Klumme

Jeg “brugte koder”, fordi et spil var for svært – og jeg fortryder INTET!

Mest læste

Af Jens Haag
21 juni, 2023

Er det egentlig i orden at snyde sig igennem en spiloplevelse? "Ja," siger Hardwire-journalist, Jens Haag.

Til sidst blev det for meget. 

Af lidt vage årsager opbyggede alle mine helte et dårligt forhold til hinanden i ‘Darkest Dungeon II’, et spil jeg ellers er meget begejstret for. Hver gang, de kom i modvind, råbte og skreg de af hinanden. De fik enorme mængder ekstra stress, skadede hinanden eller nægtede at heale den, de var uvenner med.

Det var en langsom og ulidelig trasken igennem mudder, indtil jeg uundgåeligt tabte – the game was rigged from the start, eller i hvert fald siden de blev sure på hinanden.

Jeg forstår godt, hvorfor ‘Red Hook’ har indført den mekanik, hvor forholdet mellem de enkelte karakterer er afgørende for et run. Det får de gode forhold til at føles som større successer og får – i teorien – sejrene til at føles dét sødere.

Problemet er bare, at de er alt for tilfældige. Det er uden for spillerens kontrol, om de forskellige karakterer fatter sympati for hinanden, og når spillet afgør deres endelige forhold i de forskellige kroer, er det ligeledes tilfældigt genereret. 

Efter et særligt dårligt run, hvor jeg ikke kom særligt langt, før alle var sure på hinanden og kampene blev et lidelsesfuldt maraton, gad jeg simpelthen ikke mere. Jeg lukkede spillet.

Men jeg var ikke rigtigt færdig med det – jeg ville gerne spille mere ‘Darkest Dungeon II’, jeg gad bare ikke udmattes af det ene nederlag efter det andet.

Så jeg snød.

Til lettere spiloplevelser eller gigantiske jader

Jeg gik ind på nexusmods.com og downloadede en mod, der fjernede de negative forhold heltene imellem. Der er mange flere at tage af, en der giver uendelig inventory-plads, en som giver mange flere evner til heltene og en som gør det meget lettere at heale, men dem følte jeg ikke noget behov for at få fat i.

Det samme var i øvrigt tilfældet for alle dem, som gør de kvindelige figurer til hentai-dukker med gigantiske babselademadder. Hver sin smag.

Det var en ubetinget succes. Al min glæde ved spillet vendte tilbage – selvom det stadig er hundesvært på andre parametre. Men min irritation over elementer, jeg på ingen måde selv kunne styre, lagde sig.

Jeg er egentlig slet ikke imod svære spil. Jeg kunne aldrig finde på at gøre det samme i ‘Binding of Isaac’ eller ‘Elden Ring’, fordi de spil netop karakteriserer sig ved at have høje krav til spillerens evner – men det føles ikke som en grundessens i ‘Darkest Dungeon II’, at man konstant snubler over tilfældighederne, som trækker ens spil ud i langdrag og bare gjorde mig irriteret. 

Jeg kan godt forstå, hvis nogen vil se sig sure på det. Git good og alt det. Fundamentalt mener jeg selv, at man kan spille sine spil, som man har lyst til, med lige så meget save scumming eller snyd, som man orker, men jeg har også personlige grænser for, hvor meget, jeg selv synes, er fair.

Og er det egentlig ikke pointen? Spil er leg og underholdning, og hvis de holder op med at være sjov, så går fidusen lidt af dem. 

Derfor anbefaler jeg, at man fyrer op for Nexusmods, når lysten kommer – om det er så er til en lidt lettere spiloplevelse, eller kropiger med gigantiske jader.

Om skribenten:

Jens Haag – Journalist

Jens Haag er anmelder og journalist på Hardwire. Han spiller især turbaseret strategi, rollespil, roguelikes, survival og indiespil i det hele taget.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Det Kongelige Biblioteks nye udstilling om spil er bemærkelsesværdig god
8/10
Nye anklager: Microsoft forsøger med gigahandel at eliminere Playstation (...