Anmeldelse

Banishers: Ghosts of New Eden-anmeldelse – Spøgelset der nægter at blive bandlyst

Foto: Don't Nod

Mest læste

Af Kasper Hansen
13 februar, 2024

Don’t Nod får udbredt sine genrer og kvaliteter, men kan den her store adspredelse leve op til forventningerne?

Sidste år fik vi i mine øjne en smuk smuk rejse op mod toppen i det kærkommende Jusant, lavet af Don’t Nod. Men de står også bag spil-serien Life is Strange og Vampyr.

Man kan roligt sige de prøver lidt af hvert, og det er endnu engang tilfældet med Banishers: Ghosts of New Eden. Vi befinder os i 1695 og verden over hærger der mange spøgelser og ånder.

Kæresteparret Red Mac Raith og Andrea Duarte, de to protagonister, sejler mod New Eden, efter at have modtaget et brev fra en nær ven. Desperat mangler han hjælp til at bryde forbandelsen, der har fundet sted.

De to helte bliver i starten omtalt som nogle af de bedste banishers, altså dem der sender de livløse spøgelser og ånder til helvede.

Glattere end smør og olie

For en optimal spiloplevelse vil jeg stærkt anbefale at indstille Banishers til performance mode. Du vil stadig mærke den dybe detaljegrad, men også en ubesværet og flydende oplevelse. Banishers imponerer generelt ved sin smidige performance, hvor gameplay glider naturligt over i de cinematiske sekvenser uden nogen ventetid.

Dog må det nævnes, at der kan være en smule filmgrain og en anelse mindre flydende kameraarbejde i de cinematiske scener sammenlignet med selve gameplayet. Dette er dog for mig ikke noget, der forstyrrer spiloplevelsen i væsentlig grad.

I betragtning af de store bjerge og det veldige snefald, som omgiver spilleren, begyndte jeg dog at ane grænsen for, hvad Don’t Nod har formået at opnå. Der kunne i visse øjeblikke opleves en smule stuttering, hvilket dog kun forekom sjældent i Banishers‘ løbende oplevelse.

Her er et indblik i den større smukke verden dækket af sne, hvor man kan ane sneen i Red’s hår. Imens har han en samtale med sin partner Antea, hvor du har mulighed for flere valg. Foto: Kasper Hansen/Banishers: Ghosts of New Eden

inspiration fra de store

Under min færd gennem spillet var det tydeligt, at der var hentet inspiration fra en bred vifte af kilder, herunder Star Wars Jedi-serien og især God Of War fra 2018. Jeg kunne tydeligt genkende lighederne i både kampsystemet, udforskningen og kortfunktionen, og det er bestemt ikke en negativ ting. På trods af den tydelige inspiration har udviklerne formået at tilføje deres egne unikke twist, hvilket giver spillet en friskhed og originalitet.

Spillets gameplay er yderst tilfredsstillende. Kampsystemet er en ren fornøjelse og giver mig frihed til at udføre sjove kombinationer, samtidig med at det kræver konstant opmærksomhed og taktisk tænkning. Bosskampene er et særligt højdepunkt og er generelt veludførte. Og når man konfronteres med de uundgåelige fjender, viser spillet også sin styrke gennem en imponerende variation af modstandere.

Men der er desværre en del usynlige vægge og begrænsede steder, hvor man ikke kan hoppe ned, hvilket kan være frustrerende og forstyrrende i intense kampscenarier.

Spillet har også klare retningslinjer for, hvor man kan kravle op og hoppe ned, og det er en smule begrænsende. Selv små forhindringer kan være nok til at man sidder fast, hvilket især kan være problematisk under kamp.

I krig mod de onde livløse ånder og spøgelser, igang med at lave et hårdt angreb. Foto: Kasper Hansen/Banishers: Ghosts of New Eden

Det narrative trykker alle de rigtige steder

Historien udgør uden tvivl et af spillets stærkeste træk.

