Anmeldelse

Silent Hill: The Short Message-anmeldelse – En dyster ungdomsfortælling

Foto: PlayStation.blog

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
1 februar, 2024

Et gratis spil er ikke at kimse af, men leverer dette korte Silent Hill-spil et budskab, der er din tid værd?

Lad mig starte med en metafor. Jeg elsker pizza. Hvem gør ikke det? Personligt foretrækker jeg en ægte original italiensk pizza med kun få toppings, hvor råvarerne taler for sig selv. Der er ikke noget at skjule sig bag. Hvert enkelt element må kunne bære sig selv for at helheden fungerer.

Hvad har det så med Silent Hill: The Short Message at gøre, spørger du sikkert? Jo, Silent Hill: The Short Message, er også en simpelt konstruktion. Der er kun få elementer – der er ikke noget at gemme sig bag. Er råvarerne så gode nok, til at helheden fungerer? Både ja og nej.

Silent Hill: The Short Message er på en og samme tid en kompleks og simpel størrelse. Spillet fortæller en dyster og grum historie, kun båret af få gameplay-mekanikker. Der er nogle interessante ideer, hvad angår måden man fortæller historien på, og der er momenter af fortællingen, der rammer plet, mens andre er utydelig nonsens.

Temaerne er dystre, og omhandler blandt andet mobning, svigt og selvskade (Billede: Konami)

Det meget simplificerede gameplay bygger i al sin simpelhed på, at du bevæger dig rundt i den her bygning, hvor begivenhederne udspiller sig. Du åbner døre, læser breve og dagbøger og skriver umådeligt mange beskeder på din mobiltelefon. Telefonen fungerer samtidig som lyskilde, men også som katalysator for historiens udvikling.

Det er en grum fortælling spillet udfolder, men som af og til bliver for generaliserende. Det er en fortælling om mobning, svigt og vold og den er så absolut relevant, især for den yngre målgruppe, som spillet gerne vil henvende sig til. Det er en fortælling om digital stigmatisering og konsekvenserne heraf, og Konami skal have kredit for at turde beskæftige sig med så vigtigt et emne – et emne der desværre er alt for aktuelt i vores liv i dag, hvor der tales om en ensomheds- og social angst-epidemi især i de yngre befolkningsgrupper. At Silent Hill: The Short Message så af og til forfalder til klicheer og generaliseringer er tilgiveligt, da målet her helliger midlet.

Når Silent Hill: The Short Message lader omgivelserne fortælle historien, er det ganske effektivt (Billede: Konami)

Et aspekt der dog er svær at tilgive, er spillets (over)forklarende fortællestil, der skinner igennem i de omkring to timer spillet varer. Alt, og jeg mener alt, bliver forklaret af spillets hovedperson, der kommenterer på begivenheder nærmest uafbrudt. Det er synd, for historien som man gerne vil fortælle er aktuel og relevant, og det overordnede budskab er vigtigt. Havde man derimod haft større tiltro til, at vi spillere kunne stykke brudstykkerne sammen selv, ud fra de opdagelser vi gør os, så ville fortællingen være mere vedkommende og inddragende, da vi på den måde kunne gøre os vores egne konklusioner.

Du spiller som teenageren Anita, der befinder sig i en slidt og forladt bygning. Du har heldigvis din telefon ved hånden, og mens du korresponderer med veninderne Maya og Amelia, bevæger du dig gennem bygningen. Dit mål er at finde Maya, som angiveligt også opholder sig i bygningen. Men da dette er et Silent Hill-spil, så tager begivenhederne en drejning til det uforklarlige, og din opgave bliver nu at afklare, hvor Maya er, og hvad der egentlig foregår.

Telefonen er en konstant følgesvend under hele spillet (Billede: Konami)

Det ville jo ikke være et Silent Hill-spil uden horror-elementer, og stemningen i Silent Hill: The Short Message er også dyster og uhyggelig, og de få deciderede horror øjeblikke, der er, fungerer efter hensigten. Jeg fik ståpels ved flere lejligheder, da især lydbilledet under nogle af jagt-sekvenserne fungerer ganske udmærket. Men det er ikke et synderligt uhyggeligt spil, det er mere et spil, der har et dystert tema. Grafisk er det ikke et mesterværk, men det gør tilpas til, at omgivelserne fremstår troværdige. Desværre var hele min oplevelse lydmæssigt ude af sync, hvilket især påvirkede mine oplevelser med de få cinematiske mellemsekvenser negativt.

Hovedpersonen Anita er blever underprioriteret rent grafisk (Billede: Konami)

Konklusion

Silent Hill: The Short Message er en ganske gratis oplevelse, og kan derfor hentes kvit og frit på PlayStation Store – og det skal man også have med i sin betragtning, når man vurderer spillet. Det er kort og simpelt, men er det en napolitansk delikatesse? Nej, det er en middelmådig pizza, hvor de få ingredienser, der er til stede, samlet set ikke er gode nok.

Historien har et relevant præmis, og budskabet er vigtig, men narrativet bliver hæmmet af simplificeringer og en alt for overeksponerende fortællestil. De få reelle horrorsekvenser er ganske effektive, og formår at give mig gåsehud, men de står på skuldrene af et gameplay, der er skåret helt ind til benet, og som er så simpelt, at det faktisk ikke er underholdende at spille Silent Hill: The Short Message. Et spil skal selvfølgelig vurderes ud fra sine egne forudsætninger, og Konami lægger heller ikke skjul på, at holdet bag Silent Hill: The Short Message alle er folk, der er tidligt i deres karrierer og ikke før har arbejdet med horrorgenren.

Det gør selvfølgelig ikke, at pizzaen smager bedre – og måske ville den også glide lettere ned, hvis den blev kamufleret med noget bearnaisesauce og ekstra ost. Men jeg er overbevist om, at laver holdet bag Silent Hill: The Short Message endnu et spil, så bliver det bedre.

Udvikler: Konami

Genre: First-person survival horror

Platform: PS5

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk