Feature

Årets værste spil og største skuffelser i 2023 – Skribenternes valg 

Af Kasper Pedersen
14 december, 2023

I har nok hørt det før, men får den lige en gang til: Året 2023 var vildt, når det kom til videospil. Der var store AAA-titler der blæste alle bagover, og der var små indiespil, der charmerede sig direkte ind i vores hjerter, og sagtens kunne konkurrere med de helt store. 

Men hvor der er lys, er der altid en skyggeside, og det gælder også for videospil. Da der naturligvis er et begrænset antal timer på et døgn, har jeg spurgt mine medskribenter om deres spiloplevelser for denne tvivlsomme “hæder”. 

Denne liste beskriver både skuffelser og værste spil, da grænsen til tider kan være hårfin, men det vil fremstå tydeligt i beskrivelsen.  

Hvis I også vil se en mere positiv liste, har vi også givet vores top 5 spil for i år.  
Rigtig god fornøjelse.   

Spirittea. Foto: Cheesemaster Games

Sofus Halkjær Wiisbyes største spilskuffelse i 2023 

Spirittea (Cheesemaster Games)

Det er i bund og grund en management sim – Men uden særlig meget management. For spillets indtjeningssystem fylder det hele, og venskaberne du skaber, er låst bag forskellige mini spil. Nogle af dem føles fede, men lige så mange andre er decideret skrald. Jeg endte med kun at blive venner med dem, der kunne opnås hurtigt, takket været en “karaoke” funktion. Det gav dog ikke den store tilfredsstillelse, da de derefter bare blev dine slaver og totalt ligegyldige. Et spil der bare kom og gik lige så hurtigt igen. 

Læs vores anmeldelse her.

Morten Vilstrup Pedersens største spilskuffelse i 2023 

Star Wars Jedi: Survivor  (Respawn Entertainment)

Jedi Survivor er for mig både en af højdepunkterne for 2023, men også en af skuffelserne. Jeg havde forventet så meget mere. Jeg kan ikke sætte en finger på gameplayet eller grafikken, det er simpelthen historien, det halter på. Spillet giver flere hints, til de ting der er sket mellem Fallen Order og Survivor, men de hints der bliver givet, lyder så meget mere interessante end den forudsigelige og distancerende historie, man faktisk får serveret.  

Quantum Error. Foto: TeamKill Media

David Darvills største spilskuffelse i 2023 

Quantum Error (TeamKill Media)

Min mest skuffende titel går til Quantum Error, udviklet af det familieejede Teamkill Media. Det, der blev annonceret som en ambitiøs blanding af Dead Space og The Chronicles of Riddick, faldt markant igennem både i koncept og udførelse. Gameplayet føltes stift og utilfredsstillende, de mange tekniske problemer, som crashes og fejl i save filer, gjorde spiloplevelsen ekstremt frustrerende. Det er ærgerligt, når man oplever et spil, der falder så kort i forhold til sine løfter. 

Læs vores anmeldelse her.

David Darvills værste spil i 2023

Disney’s Gargoyles Remastered (Empty Clip Studios)

Gargoyles Remastered til Nintendo Switch er det værste spil, jeg har spillet i 2023. Præget af frustrerende gameplay og gentagne bosskampe, selv visuelle forbedringer kan ikke redde det trivielle kampsystem og frustrerende platformspil. Et generisk lyddesign forstærker skuffelsen, og enhver nostalgisk appel der måtte være, forsvinder hurtigt blandt spillets mangler. 

Læs vores anmeldelse her.

Destiny 2: Lightfall. Foto: Bungie Inc.

Emil Øgaards største spilskuffelse i 2023

Destiny 2: Lightfall DLC (Bungie Inc.)

For mig efterlod The Witch Queen-DLC’en, Destiny 2 et rigtigt godt sted. Alt det, der blev bygget op, blev dog smidt over skulderen med den næste Lightfall-DLC, hvor det fokuserede på en meget unødvendig historie. Det var så slemt, at Jeg helt mistede lysten til at engagere mig i den fase, der burde have bygget op til spillets klimaks. 

Lasse Rasmussens største spilskuffelser i 2023

Assassin’s Creed: Mirage (Ubisoft)

Mirage vender tilbage til rødderne med en mindre verden og mere fokus på stealth-gameplay. Det lander bare aldrig rigtigt, da combat føles halvfærdigt og det samme gør parkourdelen som jo er det essentiele i et Assassin’s Creed spil. Historien er ligeledes meget middelmådig, og lander heller ikke på alle fire. De tager et skridt frem men 4 tilbage med Mirage

Læs vores anmeldelse her.

Hogwarts Legacy (Avalanche Software)

Hogwarts Legacy er på ingen måder et dårligt spil. I starten var jeg imponeret af verdenen og slottet man befandt sig i. Man kan mærke kærligheden er lagt i lige præcis det. Men det er desværre det eneste, spillet havede kørende for sig. Historien er meget hurtig glemt, og den tomme samt intetsigende verden uden for slottet, gør det til en ret middelmådig oplevelse, selvom man kan mærke kærligheden til filmene og bøgerne. 

Lasse Rasmussens værste spil i 2023

Call Of Duty: Modern Warfare III (Sledgehammer Games) 

Mordern Warfare 3 er en skamplet og et nyt lavpunkt for Call of Duty-serien. Elendig Campaign med intet på hjerte, en robust men ekstremt grådig multiplayer og den værste zombies oplevelse man kan få i serien, gør det til muligvis det dårligste i hele serien. Kan ikke komme på et Call of Duty-spil, jeg har været mere skuffet over end dette års Mordern Warfare 3

Se vores anmeldelse her.

Final Fantasy XVI. Foto: Square Enix

Kasper Pedersens største spilskuffelse i 2023

Final Fantasy XVI (Square Enix)

Som en loyal fan af Final Fantasy-serien igennem tykt og tyndt, finder jeg ingen tilfredsstillelse ved at kalde Final Fantasy XVI en skuffelse. Det havde godt nok fantastisk visuelle omgivelser, underholdende kampsystem, og en historie med en sand mavepuster af en slutning. Men desværre bliver det tynget ned af sidemissioner, hvor kun 1/10 har den mindste relevans. En historie, der trækker håndbremsen ved hvert kapitel, og de mange cut-scenes, skønt de er flotte, er alt for hyppige. Jeg hader ikke Final Fantasy XVI, men jeg havde håbet på så meget mere.

Kasper Pedersens værste spil i 2023

Wanted: Dead (Soleil)

Det er sjældent at et spil, som jeg har ingen forventninger til, stadig formår at skuffe mig grusomt. Udviklet af et team, bestående af nogle af de samme folk som stod bag Dead or alive og Ninja Gaiden, har dette spil en seriøst identitetskrise. For det prøver både at være en seriøs crime drama med menneskesmugling og politi-vold, ved at kombinere det med fjender som sprøjter 100 liter blod ud, noget af det værste stemmeskuespil jeg kan mindes, tåbelige minispil, og grafik der leder tilbage til PlayStation 3 tiden. Og så hjælper det ikke at spillets historie er forvirrende, selvom det kun varer knap 4 timer.

Persona 5 Tactica. Foto: Atlus

Lau Eskildsens største spilskuffelser i 2023

Persona 5 Tactica (Atlus)

Persona 5 Tactica er bestemt ikke et dårligt spil. Men når man udvikler et spil, der hører til Persona-serien, medfører det visse forventninger. Desværre kan Tactica på ingen måde leve op til arven fra Persona 5. Det, der især mangler, er de sociale relationer mellem karaktererne, som gør Persona-serien så enestående og unik.

Læs vores anmeldelse her.

Assassin’s Creed Mirage (Ubisoft)

Assassin’s Creed Mirage fremstår for mig som et spil med to sider. På den ene side er der en smukt udformet historisk sandkasse, der formår at formidle historie på en fængslende måde. På den anden side er der et spil, der mangler sjæl, og er præget af dårligt gameplay samt kedelig historie. Det var oprindeligt tænkt som en DLC, og efter min mening burde det også være forblevet en DLC. 

Redfall. Foto: Arcane Studios

Michael Engelbreths største spilskuffelse i 2023

Redfall (Arcane Studios)

Arcane lovede os en dyb ‘Open World’, overtaget af vampyrer, med mulighed for co-op, og en masse gys. Det vi fik var et større chok, end nogen af vampyrerne i spillet nogensinde kunne give. En tom verden, dårligt gameplay, proppet med fejl, var hvad vi i stedet fik. Største gys i 2023, på den værst tænkelige måde!

Kasper Hansens største spilskuffelser i 2023

The Expanse: A telltale series. (Telltale Games)

Efter en turbulent periode fra Telltale, var min forventning stor, især efter titler som: The Walking Dead og The Wolf Among Us. Desværre har de skrottet den ikoniske, tidløse grafik og mistet den magiske historiefortælling. The Expanse er som et kæmpe sort plothul, uden karakteropbygning og valg der er mere trivielle end en elevatormusik. Alt det, der gjorde Telltale unikt, er forsvundet ned i dette sorte hul.

Forspoken (Luminous Productions)

Desværre skuffede Forspoken mig, trods mit høje forventnings niveau. Start-stop cinematiske sekvenser forhindrede mig i at nyde det spændende parkour gameplay fuldt ud. Historien og dialogen var generiske, og spillets afslutning var en yderligere skuffelse. Jeg føler, at jeg ikke fik mulighed for at opleve spillet fuldt ud. Det siger heller ikke så lidt, at udvikleren blev opløst af Square Enix efter skuffende salgstal.

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.





© Copyright - arkaden.dk