Features

I Brasilien jagter politiet dem, der sætter ulovlige balloner op: Det har inspireret ballongangster-spillet ‘Cai Cai Balão’

En ballon slippes løs over et hustag.

Foto: Sissel Morell Dargis

Mest læste

Af Jakob Hansen
16 juli, 2023

Den brasilianske ballonkultur har længe været ildeset af lokalbefolkningen og nærmest totalt ukendt uden for landets grænser. Med sit computerspil 'Cai Cai Balão' håber Sissel Morell Dargis at skabe mere gunstige vinde for det særprægede fænomen, der blander rå gangsterattitude med kunstnerisk følsomhed.

Et virvar af ivrige mænd stimler sammen om, hvad der ligner en stor kunstfærdigt udsmykket luftballon. Men her er ingen kurv til nogen pilot, og efter ballonen slippes løs over Rio de Janeiros hustage, driver den blot med vinden og forvandles snart til en farverig plet på den blå himmel.

Anderledes målrettede er aktiviteterne nede på jorden. Flokken spredes. Bildøre smækkes i, og motorcykler sætter larmende i gang. Ballonjagten er gået ind.

Ballonkunsten er ikke blot en af Brasiliens skjulte skatte. Det er også en af de mest kontroversielle, og ikke hvem som helst får adgang til det særprægede miljø.

Men takket være Sissel Morell Dargis og hendes computerspil ‘Cai Cai Balão’ kan alle prøve kræfter med en ballonjagt.

Brasiliansk politi poserer med en beslaglagt ballon. (Foto: Sissel Morell Dargis)

Båret af tilfældets vinde

“Hele mit voksne liv udspringer af balloner. Jeg ved ikke, hvad der ville være sket med mit liv, hvis det ikke havde været for ballonerne. Det er helt ærligt,” fortæller Sissel Morell Dargis.

For to år siden udgav hun computerspillet ‘Cai Cai Balão’, udviklet mens hun gik på Filmskolens Spil- og Animationslinje. Senere i år udkommer dokumentarfilmen Balloon Wars, der ligeledes handler om den brasilianske ballonkultur.

Ligesom de fleste andre udlændinge var den unge film- og spilinstruktør fra Amager fuldstændigt ubekendt med fænomenet, da hun i de sene teenageår drog til Brasilien. “For at male graffiti og finde ud af livet,” som hun selv beskriver det. Langsomt fandt hun dog ud af, at det ikke kun var nedslidte vægge, som folk i miljøet pyntede med farver, budskaber og kreative illustrationer. Det var også himlen selv.

“Desto mere jeg kom ind i graffitimiljøet, desto mere begyndte jeg at høre hvisken om ‘ballonmændene.’ Og jeg fik at vide, de var ligesom next-level. Dem fucker man ikke med.”

En ven fra São Paulos graffitimiljø blev indgangen til miljøet. Han kendte en baloeiro, en ballonmager, og Sissel Morell Dargis blev på et tidspunkt inviteret med til at lave en ballon.

“Det filmede jeg. Helt tilfældigt. Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede med det kamera, jeg filmede bare mig og mine venners graffiti. Tog nogle billeder, der interesserede folk. Det endte med, at nogle så det her materiale af nogle gutter, der sætter en ballon op. Og responsen var positiv. Langsomt fandt jeg ud af: ‘okay, det er noget specielt det her.'”

Der er ingen rød tråd, når det kommer til udsmykningen af de store balloner. (Foto: Sissel Morell Dargis)

En forbudt tradition

Traditionen med at sende førerløse balloner mod himlen har rødder i de katolske Junifejringer og særligt festas de São João, den brasilianske pendant til Sankt Hans. Her vækker man efter sigende Johannes Døberen til live ved at tænde bål, affyre fyrværkeri og sende balloner til vejrs.

Med tiden vokser festivalernes små papirlanterner i størrelse og kompleksitet, og i starten af 1960’erne begynder ballonerne at få deres egen subkultur. Fra udkanten af særligt Rio de Janeiro og São Paulo stiger der gradvist større og mere komplekse balloner til vejrs, skabt af dygtige ballonmagere, der udsmykker deres kreationer med farverige illustrationer, bannere og endda fyrværkeri.

Selve udformningen af ballonen udgør dog kun traditionens ene halvdel. Den anden handler om at sætte balloner til vejrs og derefter jagte dem i et vildt kapløb, der ofte kan spænde over mange kilometer. Til fods, på scooter eller i bil.
Ballonkulturen vokser og vokser. Lige indtil myndighederne prikker hul på den.

I 1998 bliver det på føderalt niveau ulovligt at sætte balloner op. Strafferammen svinger mellem bøder og tre års fængsel.
I et Brasilien, der plages af organiseret kriminalitet og økonomiske vanskeligheder, kan det virke underligt, at myndighederne vælger at slå ned på farverige balloner. Men 90’ernes uroligheder er med til at kaste en skygge over ballonkulturen, der altid har været mest udbredt i arbejderkvarterer.

Som den økonomiske desperation tager til, bliver miljøerne hårdere, og ballongrupperinger begynder at blive set på linje med kriminelle bander. Samtidig bliver ballonerne så populære, at de begynder at genere flytrafikken, og så udgør de også en brandfare.

Ballonjagt over flere kontinenter

Forbuddet kommer som en lettelse for størstedelen af storbyens middelklasse, der for det meste aldrig rigtigt har brudt sig om de vilde og ukontrollerbare balloner. Men konsekvensen bliver også et utilgængeligt og mere lukket miljø. Et miljø, hvor man ikke bare vader ind som outsider.

Og så alligevel. For det skræmmer ikke Sissel Morell Dargis.

”Jeg var den her stædige teenager. Hvis de siger, jeg ikke kan, så skal jeg. Så skal jeg kunne. Og så begyndte jeg langsomt at få adgang til miljøet. Og jeg tænkte: ‘Jeg bliver nødt til at lære og lave den her film. Der er ingen, der kender til det, og kulturen er ved at uddø,'” fortæller hun.

Ambitionen om at dokumentere, og på den måde også eksponere, den flygtige ballonkultur, fører hende i første omgang til Cuba og Escuela Internacional de Cine y Televisión.

Den Cubanske filmskole er lavet som en slags opposition til den Vestlige filmindustri, men alligevel lærer eleverne langt hen af vejen et meget traditionelt filmhåndværk. Sissels afgangsprojekt, kortfilmen Plastico om to venner, der drager Cuba rundt for at sælge Tupperware, blev adgangsbilletten til filmmiljøet.

Men selvom hun nu kunne sippe vin og champagne til internationale dokumentarfestivaler, blev eftersmagen alligevel bitter.
“Fuck, der er jo ikke nogen, der ser dokumentarer, af dem jeg rent faktisk gerne vil nå til,” tænkte hun på daværende tidspunkt. “Der er ikke nogen af dem, jeg er vokset op med på Amager, der nogensinde tager til CPD:DOX og ser en dokumentarfilm. Dem, der sætter sig ned og bevidst ser en dokumentarfilm, det er folk, der allerede er søgende, der gerne vil udfordres, synes andre kulturer er interessante, og what not.”

Et nyt publikum

Kort efter hjemkomsten fra Cuba byder en uventet løsning sig til, der tillader Sissel Morell Dargis at bringe ballonerne til et nyt publikum.

Under en workshop på Den Danske Filmskole forklarer leder af Animations- og Spillinjen Simon Jon Andreasen, der tidligere var en af de ledende skikkelser bag spiludvikleren Deadline Games, hvordan stort set alle slags oplevelser kan laves til interaktiv underholdning. Nu vil hun lave et computerspil baseret på ballonkulturen.

“Jeg var rimelig hurtig med at prøve at overbevise de andre om, hvor fantastisk det her var. Jeg havde en masse ideer. Jeg ville fusionere fem genrer og have 20 forskellige mechanics og sådan noget.

