Feature

Farvel til cd’er og plastikæsker: Fysiske spil er på vej ud – og det er desværre nok bedst sådan

Af Carl Nielsen
21 september, 2023

Det er svært ikke at lade sig gribe af nostalgien, når man tænker på fysiske spil.

Gameboy-cartridges, der bliver byttet rundt i skolegården, cd’er, der aldrig lå i de rigtige kasser, PC-spil i store papæsker med smukke illustrationer, der kunne fange vores opmærksomhed, når de stod på hylderne i butikkerne.

Ligesom med så mange andre ting i den moderne verden, kan vi længes efter den tid, hvor vi kunne samle tingene op og betragte dem.

Men vi lever i en verden, hvor vi har brug for, at der ikke bliver produceret så mange ting, der efterhånden går hen og bliver unedbrydeligt affald – og derfor er det desværre også tid til at vinke farvel til cd’erne og plastikæskerne.

Digitale tider

Det kommer nok ikke som den store overraskelse, men vi er på vej mod en mere og mere digital verden. Sidste år kunne Ars Technica bekræfte, at der bliver solgt færre og færre fysiske spil. Tech-mediet havde lavet en analyse baseret på det amerikanske analyseselskab NPD og dets Game Pulse data.

Nye spil, der er udkommet i USA i en fysisk udgave, er faldet fra 321 i 2018 til 226 i 2021. Et fald på næsten 30 procent (spil, der er udgivet på flere konsoller, blev her talt som en enhed).

Det har tidligere været sådan, at store AAA-titler næsten var sikret en fysiskudgivelse, mens mindre indie-studier måtte “nøjes” med den digitale version. Faktisk har det tit været sådan, at de særligt populære indietitler har fået en fysisk udgave som en form for fejring af deres succes.

Men den virkelighed kan vi også være på vej væk fra.

‘Alan Wake 2’, der udkommer i næste måned, er en af årets mest ventede titler blandt spilentusiaster, men de finske spiludviklere fra Remedy, der står bag spillet, har valgt kun at udgive det digitalt.

Remedy forklarer, at de med en rent digital udgivelse kan sælge spillet billigere. Samtidig understreger de, at de ikke er tilhængere af den moderne virkelighed, hvor vi, selvom vi køber et fysisk spil, stadigvæk skal downloade digitalt indhold til spillet, før det overhovedet kan spilles.

Mat Piscatella fra analyseselskabet NPD er en af mest fremtrædende personer, når det kommer til at analysere spilindustrien. Han mener, at PlayStation- og Xbox-udgivelser hovedsageligt vil være digitale i 2028.

Bagsiden af den moderne medalje

Der er selvfølgelig en masse bagsider ved den rent digitale virkelighed. Først og fremmest må vi afgive noget af vores magt som forbrugere. Før i tiden kunne vi dele vores cd’er med venner, når vi var færdige med at spille vores nyindkøbte spil. Spiludgivere var før i tiden tvunget til at levere et færdigt produkt, når de udgav det. Nu kan de udgive uspillelige udgaver af spil, og sende et lille kort ud på SoMe med en undskyldning, hvor de lover, at spillet nok skal blive spilleligt på et tidspunkt.

I en digital verden vil der også være en lang række spil, der simpelthen ender med ikke at eksistere længere. Når digitalebutikker lukker på gamle spilsystemer, vil der også langsomt forsvinde en hel kulturarv. Video Game History Foundation anslår, at 87% af klassiske spil udgivet i USA ikke længere er tilgængelige, og at de derfor er i fare for at “uddø”.

Der er også dele af verden, hvor internetdækningen ikke er klar til at gå over i en digital virkelighed, og det er selvfølgelig også et problem, der skal tages alvorligt.

Samlerens mareridt

Mest af alt er den digitale virkelighed en samlers mareridt. Jeg ved det, for jeg er en af dem, der fylder skuffer og loftsrum til randen med alskens nørdede sager. Det er frygteligt. Selv indpakningen af de fine ting, jeg har købt, har jeg svært ved at smide ud. Fysiske spil er blevet samlerobjekter – især når det fysiske spil ikke engang kan spilles uden ekstra downloads. De fysiske spils funktion er, at de kan stå på en hylde til skue for gæsterne i hjemmet (“Novra, du har den fysiske udgave af ‘Celeste’ stående. Du må være en kulturens mand, kan jeg forstå”).

Men vi lever i en verden, der er ved at blive til aske, og vi bliver nødt til at producere færre fysiske ting. Vi har i mange år overforbrugt, og nu må vi vende os til at have færre relikvier i vores hjem. Det er godt nok, at vi begynder at kunne læse aviser og bøger på tablets, høre plader på Spotify og købe spil på vores computere og konsoller – også selvom jeg vil savne mine pap- og plastikæsker i fremtiden.

Hvis du købte ‘Diablo 4’s collectors edition fik du ikke engang spillet med. (Foto: Blizzard)


D




© Copyright - arkaden.dk