Klumme

Strømmen af eminente spil minder mig om, hvor svært det er at skabe mig tid til at lege

Som barn kunne jeg uden at blinke opsluges af spillene og legen. Nu kæmper jeg for at finde tiden og roen.

Foto: DALL-E

Mest læste

Af Jens Haag
14 august, 2023

Alt fra 'Zelda' til 'Diablo' og 'Baldur's Gate' er udkommet til gigantisk ros - og det gør mig kun mere bevidst om, at jeg som voksen ikke har tid til at lege.

Jeg husker, da jeg for mine hårdt optjente avisbuds-sparepenge købte ‘Neverwinter Nights 2’ i 2006 og frydefuldt installerede det på den bærbare computer, jeg havde fået i konfirmationsgave.

Efterfølgende brugte jeg timevis på at dykke ned i spillet. Hvilket i retrospekt virker underligt, for ‘Neverwinter Nights 2’ er ikke noget særligt godt spil. Men både det og dusinvis af andre spil kunne optage mig i timer og dage, jeg spillede dem alene eller med mine venner, mine aftener og dage gik med at forsvinde væk i fantastiske universer.

I løbet af 2023 er en ting blevet deprimerende tydelig for mig: De tider, hvor jeg kunne tillade mig at lade mig opsluge, er forsvundet ud af mine hænder.

Jeg indså det, da ‘Baldur’s Gate 3’ udkom i sidste uge. Jeg er ikke engang færdig med ‘Tears of the Kingdom’, jeg har kun næsten spillet ‘Diablo IV’ igennem, og jeg har brugt lige omkring tyve minutter på det stærkt anmelderroste indiespil ‘Dave the Diver’.

For 5, 10, 15 år siden havde det ikke været noget problem. Jeg ville elske, at en lang række spil bare ventede på mig.

Nu er det stressende og fremkalder en bidende, subtil melankoli i mig. Hvis jeg skal se mine venner og bruge tid med min kæreste, vaske tøj og lave mad og arbejde, er der forsvindende få timer tilbage i døgnet, hvor jeg kan tillade mig selv at lade min bevidsthed smelte væk i spillene og faktisk formå at gennemføre dem.

For en ting er at lave plads i min kalender – noget andet er at opnå den tilstand af fordybelse jeg har brug for i spillene. Det sker ikke bare af sig selv. Nogle gange sker det slet ikke, jeg kommer til at tjekke min arbejdsmail eller Twitter, og jeg ender med at lukke spillet – distraheret af virkeligheden.

Det gør ondt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det ikke bare er min tid, der er væk, det er også en barnlig glæde ved at lege. At lade legen styre og lade mig forundre og overvælde af noget fantastisk, noget som jeg ikke havde forestillet mig kunne findes, noget som rører og rusker i min fantasi og tilfredsstiller en trang til at lade det glitrende og umulige fortrænge en undertiden krævende og grå virkelighed, man som et voksent menneske er dømt til at leve i – bare for en stund.

Jeg prøver med liv og sjæl at holde fast i den rest af det barn, jeg var. Jeg presser mig selv til at forsøge at skabe mig den fred og ro, jeg har behov for. Men igen og igen oplever jeg, at kræfter, jeg ikke har nogen kontrol over, flår i mig og krænger mine negle væk, indtil ugerne er gået og jeg står tilbage med en følelse af, at jeg på en måde har forsømt mig selv og svigtet noget vigtigt og lysende, jeg engang var lykkelig for.

Men et tabt slag er ikke en tabt krig. Man skal ikke give op, selvom man er såret. Jeg bider tænderne sammen og prøver igen et skridt ad gangen, indtil jeg igen formår at lade mig forundre og forsvinde og forbavse, og jeg i et par timer er et barn igen.

Om skribenten:

Jens Haag – Journalist

Jens Haag er anmelder og journalist på Hardwire. Han spiller især turbaseret strategi, rollespil, roguelikes, survival og indiespil i det hele taget.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Kun en brøkdel af det oprindelige antal ‘Hogwarts Legacy’-spillere...
Svensk spilgigants giga-handel med hemmeligt selskab faldt sammen: Nu ved vi...