Anmeldelse

Penny’s Big Breakaway-anmeldelse – En Yoyo med knuder på snoren

Foto: Gematsu

Mest læste

Af Kasper Pedersen
1 marts, 2024

Er denne Yoyo platformer en genistreg fra skaberen af Sonic Mania, eller en ligegyldig fase?

Når det kommer til momentum-baseret platformspil, er der nok ikke nogen der når samme højder som Sonic The Hedgehog, og det ikke for manglen på forsøg. Der findes et utal af kopier samt efterligninger, som har forsøgt at fange den samme følelse af fart og energi, som det “blå lyn” og hans venner har leveret i årevis.  

Der har også været mange nedture for Sonic, og vi skal nok helt tilbage til 2017, for at ramme det mest universelle gode spil i rækken, nemlig Sonic Mania, og det var endda udviklet af en fan ved navn Christian Whitehead, i fællesskab med studiet ‘Headcannon’. 

I Peggy’s Big Breakaway forsøger Christian at genskabe den barnlige glæde fra Mania med et nyt studie i ryggen, nye ideer i form af Yoyo baseret platforming, og en charmerende ny karakter. Men selvom spillet bygger på et solidt fundament, er der for mange knuder på snoren, til denne Yoyo kan svinge hele verden rundt.

Spillet har nogle gode ideer. Men der er desværre langt mellem de særligt imponerende øjeblikke. Foto: Kasper Pedersen/Evening star

Gør plads for den næste optræden 

Du spiller, som angivet i titlen, den lille charmerende pige, Penny. Hun er i besiddelse af en magisk Yoyo, der har sin egen personlighed og vilje. Det er særlig denne svingende ustyrlighed, som bringer Penny ud i problemer, da Yoyo’en under en særlig Gala-optræden, ydmyger byens kejser og gør Penny til en eftersøgt forbryder. 

Herfra skal du kæmpe dig gennem en god mængde baner, for at undslippe kejseren og hans følge af fjendtlige pingviner. Det er en simpel historie, der ikke byder på de store overraskelser i de 6 timer, som spillet varede for mig gennem første gennemspilning. Der er nogle farverige karakterer, men hverken de eller banernes design gjorde, at jeg følte den store motivation gennem den ellers korte spilletid. 

Man ser tydeligt inspiration fra Sonic universet. Foto: Kasper Pedersen/Evening Star

Farverige baner der gør ondt 

Når det kommer til banedesignet, var det et element jeg havde store vanskeligheder med. For skønt de er farverige, er farvekompositionen så skarp og kraftig, at jeg til tider måtte holde en pause for ikke at få ondt i hovedet. Jeg mindes ikke at have prøvet noget lignende, men det er også sjældent jeg støder på en titel, der vælger at kombinere blå, gul samt lilla, der alle skriger i et og samme område. 

Selv hvis jeg kunne vænne mig til de kraftige farver, hvilket lykkedes mig et par timer inde, så har spillets design i det hele taget ikke meget at byde på. Man skal igennem en masse baner med små forhindringer, der har forskellige elementer spredt hist og her. Men der var intet til at holde min opmærksomhed særligt længe, og jeg syntes at have set det hele før fra andre bedre spil. 

Der er ganske vist små opgaver, som du kan hjælpe den lokale befolkning med at løse, men de bliver hurtigt banale i deres ensformighed, og gav aldrig andet end en højere score. Derfor virkede de mest af alt ligegyldige, særligt når de til tider satte en fuldstændig stopper for spillets momentum, som var det punkt der var bedst eksekveret.

Banernes design er både grove og skarpe i farverne. Foto: Kasper Pedersen/Evening Star

Sving dig rundt som en Yoyo 

For Penny’s Big Breakaway skinner mest, når det kommer til dets momentum drevne gameplay. Din Yoyo er nemlig ikke bare et våben, som du kan bruge til at slå fjender væk med. Du kan også bruge den til at komme hurtigere frem, svinge dig over farlige huller, få superkræfter så du kan svæve over forhindringer og en god mængde andre ting.  

Det var her, at jeg klarest kunne se ligheden med Sonic spillene, samtidig med det havde sin egen identitet, der gjorde de korte baner noget mere fornøjelige. Men også her var der problemer. For spillet havde nogle små irriterende fejl, der ledte til frustrationer i form af tarvelige dødsfald.  

Det var ikke altid at spillet registrerede den retning, som jeg ville sende Yoyo’en i, og det kunne resultere i, jeg enten fløj lige i hovedet på en fjende, eller faldt uden for banens grænser – En hændelse der skete mere ofte, end jeg brød mig op.  

Der er ganske vist to forskellige måder at svinge sin Yoyo rundt, enten med knappen “firkant”, eller på ens højre analogstik. Men at være nødsaget til at bruge en styring fremfor en anden, fordi den ene ikke virker optimalt, er simpelthen ikke acceptabelt. Det var ærgerligt, for det føltes virkelig godt, når styring og fart komplimenterede hinanden. 

Karakterdesignet færdes noget bedre med deres “retro”-look og charme. Foto: Kasper Pedersen/Evening Star

Charmerende men irriterende 

Skønt alt det negative, jeg har at sige om styring og banernes design, så kan jeg ikke benægte, at spillet har masser af charme. Selve karakterernes design leder minderne tilbage til de første pixeleret 3D-tider, hvor alle figurer bestod af blokke og cirkler. Særligt Penny er et glimrende eksempel på dette, der under de korte cut-scenes fremstod glad samt udtryksfuld, uanset hvilke vanskeligheder hun kom ud for.  

Også “stemmerne” i spillet førte mig tilbage til en anden tid, med hvordan det mest var lyde og grynt der kom fra karaktererne. Det ledte tankerne tilbage til Banjo Kazooie, samt andre Nintendo 64 og Playstation1 spil. Det fremstod lidt irriterende til tider, men jeg kunne godt overkomme det, da scenerne altid var korte, og man kunne springe deres “stemmer” over.  

Konklusion 

Penny’s Big Breakaway er ikke et dårligt spil, men det formår aldrig at overraske på en tilfredsstillende måde, som kan hive det op over middelmådighed i min optik. Det er vældigt charmerende. men i dette tilfælde kan alverdens charme ikke dække over de frustrationer og fejl, som jeg havde gennem dette ellers korte eventyr.  

Christian Whitehead fik stor succes ved at vende tilbage til Sonic’s rødder i Mania, som var noget mange havde hungret efter på det tidspunkt, men når det kommer til at lave hans egen IP, ser det ud til der stadig er et godt stykke vej endnu. Jeg ser dog stadig frem til, hvad han og det nye studie, Evening Star, kan finde på i fremtiden.  

Udvikler/udgiver: Evening Star/Private Division

Genre: adventure/platformer

Platform: PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox Series X|S og PC

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Remaket af Knights of The Old Republic er tilbage på sporet: Saber sælges
The Direct
Tomb Raider nedgraderet med bizar patch