Ad Banner

Nyheder

Manden bag Baldur’s Gate 3 har skrevet første akt på et nyt projekt

Foto: Push Square

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
9 januar, 2024

Swen Vincke giver os en indsigt i hvor langt han er nået i skriveprocessen på Larians næste spilprojekt

Swen Vincke, der er administrerende direktør og grundlægger af Larian Studio, som er udvikleren bag Baldur’s Gate 3, har på X givet os et indblik i hvordan studiets næste projekt skrider frem. Han skriver, at han har udarbejdet et solidt udkast: “Efter 4 måneders om- og genskrivning, hvor jeg har forladt og genbesøgt forskellige ideer, har jeg endelig fundet ud af, hvad Akt 1 i dette projekt, jeg har arbejdet på, skal være,” skriver han.

For dem, der er bekendt med Larians spil, så vil det allerede være kendt, at deres spil ofte er opdelt i akter. Som et eksempel starter akt 1 i Baldur’s Gate 3 efter Nautiloid’en styrter ned og slutter, når spilleren kommer til The Shadow-Cursed Lands.

Det er ingen overraskelse, at det tyder på, at Larian igen arbejder på et CRPG. Vincke ser ud til at være ret overbevist om, at dette første udkast har potentiale. “Citér mig, når det bliver afsløret, og så må vi se, hvor meget af dagens udkast overlever. Jeg tror, der vil være en del,” siger han. Og selvom han skulle ende med at skrotte det hele, påpeger han, at “arbejdet på forladte udkast er aldrig spildt, selvom man tror, de er dårlige. Ofte vil man opdage, at man kan genbruge sit arbejde, når man finder den rigtige historie til det.”

Han fortsætter: “Det her arbejde kan være virkelig frustrerende, når du sidder fast, men det vigtigste er aldrig at give op og forblive selvkritisk, selvom situationen ser håbløs ud.”

Vincke er i spilbranchen kendt for at kunne præstere, selv når han er i tvivl og under pres – og som han selv udtrykker det: “Det kan være, at de alle synes, det er dårligt, og så vil jeg bare droppe det, og sidde i et hjørne med min hund og lade som ingenting … Men jeg tror faktisk, at jeg virkelig kan lide det her,” skriver Vincke, før han tilføjer: “Dette er ikke, hvad I tror, og det er heller ikke en teaser for en annoncering … Der vil gå noget tid, før vi taler mere om dette.”

Selvom vi stadig er langt fra en konkret annoncering af Baldur’s Gate 4, Divinity: Original Sin 3 eller et helt tredje projekt, så giver Vinckes opslag en spændende indsigt i, hvad der foregår bag kulisserne hos Larian Studio.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk