Nyheder

Nye detaljer er dukket op om Hyenas aflysning

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
5 oktober, 2023

Aflysningen var efter sigende en del af SEGA’s omstrukturering, men nu er der dukket flere oplysninger op.

Sidste uge annoncerede SEGA og udviklerholdet fra Creative Assembly, at det ambitiøse first person-shooter ikke ville blive færdiggjort og dermed blev dét punktummet for det spil, som mange anså for at være SEGA’s mulighed for at bryde ind på det, til tider, lukrative live-service marked.

De indledende oplysninger om spillets aflysning gik på, at Hyenas blev et offer for SEGA’s forsøg på at omstrukturere hele virksomheden. Mange forholder sig stadig undrende til denne beslutning, da Hyenas, efter sigende, var det spil fra SEGA, der havde haft det største budget i studiets historie, og desuden er blevet vist frem ved flere lejligheder.

Nu er der imidlertid dukket nye informationer op, hvor flere whistleblowere har bidraget til et mere nuanceret syn på situationen. Total War youtuberen Volound har lavet en ‘insider report’, om hvad der skete under udviklingen af spillet og her har han talt med flere kilder, der har været en del af udviklingen. Disse kilder var, i flere tilfælde, irriterede udviklere, der ønskede at se noget ansvarlighed og ærlighed.

Mange af disse kilder fortæller eksempelvis om, at spillet indledningsvis havde flere unikke features, som de undervejs i processen måtte se blive udvandet for at skabe mere ‘mass appeal’, og dermed kunne nå ud til et bredere publikum. Samtidig måtte udviklerne skifte grafik ‘engine’ undervejs – en proces der var særdeles vanskelig. Ydermere manglede hele projektet en overordnet retning og der manglede instruktionsmæssig tydelighed.

Det oprindelige koncept bestod af et cast af “sympatiske slyngler”, inspireret af Firefly og Han Solo, kombineret med et “straffende” gameplay inspireret af Escape from Tarkov. Men for at nå et bredere publikum skiftede man altså retning, hvilket medførte, at flere ansatte faktisk blev i tvivl om, hvilken retning projektet faktisk bevægede sig i.

I en periode havde man sågar Niel Blomkamp, instruktøren af District 9 og Elysium, involveret i projektet for at rådgive og skabe en rød tråd. Dette samarbejde blev dog kun kortvarigt.

Derefter gik det kun ned af bakke for projektet, og den primære kilde Volound har haft kontakt til, konstaterer også, at aflysningen af Hyenas var den eneste rigtige beslutning, da spillet ellers bare havde kostet endnu flere penge for SEGA

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk