Anmeldelser

Broken Roads-anmeldelse – Australsk old school rollespil

Foto: Drop Bear Bytes

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
10 april, 2024

Australske Drop Bear Bytes forsøger med deres første spil at kombinere det klassiske rollespil med moderne systemer og eksistentialistisk temaer. Er det så lykkedes?

Broken Roads er et godt gammeldags isometrisk turbaseret rollespil, og det bliver hurtigt tydeligt, at spillet finder inspiration i genrens giganter. Man kan ikke undgå at bemærke parallellerne til de to første Fallout-spil, Disco Elysium og Wasteland-serien. Spillets kreative chef, Colin McComb, har sågar arbejdet på Fallout 2 og Planescape: Torment.

Der, hvor Broken Roads adskiller sig, er, at spillet udspiller sig i et postapokalyptisk Australien efter en katastrofal atombombesprængning har fundet sted. Broken Roads finder sin egen identitet ved at holde fast i sit kulturelle ophav, men også ved at lade sig inspirere af filosofisk tankegods lige fra Platon over René Descartes til Machiavelli.

Både i spillets gameplay og mellemsekvenser er der benytter spillet en unik håndtegnet stil. Foto: Drop Bear Bytes/Lau Eskildsen

Broken Roads fokuserer mere på de menneskelige interaktioner og de moralske valg, et menneske står over for i en verden, hvor universelle regler er nedbrudt, end det fokuserer på action. Der er et velfungerende, turbaseret kampsystem, men Broken Roads er mere interesseret i at fortælle historien om de menneskelige forhold og moralske principper, der bliver udfordret, når verden er kastet ud i kaos.

Velkommen til Australien

Det første, man lægger mærke til, når man starter Broken Roads for første gang, er den håndtegnede artstyle, der er ganske veludført. Vi har set postapokalyptiske verdener mange gange før i spilmediet, men den, man finder i Broken Roads, skiller sig alligevel ud. Visuelt er det en flot, omend dyster, oplevelse, og verdenen er rig på detaljer og fremstår troværdig. Spillet præsenteres i et top-down perspektiv, hvor man har mulighed for at zoome ind og ud. Der er dog ikke mulighed for at dreje kameraet, hvilket kan besværliggøre nogle scenarier. Det er helt sikkert et spørgsmål om prioritering, da en sådan funktion ville kræve en del mere af udviklerne, fordi man hermed skal udvikle meget mere på omgivelserne. Samtidig er der ikke mange tilgængelighedsfunktioner i spillet, hvor det eneste man kan justere er skriftstørrelsen. Verdenen er heller ikke åben, men mere hub-baseret, hvor man rejser til forskellige destinationer i den australske ødemark.

Broken Roads kan fremstå meget brunt, men vi er også i den australske Outback. Foto: Drop Bear Bytes/Lau Eskildsen

Spillets narrativ starter genkendeligt: En atombombe har ødelagt civilisationen, og det er nu op til de overlevende at skabe deres egen lykke. Nogle er samlet i små eller større bysamfund, andre lever en tilværelse på farten eller begår sig som landevejsrøvere. Alt efter hvilken baggrund du vælger for din karakter, bliver du på forskellig vis sat ind i denne verden og må finde din plads og dit formål. Herefter udspiller der sig en tragisk begivenhed, og man indleder nu en rejse efter svar og muligvis retfærdighed.

Historien er ikke lineær, men der er dog punkter i fortællingen, der altid vil være det samme; vejen til disse scenarier er dog op til dig. Sammen med en fed stemning og æstetik er netop historien og det moralske kompas, der er med til at determinere dine valg, spillets absolut stærkeste dele.

Der er forholdsvis meget dialog, der skal læses. Heldigvis er det meste velskrevet. Foto: Drop Bear Bytes/Lau Eskildsen

I begyndelsen af spillet bliver man præsenteret for en række etiske dilemmaer, som du skal svare på ud fra din, eller din karakters, moralske overbevisning. Disse svar vil så udforme dit moralske kompas, hvilket giver dig forskellige egenskaber alt efter, hvor du befinder dig på kompasset. Kompasset er inddelt i fire dele, der hver indikerer en forskellig livsanskuelse.