Mange spil har forsøgt at implementere dynamiske og betydningsfulde valg, der skulle forme både spiloplevelsen og spillerens skæbne, men få har formået det såvel som Banishers udviklere. Jeg har ofte siddet fordybet, overvejende hvilken retning jeg skulle tage. Jeg synes dog, at den bliver en anelse lang i sidste ende og kunne godt have skåret omkring fem timer af.

Ud over hovedhistorien er der også ‘Haunting Cases’, små detektivsager, der kræver afgørende beslutninger om at skåne eller eliminere. Adskillige af mine valg har ikke været uden et vist moralsk dilemma, hvilket tilføjer en spændende kontrast til spillets helhed.

At opleve de filmiske scener er en fornøjelse, men man skal også være fan af lange sekvenser, for der er en del scener der varer relativ lang tid. Men jeg personligt blev fuldstændigt opslugt af historien, da stemning og dialog leveres med en overbevisende intensitet af samtlige stemmeskuespillere. Desværre kan jeg ikke helt sige det samme om ansigtsanimationerne, som mangler den nødvendige finesse.

Visuelt set er karakterernes ansigter imponerende veludførte, men desværre kan de blive en anelse monotone og stive i længden. Dog må udviklerne roses for deres minimalistiske, men smukt udførte detaljer, såsom hvordan sneen lægger sig i protagonistens hår, eller hvordan regnen samler sig i skægget.

Ansigstanimationerne fejler som sådan ikke noget isoleret set. Kun når de skal udtrykke følelser. Men igen er der et eksempel på detaljerne af sneen. Foto: Kasper Hansen/Banishers: Ghosts of New Eden

Verden er død

Spøg til side. Man kommer ikke udenom at man skal traske mange kilometer når man oplever verdenen, og ikke altid har Fast Travel ved hånden. Og selvom man nu en gang påtager sig en rolle som spøgelsesjæger, så savner jeg lidt liv når man nu skal tjekke samtlige spørgsmålstegn af på kortet.

Mennesker ses kun i byerne, ånder og spøgelser findes udenfor bygrænserne, og lejlighedsvis krager krydser ens blik. Dog kunne en anelse af diversitet på min rejse være en kærkommen tilføjelse, som ville krydre explorationsdelen af spillet.

Når der nu er krager, så gik jeg lidt med tanken om, hvorfor der ikke kunne eksistere andre slags dyr.

Ressourcer er der en overflod af, som skal fylde ens taske og bruges til at opgradere udstyr op til syv gange. Levelsystemet er velkendt, hvor man optjener færdighedspoint, der kan investeres i de evner, der bedst passer ens spillestil.

Skilltræet byder på forskellige stier, men ingen af dem er låste, hvilket giver frihed til at tilpasse ens evner efter behov. Med denne grad af fleksibilitet kan man altid finjustere sin tilgang til spillet, hvilket bidrager til en dynamisk spiloplevelse.

Stedet hvor man opgraderer sine våben. Foto: Kasper Hansen/Banishers: Ghosts of New Eden

Konklusion

Jeg tager hatten af, for at Don’t Nod bliver ved med at sætte sig selv på prøve med nye genrer og nye IP’er. Og med den senest titel Banishers: Ghosts of New Eden, har de igen fat i den lange ende. Med inspiration fra større titler, som God of War fra 2018 formår de stadig at sætte deres eget præg på både combat, exploration og gameplayelementer.

Hvis man sætter spillet i performance mode, vil man opleve en fuldstændig flydende oplevelse på nær når spillet trækker på alle cylindre i snelandskabet. Med en så flot levering af en historie og generelt bare et dragende univers og to protagonister, man faktisk har interesse i, så medbringer spillet som helhed en fantastisk oplevelse, som man ikke skal snyde sig selv for.

Udvikler/Udgiver: Don’t Nod / Focus Home Interactive

Genre: Action/Adventure, kampspil, rollespil

Platform: PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox Series X|S og PC

Om skribenten:

Kasper Hansen – Skribent & Anmelder


Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på. men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
CEO undskylder, Helldivers 2’s succes større end ventet
Arrowhead Game Studios
Shift UpStellar Blade får 18+ rating i Korea