Feature

Black Friday nærmer sig – Her er de bedste spil, der er gået “helt i sort”

Af Kasper Pedersen
22 november, 2023

De store tilbud er begyndt, men hvilke er bedst?

Disclaimer: Denne artikel er på ingen måde betalt eller sponsoreret.

“Black Friday”, eller som det hedder i Danmark: “Black Week”, er allerede i gang, og varer de fleste steder helt frem til den 30. november. Samtidig kan det tilføjes disse tilbud måske er lidt “tynde”, i forhold til hvad man ser i Amerika, hvor den store tilbudsdag stammer fra.

Det er dog ikke for at sige, at der ikke er nogle eksempler på spil, hvor prisen er gået helt i “sort” her i lille Danmark, og vi fra Arkaden har fundet nogle af de bedste titler frem, der er hver eneste krone værd. Der er her udelukkende tale om fysiske produkter, da de digitale markedspladser kører deres helt eget prisniveau, og tilbud derfor sker oftere.

LÆS OGSÅ: Se hvilke konsol-tilbud du kan finde til Black Friday

Armored Core 6 (2023) – brutale robotkampe

Armored Core 6 er en skjult perle, der er hver en krone værd, især når man finder det til Black Friday-priser. Spillet udviklet af Fromsoftware byder på en god mængde udfordring, men stik imod det sædvanlige taktiske gameplay, hvor man skal undvige og angribe på det rette tidspunkt, er Armored Core 6 mere fokuseret på brutale kampe, hvor det gælder om at holde modstanden under konstant pres.

Spillet byder på en dyb og gennemført singleplayer-kampagne samt en medrivende multiplayer-oplevelse, hvor hver spiller har frihed til at designe og optimere deres robot. Denne justering af robotten påvirker alt fra offensiv styrke til agilitet i kamp, hvilket gør hver konfrontation med de dynamiske boss-figurer til en unik prøvelse af dine valg og strategier.

Med sin perfekte balance mellem tradition og innovation appellerer Armored Core 6 til både seriens langvarige fans og nye spillere, der søger både dybde og udfordring.

Det bedste tilbud vi kunne finde er hos Elgiganten på bare 249 kr. til alle konsoller. Dog ikke til PC.
Se vores anmeldelse af spillet her.

Lords Of the Fallen (2023) – En stærk konkurrent til “Souls-like” genren

For lige at fastholde hele konceptet med “FromSoftware” og deres efterhånden populære “Souls-like” genre af spil, så er Lords of the Fallen bestemt et kig værd, nu hvor det er kommet på tilbud. Oplev dette episke Souls-like eventyr, der omdefinerer genren!

Lords of the Fallen kan forveksles med en anden titel af samme navn, der udkom tilbage til 2014. Men dette spil, udviklet af CI Games’, er et lang mere ambitiøst projekt, og det kan ses med over en million solgte kopier på bare 10 dage. Det havde godt nok nogle småproblemer ved udgivelsen, men det har CI Games gjort noget ved siden da.

Med væsentlige forbedringer efter lanceringen og et passioneret fællesskab, er dette action-RPG et must-have denne Black Friday for enhver dristig gamer, der er klar til at udforske de levendes og dødes lande. Gå ikke glip af denne udfordrende titel, der skubber grænserne for spiloplevelsen inden for sin genre!

Det bedste tilbud vi fandt på spillet, er hos Elgiganten på både Playstation 5 og Xbox Series X til 299 kr.
Vi har også anmeldt spillet, som du kan se her

Ratchet and Clank: Rift Apart (2021) – Farverigt eventyr og sjove våben

For også at have en lidt ældre titel på listen er Ratchet and Clank: Rift Apart en titel, der bare skal spilles af alle elskere af aktion-platform spil. Man følger stadig de titulære Ratchet & Clank, der skal kæmpe imod den onde Doctor Nefarious, som atter er ude efter verdensherredømmet – denne gang på tværs af dimensioner fremfor galakser.

Denne ændring i plottet introducerer pendanter til de elskede karakterer, der giver et sjovt og nyt take på noget af det vante i serien. Det hjælper selvfølgelig gevaldigt, at Ratchet, Clank og sågar Doctor Nefarious modstykker er deres egne personer, med personligheder der giver lidt ekstra til spilleren i det nye, farverige univers.

Som det er sædvane for serien, er våbenarsenalet i topform. Med nye og gamle kendinge kan våbnene opgraderes efter brug, og der er rigeligt med fjender der skal nedkæmpes, så der er rig mulighed for at prøve alle de forskellige våben i løbet af spillets længde.

Derfor vil vi påstå,at en pris på bare 139 kr. fra Elgiganten til PS5, er lidt af et røverkøb.

The Nioh Collection (2021) – En benhård Remaster i det feudale japan

Vi vender tilbage til “Souls-like”-genren med det næste spil på listen, der indeholder ikke bare en, men hele to glimrende titler inden for genren. Nioh 1 og 2 er ganske vist ikke udviklet af ‘FromSoftware’ men tværtimod af ‘Team Ninja’, som også udviklede den benhårde Ninja Gaiden-serie.

Og denne sværhedsgrad kan virkelig mærkes i denne samling, da fjenderne vil knuse dig, hvis ikke du konstant er på vagt med paraderne oppe eller undviger i tide. Der er også tale om et mere fastlagt plot, fremfor ‘FromSoftwares’ mere tvetydige historie, der mere ligger i omgivelserne fremfor det tydeligt skrevne.

The Nioh collection består af en opgradering af Nioh 1 fra 2017 og Nioh 2 fra 2020, og det Feudale Japan, der er befængt af monstre fra japansk mytologi, står stærkere end nogensinde på PS5. Med flydende aktion i 60 fps. og en komplet samling af begge titler med alt DLC, er dette en benhård remaster, der er alle pengene værd.