Blandt inspirationskilderne er Grand Theft Auto med dets åbne verden og mange forskellige missioner. Det er også meningen, at man skal komme ind under huden på karakterernem, som i det populære japanske rollespil Persona. Men det er alt for ambitiøst for et studenterspil.

“Dem, der havde mere spilerfaring, begyndte at destillere. Det var nærmest forhandling efter forhandling i forhold til, hvad der rent faktisk kunne lade sig gøre,” forklarer Sissel Morell Dargis.

Da spillet ‘Cai Cai Balão’ udkommer i december 2020 foregår ballonjagten udelukkende til fods, og ambitionerne om en større verden er skrumpet ned til en tætbebygget favela, hvis smalle gyder og tinbeklædte tage man skal spurte igennem og henover.

I modsætning til kultspillet Mirror’s Edge, som spillet læner sig en del op ad, skal man dog ikke blot sprinte blindt mod et lysende checkpoint. Det er nødvendigt løbende at holde øje med ballonen på himlen for at estimere dens nedslagssted.
Selvom spillets ballonjagt kræver, at man holder tungen lige i munden, er der alligevel flere spiltestere og udviklere, der ønsker lidt flere spilmekanikker.

“Folk syntes, der manglede ekstra spice, ekstra juice. Der var en game designer, der mente, man skulle have en håndgranat. Man skulle også have pistoler og en slags krog til at svinge sig i elkablerne. Hvis der ikke var det, så var det ligesom kedeligt,” fortæller den unge spilinstruktør.

Glubske hunde, årvågent politi

Volden udgør i det hele taget et dilemma under udviklingen af Cai Cai Balão.

Våben og action kan give spilleren noget af den spænding og intensitet, der kendetegner en rigtig ballonjagt. Men det er samtidig med til at forstærke fortællingen om ballonmiljøet som voldeligt og lyssky.

“Det var noget, vi var meget i tvivl om. Hvad skulle man gøre med volden? I medierne bliver ballonmændende ofte omtalt. som om de direkte er forbundne med kartellerne. Det er gangstere, som smadrer dig, hvis du kommer for tæt på, og de har i øvrigt alle sammen AK-47 hængende om skulderen, når de jagter balloner,” lyder det fra Sissel Morell Dargis.

“Men det er de jo ikke. Det er netop nørderne i miljøet, der vælger at lave balloner, i stedet for at gå ind i de her bander, der laver mere klassisk kriminalitet.”

Lidt ligesom i GTA er man i Cai Cai Balão ofte på flugt fra politiet, men det er ikke muligt at sætte sig til modværge.

Løsningen bliver en pacifistisk, men stadig intens tilgang til spildesignet.

Fremfor for at give spilleren et arsenal af våben, vælger Sissel Morell Dargis og hendes lille udviklerhold Look Up Games at skabe en barsk og farefuld verden. Hvor man må forholde sig til strømkabler, politiet og endda glubske hunde i jagten på den svævende ballon.

Man kan forsøge at undgå farerne, eller bare tage benene på nakken, hvis man bliver opdaget. Men det er ikke muligt at slå tilbage. Brutalitet og fare eksisterer i Cai Cai Balão, som noget der skal undgås.

“Det gør spillet måske kedeligere,” indrømmer hun. “Det havde måske været sjovere, hvis man kunne skyde, det er jeg ikke sådan bleg for at sige. Men jeg ville ikke have det godt med at repræsentere det sådan. Det kunne nogle gange være svært for folk at forstå, forbi vi havde at gøre med virkelige mennesker og en virkelig kultur, som mange af dem overhovedet ikke kendte til. Men forståelsen kom over tid.”

Cai Cai Balão gengiver den farverige stil og den ligefremme tone, der kendetegner den brasilianske ballonkultur.

