Brætspil

Brætspillet ‘Mists over Carcassonne’ rummer både lyse idéer og sjuskede fejlskud

Den nyeste udvidelse til brætspillet ' Carcassonne' tilføjer tåge, spøgelser og samarbejde. Med begrænset succes.

Mest læste

Af Lean Heuch Hansen
15 juli, 2023

‘Mists Over Carcassonne’ er en interessant tilføjelse til det populære spilunivers. Men det holdes tilbage af mangelfuld spiltestning og en overfladisk tilgang til samarbejde.

De seneste år er solo- og samarbejdsspil, også kaldet co-ops, blevet en mere og mere populær og udbredt genre. I denne type spil forsøger du at overvinde de udfordringer, spillet kaster efter dig eller jer, frem for at udkonkurrere dine medspillere. Derudover er det blevet mere og mere almindeligt, at kompetitive strategispil får en solo- eller samarbejdsversion som udvidelse eller indbygget variant. For eksempel ‘Codenames: Duet’, ‘King of Tokyo: Monster Island’ og nu ‘Mists Over Carcassonne’.

Den nyeste tilføjelse til ‘Carcassonne’-universet kan nemlig både spilles som en udvidelse til grundspillet eller som et selvstændigt solo- og samarbejdsspil. Desværre lander den lidt mellem to stole. For dem, der ikke kan lide konflikt i deres brætspil, vil ‘Mists over Carcassonne’ fungere godt som et alternativ til det originale spil, men dårligt som en udvidelse. Som co-op passer spillet nemlig ind i den moderne tendens inden for brætspilsverdenen, hvor der generelt skrues ned for den direkte interaktion. Men som udvidelse tilføjer den tværtimod nogle take-that-mekanismer, der gør spillet mere konfrontatorisk og mindre familievenligt.

Who you gonna call?

Det populære familiespil ‘Carcassonne’ udkom i 2000 og har siden solgt millioner af eksemplarer og fået et væld af udvidelser og nye udgaver. Det var Carcassonne, der introducerede den nu ikoniske brætspilskomponent meeple (af my people). Sammen med ‘Catan’ er spillet et klassisk eksempel på tysk brætspildesign, hvor målet er at få flere point end dine medspillere gennem en god blanding af held og strategi. Spillet går i al sin enkelhed ud på, at spillerne på skift trækker en brik og tilføjer den til det fælles landskab. Derefter kan spilleren vælge at placere en af sine meeple på brikken. Når en vej eller en by er færdigbygget, gives der point til den spiller, der har flest meeple på stedet.

Denne grundlæggende struktur er bevaret i samarbejdsversionen af ‘Mists Over Carcassonne’. Men hvor det originale spil var en opportunistisk kamp om de mest lukrative veje, byer og marker, er ‘Mists Over Carcassonne’ en fælles kamp mod tiden og mod en ydre fjende. Den landlige idyl er nemlig blevet forstyrret af spøgelser, der hjemsøger de nye tågebanker og kirkegårde. Samtidig har I et fælles mål: At nå det påkrævede antal point, inden I løber tør for brikker. Spillet er en svær balancegang mellem det langsigtede mål, at score point, og den kortsigtede trussel, at løbe tør for landskabsbrikker eller spøgelser. Hvis du ikke kan placere et spøgelse, fordi I er løbet tør, har I tabt spillet! Denne grundlæggende konflikt skaber spillets spænding og strategiske dybde. Hvis man fokuserer for snævert på det ene aspekt, går det galt: Tager I for mange chancer, kan en enkelt uheldig brik betyde game over. Spiller I derimod alt for sikkert, kommer I ingen vegne på pointsporet. 

Som spiller bliver man faktisk konfronteret med dette grundlæggende dilemma, hver gang man scorer point. Man kan nemlig altid fravælge pointene for i stedet at fjerne op til tre spøgelser fra en brik. Denne mekanisme er ret genial, fordi den giver spillerne en høj grad af kontrol, samtidig med at den underbygger spillets push-your-luck-element. Hvis I bliver overmandet af spøgelser, skyldes det højst sandsynligt, at I var for grådige og spillede for højt spil.

Uhygge for hele familien

Dét, der gør ‘Carcassonne’ ideelt som begynder- og familiespil, er samtidig dét, der gør det oplagt som samarbejdsspil: Det spilles én brik ad gangen og på et fælles landskab. Man skiftes til at trække en brik, hvorefter man i ro og mag kan diskutere, hvad den bedste placering er. Der er ingen simultane handlinger eller skjulte kort på hånden. Det gør spillet nemt at introducere for nye spillere, fordi du kan forklare symbolerne og mekanismerne løbende, efterhånden som de bliver trukket. Selvom der er spænding og spøgelser i ‘Mists Over Carcassonne’, er det samtidig en afslappende og hyggelig spiloplevelse.