Særligt når man kan få hele samlingen fra Proshop til bare 149 kr. på PS5.

God Of War: Ragnarök (2022) – Blodigt gensyn med gudedræberen, Kratos

Som nogle af jer måske husker, kom God Of War: Ragnarök op i toppen af vores ‘Årets spil’ debat, men måtte overgive 1. pladsen til Elden Ring efter en ophedet diskussion. Det er dog ikke for at tale det seneste spil fra ‘Santa Monica Studio’ ned, for denne fortsættelse til gude-dræberen ‘Kratos’, er intet mindre end fantastisk.

Der er fuld fart på fra første øjeblik, hvor du får kontrol over ‘Kratos’ og hans søn ‘Atreus’ på deres rejse mod de nordiske guder. Hvad der oprindeligt startede ud som en optakt til noget større i God Of War (2018), kommer til sin ret i efterfølgeren med masser af blod, drabelige kampe og drama, når den nordiske dommedag “Ragnarök” endelig finder sted.

Selvom vi fra Arkaden fandt historien lidt for sikker i sidste ende, så kunne vi ikke komme uden om, hvor godt underholdt vi var frem til det storslående klimaks, som desværre faldt lidt ud hen mod slutningen. Hvis man er bare en smule interesseret i denne brutale serie, så er God of War: Ragnarök et smaddergodt køb.

Det er fundet billigt på PS5 hos Elgiganten til 249′ og på PS4 hos Proshop til 222′

Horizon Forbidden West (2022) – En åben verden med robot dinosaur

En anden fantastisk efterfølger til et aktionspækket eventyr, er Horizon Forbidden West udviklet af ‘Guerilla Games’. Der er her tale om meget af det samme som før, men på en større skala og med flere robotdinosaurer, der skal skilles ad for kostbare ressourcer.

Aloy er stadig en glimrende kvindelig helt, som ikke lader sig kue af en verden, der truer med at knuse hende. I hendes kamp mod en ondsindet AI, der har lagt verden i ruiner, drager hun mod nye horisonter, hvor hun denne gang skal samle både nye og gamle venner, for at kunne fortsætte kampen mod de dødbringende robotdinosaurer, som har besat verdenen.

Det er et super flot og dragende eventyr, der byder på en god portion underholdning, hvor en splittet verden langsomt skal samles på ny imod en større fjende fra en ukendt vinkel. Det følger måske “Ubisoft skabelonen” lidt for tæt til tider, men det er stadig et eventyr, som er værd at tage til den rette pris.

Den bedste pris vi har fundet er fra Elgiganten på 199 kr. til PS5.

Sonic Superstars (2023) – Det lille blå lyn løber ind i tidligt tilbud

SEGA har også et tidligt tilbud på deres “lille blå lyn”. Sonic Superstars er gået i en retning, hvor de prøver at skabe nostalgi og “de gode gamle dage”. Det er de til dels også lykkedes med, for her får du de gode gamle vibes og den gamle retrolignende stemning i musikken.

De er også vendt tilbage til den gamle og klassiske 2D-tilgang. Det er yderst tilfredsstillende, når du bevæger dig gennem de farverige baner i hurtigt tempo i selskab med Sonic, Knuckles, Tails og Amy. De har alle hver deres specielle gameplay-mechanics, der giver en god variation, alt efter hvem du spiller.

Det er bestemt også en fordel, at dette spil kører gnidningsfrit på den håndholdte “Nintendo Switch”, så hvis du er typen, der pendler meget, er dette en dejlig nem “Pick-up and play”-titel. Hvis du er til hurtige 2D side-scroller i selskab med det velkendte blå pindsvin, så er den her titel helt sikkert noget for dig.

Vi har fundet det billigst hos Proshop til PS4/5 samt Xbox one/Series X til 249 kr., men for Switch skal man til Elgiganten for at få det til 249 kr. Læs eventuelt vores anmeldelse af spillet her.

Starwars Jedi: Survivor – Rejs ud i en fjern og rodet galakse

Starwars -universet er kendt blandt de fleste. Hvad enten det er gennem de mange bøger, den klassiske samt populære trilogi bestående af episode 4, 5 og 6, tv-serier eller den nyligt startede spilserie, som følger den nyudklækkede jedi, Cal Kestis.

Men lige som de nyere film, har det nyeste spil Starwars Jedi: Survivor haft lidt af en hård rejse. Det er uden tvivl et spil, der kæler for sine fans, der gerne vil drage ud på nye eventyr med Cal og hans venner i kampen mod det onde imperium. Spillet indeholder nye planeter, der skal udforskes, nye fjender der skal bekæmpes og en konstant tilfredsstillelse af at svinge sit lysværd og bruge “kraften” imod både omgivelser og fjender.

Men det har også været frustrerende upoleret ved selve udgivelsen. Spillet var håbløst optimeret til hverken konsol eller PC, hvor der var et utal af fejl, crashes og en framerate der fluktuerede konstant mellem acceptabelt til afskyeligt og kvalmefremkaldende. Men det er for det meste blevet løst efterhånden med patches fra udvikleren Respawn Entertainment, og spillet er nu en fantastisk rejse for fans af serien.

Derfor har det fortjent at blive nævnt på denne liste, hvor den billigste pris for PS5 og Xbox Series X er hos Elgiganten til 249 kr.

Vi håber at denne liste har givet lidt inspiration til, hvad du kan bruge dine penge på, når underholdningen skal på plads i denne kolde og mørke tid. Hvad enten der er tale om tidlige julegaver eller lidt personlig pleje, er der her lidt for enhver smag. Fra alle os i Arkaden ønsker vi dig en god Black friday/Black week.

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.





© Copyright - arkaden.dk