Nyheder

Epic Games fyrer 870, svarende til 16 procent af samtlige ansatte

Af Jens Haag
29 september, 2023

Selskabet, som står bag ‘Fortnite’ og ‘Unreal Engine’, har fyret næsten 900 mennesker. “Vi bruger meget mere end vi tjener,” siger CEO

I går blev ansatte på Epic Games mødt af en svær nyhed, idet firmaet meldte ud, at man ville fyre 870 ansatte. 

Det skriver Bloomberg.

“Vi har i et stykke tid brugt mange flere penge, end vi tjener,” skrev CEO Tim Sweeney, i en tekst sendt til de ansatte. “Jeg har længe været optimistisk og troet, at vi kunne komme igennem denne periode uden fyringer. Men jeg ser nu, at det var urealistisk.”

Bloomberg rapporterer, at en del af problemet har været, at Fortnite ikke er blevet større i et tilstrækkeligt tempo. Der er tilvækst i antallet af spillere, skrev Sweeney, men den tilvækst skyldes i høj grad samarbejde med andre indholdsskabere, som tager en bid af den økonomiske kage.

På trods af forsøg på at begrænse udgifterne, siger Sweeney, at det ikke lykkedes at opnå økonomisk stabilitet.

“Jeg håber, at disse fyringer vil stabilisere vores finanser.”

De fyrede ansatte får seks måneders løn og sundhedsforsikring i USA, Canada og Brasilien, fremgår det af teksten.

På samme tid sælger Epic Games Bandcamp (som de lidt overraskende anskaffede sig sidste år) – og Epic Games’ marketing-afdeling, kendt under navnet SuperAwesome, bliver også sit eget selskab. 

Det kan virke svært, for en udenforstående, at forstå, hvordan Epic Games er kommet i en situation, hvor man er nødt til at fyre så mange. Virksomheden tjener et sted mellem fem og seks milliarder dollars om året på Fortnite og 350 millioner på Unreal Engine – men selv det beløb har firmaet formået at overgå i udgifter. 


Om skribenten:

Jens Haag – Journalist

Jens Haag er anmelder og journalist på Hardwire. Han spiller især turbaseret strategi, rollespil, roguelikes, survival og indiespil i det hele taget.






© Copyright - arkaden.dk