‘Mists over Carcassonne’ fjerner en række mekanismer fra originalen til fordel for nye, uhyggelige elementer. Dystre borge og kirkegårde erstatter de fredfyldte klostre og haver. Væk er også bønderne og biskopperne, der ofte var svære at forstå og huske for nye spillere. Da der ikke er nogen slutscoring i co-op-versionen, kan markerne ikke længere give point. Til gengæld har vi fået en ny type terræn, der har invaderet de grønne marker. Nemlig tågebankerne, der altid indeholder mellem et og tre spøgelsessymboler. Hver gang du placerer en brik med tåge, risikerer du at tilføje op til tre spøgelser i samme bevægelse ‒ og endnu én hvis der er en åben kirkegård til stede.

Tågen er den eneste landskabstype, der ikke behøver matche de tilstødende brikker. Du kan nemlig placere en tågebanke op mod en anden tågebanke eller en mark, men ikke en by. Dette bryder lidt spillets logik og æstetik. Til gengæld udgør det en interessant strategisk overvejelse, da der er en række fordele forbundet med at matche tågebanker.

Gennemført Halloween-stemning

‘Mists over Carcassonne’ kan være temmelig udfordrende, men heldigvis får spillerne tiltrængt hjælp fra “menneskets bedste ven” i form af de to hunde, Rufus og Ronja, der kan skræmme spøgelser væk. Hundene og borgene er mekanisk interessante, fordi de giver spillerne flere point, jo flere henholdsvis spøgelser eller felter med tåge der er til stede. På den måde fungerer truende elementer samtidig som positive muligheder for at score point.

Spillet er i øvrigt flot produceret, med mange fine tematiske detaljer i komponenterne og mekanismerne, der bidrager til den familievenlige Halloween-stemning. I stedet for originalens bønder, der ligger fredfyldt på markerne, har vi nu vagtmeeple, der ligger begravet på kirkegårdene. Du skal nemlig ofre en af dine vagtmeeple for at “lukke” en kirkegård og mane dens spøgelser i jorden. Det er en overraskende idé, og et kærkomment skud galgenhumor til det ellers temmelig tørre Carcassonne-univers!

Sjusk og svingende sværhedsgrad

Solo- og co-op-versionen indeholder seks forskellige niveauer, dvs. scenarier med stigende sværhedsgrad og små ændringer til spillets opsætning, regler og mål. Nye mekanismer introduceres løbende gennem de seks niveauer, hvilket gør spillet nemt at gå til, selvom kompleksiteten af de sidste niveauer er en del højere end det originale spil. Desværre mangler level-designet noget finpudsning. 

For folk, der kender ‘Carcassonne’ på forhånd, er de to første niveauer alt for nemme. De er tydeligvis tænkt som pædagogiske, gradvise introduktioner til spillets mekanismer, som skal overstås i en fart, så man kan komme videre til den fulde oplevelse. Men det gør dem også til kedelige engangsoplevelser, der ikke bidrager til spillets langtidsholdbarhed. 

Tredje niveau rammer sværhedsgraden bedst, fordi det er udfordrende, men fair. Her introduceres en mekanisme, hvor brikkerne opdeles i tre stakke. For at få adgang til den næste stak skal I nå et vist antal point, hvilket giver spillet en interessant, men nervepirrende struktur, hvor man skiftevis får fornemmelsen af at løbe tør for tid og at have rigeligt af den. 

Desværre er fjerde level blot en sværere udgave af det tredje. Det bidrager ikke med noget nyt, men har i stedet skruet sværhedsgraden så meget i vejret, at jeg endnu ikke har klaret det trods utallige forsøg med forskellige grupper. Det virker slet og ret ubalanceret og alt for afhængigt af, om man trækker brikkerne i en heldig rækkefølge. 

Efter at have tabt til fjerde niveau tre gange i træk, bankede vi sjovt nok det femte i første forsøg. Dette niveau introducerer “hjemsøgte brikker”, som man placerer med bagsiden opad ‒ et innovativt tvist på den klassiske ‘Carcassonne’-formel. Men de gør på en måde spillet lidt lettere, fordi de hjælper med at omringe og lukke de udfordrende kirkegårde, så her kunne man godt have skruet op på andre parametre.

Helt galt bliver det med sjette og sidste niveau, der er decideret ubalanceret. Udgiverne har selv indrømmet, at de har lavet en fejl i opsætningen, og den har desværre også sneget sig ind i den første danske udgave. Det sjette level er derfor stort set umuligt at besejre, som det står i reglerne. Den opdaterede, korrekte udgave kan dog findes online i den officielle FAQ eller i den nyeste version af reglerne. Men det virker mildest talt sjusket.

Alfaspilleren spøger 

Inden for co-op-genren tales der meget om alfaspiller-problemet. Udfordringen med mange samarbejdsspil er nemlig, at en meget dominerende og/eller erfaren spiller nemt kan komme til at fylde for meget. Hvis en person hele tiden fortæller de andre, hvad de bør gøre på deres tur, bliver medspillerne reelt set reduceret til brikker i alfaspillerens solospil. På den måde mister samarbejdet sin værdi og betydning, og det er der jo ikke meget sjov i.

Man kan diskutere, om det er spilleren eller spillet, der er roden til problemet ‒ eller begge dele. Men uanset hvad gør ‘Mists over Carcassonne’ intet for at imødegå det. Tværtimod har jeg i flere forskellige grupper oplevet folk tage brikken ud af hånden på en medspiller uden at spørge om lov. Ikke af ond vilje eller fordi de generelt er dominerende typer. Det virker derimod til at være helt i spillets ånd, at spillerne går op i en højere enhed, hvor det ikke er så vigtigt, hvem der egentlig trak brikken. Det afgør blot, hvem der kan sætte deres meeple på brikken, og hvem der i princippet har det sidste ord. Men at have det sidste ord kan godt føles lidt tomt, hvis man allerede har fået udpeget de mest optimale placeringer.

Alfaspillere kan for så vidt også forekomme i kompetitive spil. Når jeg spiller ‘Carcassonne’ med andre, giver jeg for eksempel ofte andre spillere gode råd ‒ især hvis de tilfældigvis er fordelagtige for mig selv. Forskellen er dog, at konkurrenceelementet gør det nemmere for dem at afvise mine “gode råd”. Hvor den form for slet skjult manipulation kan være harmløs drilleri, når vi konkurrerer, bliver den langt sværere at håndtere, når alle er på samme hold. For hvorfor skulle den nye spiller dog ikke lytte til den mere erfarne, når de har det samme mål?

Take-that og kongemageri

Blandt ‘Carcassonne’-fans hersker der en generel konsensus om, at de to første udvidelser er de bedste, og det laver ‘Mists Over Carcassonne’ ikke umiddelbart om på. I udvidelses-versionen er kirkegårdenes eneste funktion for eksempel at give dig vagtmeeples, der er immune over for spøgelser. Det virker lidt tamt i forhold til co-op-versionen. Hvis du lykkes med at matche to tågebanker, kan du sende et spøgelse efter en modstanders almindelige meeple. Hvis du derimod matcher tågen med en mark, er det dig selv, der får spøgelset på nakken. Spøgelserne giver minuspoint, og hvis man har fået tre på den samme meeple, bliver den helt fjernet fra brættet. 

For spillere, der trives med lidt negativ, direkte interaktion, kan dette måske være en sjov tilføjelse. Men jeg foretrækker personligt grundspillets subtile, indirekte interaktion, hvor man kan udnytte eller stjæle den infrastruktur, som de andre spillere har skabt. At få et spøgelse, der giver minus 2 point på en landevejsrøver, der i forvejen giver næsten ingenting, føles mere som en indskrænkning af de strategiske muligheder end en interessant udvidelse. Desuden forstærker det risikoen for kingmaking, hvor én spiller vinder, fordi folk havde travlt med at sende spøgelser efter en anden spiller, som de troede var ved at vinde. I et spil som ‘Carcassonne’, hvor bønderne gør den endelige score temmelig uforudsigelig, kan dette hurtigt føre til ærgerlige situationer, hvor nogle føler sig uretfærdigt behandlet.

Et broget produkt

Som solo- eller samarbejdsspil er ‘Mists Over Carcassonne’ et interessant nyt take på en gammel klassiker. Spillet er flot produceret og rummer mange innovative mekanismer og idéer. Desværre virker level-designet meget svingende i sværhedsgrad og kvalitet, og sjette niveau er decideret umuligt i den trykte form. Desuden er spillet et slaraffenland for alfaspillere. Hvis du foretrækker et samarbejdsspil, hvor hver spiller har en unik, meningsfuld rolle og tager sine egne beslutninger, kan ‘Mists Over Carcassonne’ godt blive en skuffende oplevelse. Udvidelses-versionen tilføjer nogle take-that-elementer til ‘Carcassonne’, der enten kan opfattes som et berigende krydderi eller en dårlig bismag afhængigt af spillernes temperament. Alt i alt er spillet et lidt broget produkt, der både rummer hyggelige spiloplevelser og frustrerende fusere.

Udvikler: Klaus-Jürgen Wrede og Hans im Glück

Genre: Familiespil, tile-laying

Redaktionen modtog spillet som anmelder-kopi fra Asmodee Nordics

Om skribenten:

Lean Heuch Hansen – Freelancer

Lean sætter pris på den fokuserede og unikke spiloplevelse, der er typisk for indiescenen. Favoritgenrerne er puzzle-games, platformers og roguelikes. Når det kommer til brætspil, har han en forkærlighed for tysk spildesign, hvor elegance og interaktion er i højsædet. BGG-profil: Lean Management.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Ekspert om FTC-Microsoft-dom: “Vi lever i en cyperpunktid, hvor techgiganterne...
I Brasilien jagter politiet dem, der sætter ulovlige balloner op: Det har inspireret...