2Pac og bedstemor

Heldigvis er der i spilbranchen også andre måder at fange opmærksomheden på end med håndgranater og cirkelspark.
Cai Cai Balão stikker visuelt i alle retninger på en gang. Selve spilverden ligner noget fra halvfemserne med primitive 3D-modeller og mættede, udtværede farver som på samme periodes CRT-fjernsyn. I andre instanser er stilen nærmest psykedelisk med karakterportrætter, der er fyldt med QR-koder eller små Space Invaders.

Her er ingen overordnet ledetråd, og det er sådan set meningen.

“Ballonæstetik har ingen indflydelse fra kultursmagsdommere. Der er ingen i miljøet, der har gået på grafisk design, og der er ikke noget hipsterkultur involveret. Selv graffiti er jo i gallerier nu om dage. Men ballonkultur er meget ren. Folk laver det, de synes er nice. Jo, flere farver og jo mere psykedelisk, desto bedre. Du kan både have din mormor og 2-Pac, eller et psykedelisk mønster og Metallica,” fortæller Sissel Morell Dargis.

Spildesigner og dokumentarfilmsinstruktør Sissel Morell Dargis har brugt en stor del af sit voksenliv på at beskæftige sig med balloner.

Bedre vinde for balloner?

Hvorvidt Cai Cai Balão formår at svæve verdenen rundt, må tiden vise. For konkurrencen er hård på computermarkedet, hvor der hvert år udkommer tusindvis af spil. Derfor forsøgte Sissel Morell Dargis også at lave en mobilversion af spillet, så også dem uden en kraftig computer kunne lege med. Heriblandt ballonmændende selv.

Det viste sig dog vanskeligt at overføre konceptet til en touchskærm, og derfor går ambitionerne nu i retning af en version til spilkonsoller som PlayStation, Xbox og Nintendo. Den vej igennem, tror hun, det er muligt at nå det største publikum, og dermed måske skubbe på til en positiv forandring.

“Det jeg håber er, at man kan starte en seriøs debat op, der måske kan tillade, at der er en ballonkultur, der får lov til at eksistere under nogle bestemte regler. At der bliver taget ansvar omkring det. Sådan at det kan få lov til at eksistere ligesom andre farlige kunstformer. At det kan få lov til at være der. Der skal bare være nogle regler og rammer. Men hvis der ikke er nogen, der gider at snakke om det, fordi de bare hader det, så er det jo klart, at der ikke sker noget.”

Personligt er hendes næste store mål nu at få udgivet filmen Balomania, som hun har arbejdet på næsten hele sit voksenliv. For selvom dokumentargenren har sine begrænsninger, er det en historie hun bare må fortælle. Hvad der sker herefter, er dog uvist.

“Jeg tror også bare gerne, jeg vil se hvad livet kan uden balloner. Hvem ved, måske bliver det kedeligt? Eller måske er det noget, der bliver en del af mig for evigt?”

Og det er måske den sidste ingrediens i ballonkulturen. Udover farver, ild og adrenalin. Evnen til at give slip og lade vinden bestemme. Ikke kun, når ballonen skal sættes op, og jagten går ind. Men også, når den lander igen.

For det hænder ofte, at der stadig er en smule gas tilbage i ballonen, når den har ramt jorden. Og selvom de uskrevne regler gør det klart, at dem som først finder ballonen må behold den, den første på scenen må beholde ballonen, så vælger mange ballonjægere alligevel med det samme at sætte den afsted igen. Til endnu et svæv over hustagene.

Om skribenten:

Jakob Hansen – Freelancer

Siden Jakob gennemførte Donkey Kong til Game Boy og for en stund blev konge af børnehaven, har han elsket spil. Han interesserer sig særligt for, hvad der foregår på den danske spilscene. Han kan lide stort set alle typer spil – men helst singleplayer-spil med en historie, han kan sidde og fundere over, længe efter skærmen er slukket.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Brætspillet ‘Mists over Carcassonne’ rummer både lyse idéer og...
Kan ‘Final Fantasy XVI’ leve op til hypen? Arkaden-podcast anmelder...