fungerede som opgraderingsstationer i ens hub. De havde en masse karakter og noget, der gjorde dem unikke. Imë er en ren cookie-cutter karakter.

Jeg savnede også, at der reelt var noget på spil for vores hovedkarakter. De få gange historien hentydede til det, var det i en cutscene, hvor jeg savnede interaktiviteten.

God of War-inspirationen er tydelig. Foto: Sand Door Studios

Side om side med sit gamle jeg

Gameplayet i Lysfanga kan umiddelbart minde om Diablo i sin isometriske hack’n’slash-tilgang. Der hvor twistet kommer er, at man kan “skrue tiden tilbage” og kæmpe igen samtidig med et spøgelse af sit gamle jeg.

Denne gampelay-gimmick leder også ind i, hvordan kampene er skruet sammen. Hver kamp har et antal forskellige monstre, du skal dræbe, inden du løber tør for spøgelser – eller Remnants som de kaldes. Og man får brug for stort set alle remnants hver gang.

Nogle monstre er forbundet med hinanden, så man skal dræbe i samme tidsrum i to forskellige forsøg. Andre monstre har et kæmpe skjold foran dem, så man skal taunte i det ene forsøg og smadre dem bagfra i det andet.

Det er et sindssygt fedt koncept, der er eksekveret nærmest til perfektion. Men det har også sin besøgstid.

Mellem kampene er der plads til let udforskning i de byer, kampene foregår i. Her kan man bl.a. finde små blå magi-kugler, som kan bruges til at få et nyt skin til Imë eller man kan finde nye remnant-dele, så man kan få ekstra remants til sine kampe.

Og det er egentligt det, der er gameplayet. Kæmp, udforsk en smule i store tomme områder og kæmp så igen. Rinse-and-repeat. Det bliver en smule ensformigt i længden.

Der hvor gameplayet dog vinder mig tilbage er i bosskampene. De gør god brug af gameplay-gimmicken, hvor flere kampe foregår på én gang, hvilket lægger et strategisk lag over alt kaosset. Det er fedt.

Nogle portaler lukkes, når andre åbnes. Foto: Sand Door Studios

Større forventninger

Lysfanga er Sand Door Studios debuttitel. At de har fået Quantic Dreams til at have dem med i deres indie-portefølje, Spotlight by Quantic Dreams, er et stort skulderklap.

Jeg føler også, langt hen ad vejen, at Lysfanga er et solidt spil. Ambitionerne er dog for store til, hvad spilkonceptet egentligt kan holde til. Hvis det havde været et kortere spil på 5-6 timer med en skarpt fortalt historie, ville jeg være mere underholdt.

Men sagen er bare, at man i sidste akt i spillet bare venter på, at det er færdigt. Efter hovedspillet er der også en masse post-content, hvor man skal genspille nogle baner med nye, forbedrede monstre. Den del sprang jeg over, da jeg simpelthen var blevet mæt.

Og det er ikke en god slags mæt. Jeg var blevet mæt af en kedelig historie, der var ligeså sløv som den dolk man fik, når man skulle snitte pinde i SFO’en. Man endte altid med plastre på fingrene og en pind med alt barken intakt.

Er du sarkastisk eller hvad, Imë? Foto: Sand Door Studios

Konklusion

Lysfanga: The Time Shift Warrior er et spil, jeg har det ambivalent over. Overordnet synes jeg, at det unikke gameplay fungerer, selvom det bliver en kende for ensformigt til sidst. Bosskampene er dog det udslag, der trækker mig op i karakter.

Historien er en drøj omgang at tygge sig igennem. Den er forudsigelig fra første sekund, og der er aldrig rigtigt noget ultimativt på spil. De gange, historien får lidt kant, er i cutscenerne. Her mangler jeg noget interaktivitet, før jeg kan føle noget for det.

Det store spørgsmål er, om jeg var underholdt og havde en god spiloplevelse? Min kritik til trods, hyggede jeg mig faktisk det meste af spillet pga. et solidt gameplay. Men vil jeg anbefale det? Til en meget specifik målgruppe, ja.

Lysfanga er et spil som spiludviklere vil kunne få stor inspiration fra ift. eksekvering af et gameplay-koncept. Men det er desværre ikke noget, der får mig til at kaste rundt med de store superlativer. Det er et fint spil, jeg har glemt om en måneds tid.

Udvikler/Udgiver: Hangar 13/2K Games

Genre: Sport (Tennis)

Platform: PC, Nintendo Switch, PlayStation 5 (anmeldt på) og PS4, Xbox Series S|X og Xbox One




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Internettet koger over – kommer Xbox eksklusive spil til PlayStation?
CapcomRygte: Fem nye ‘Resident Evil’ spil, inklusiv Resident Evil 9, er...