Der er en del, der er tilegnet en utilitaristisk livsanskuelse, der på bedste konsekvensetisk facon søger at fremme det store fællesskabs bedste. Den næste omhandler en mere pligtetisk og humanistisk tilgang, hvor man altid forsøger at gøre det rigtige, og hvor alle mennesker er lige meget værd. Derudover er der den machiavelliske tilgang, hvor man søger det bedste for sin egen gruppe, og afslutningsvis er der en nihilistisk tilgang, hvor man egoistisk træffer valg ud fra, hvad der er bedst for en selv. Dit moralske kompas kan godt udgøres af to tilgange; der kan altså være overlap, men kompasset ændrer sig konstant efter dine valg og giver dig dermed eventuelt nye handlingsmuligheder i dialog og kamp.

Spillets moralske kompas udvikler sig efter hvilke beslutninger du træffer, hvilket åbner op for nye handlingsmuligheder. Foto: Drop Bear Bytes/Lau Eskildsen

Det moralske kompas er ikke et revolutionerende koncept, og visse elementer er set før i andre RPG-spil, men det er dog stadig unikt nok til at adskille sig fra mængden og tilføjer en ekstra dybde til dialogsystemet. Dialogerne er desuden velskrevne og kan rumme både store følelser og humor, samtidig med at de understøtter spillets særegne personlighed og stemning. Spillet er ikke fuldstændig voice-acted, men de vigtigste dialoger har stemmeskuespil, hvilket derfor også betyder, at der er meget tekst, der skal læses i Broken Roads. Meget af dette tekstmateriale er fyldt med både filosofisk og etisk stof, og lixtallet er forholdsvist højt, hvilket er et aspekt, man skal være opmærksom på; ellers kan man godt blive skuffet, da det medfører, at tempoet i spillet ikke er særligt højt. Broken Roads er en decideret slowburn, der tager sig tid til at udfolde sin historie, sit univers og sine karakterer.

Kampsystemet minder meget om det man eksempelvis finder i Wasteland 3. Foto: Drop Bear Bytes/Lau Eskildsen

Når det så bliver tid til at gribe til våben, præsenteres man for et velfungerende, omend lidt oldschool, kampsystem, der er turbaseret og inkorporerer spillets rollespilselementer. Når man først har knækket koden og forstået spillets systemer, bliver kampsystemet ganske underholdende. Spillet måtte gerne have haft flere muligheder, når det kommer til våben og udstyr, da variationen er begrænset på dette område.

Broken Roads er et indiespil, og med det smalle budget, udviklerne Drop Bear Bytes har haft til rådighed, er resultatet fornuftigt. Der er flere små skønhedsfejl og designvalg, der bærer præg af, at man har måttet prioritere ressourcerne. I anmeldelsesperioden har spillet fået et par opdateringer, der absolut har forbedret oplevelsen, og med de kommende opdateringer, der er på vej, bliver resultatet et mere helstøbt produkt. For Broken Roads er ikke helt bagt færdigt endnu, og jeg har eksempelvis brugt oceaner af tid på at kigge på spillets loadingskærm, der dog heldigvis også blev optimeret undervejs. Men væn dig til at se den ofte.

Her ses spillets skilltree, hvor man kan forbedre sin karakter på forskellige måder. Foto: Drop Bear Bytes/Lau Eskildsen

Konklusion

Broken Roads er ikke et Fallout eller Disco Elysium. Inspirationen er tydelig, men der er lige hugget en hæl og klippet en tå for at nå frem til resultatet. Det, man til gengæld finder, er et spil, der søger at skabe sin egen stil og som har nogle rigtig interessante ideer. Det moralske kompas fungerer godt ind i spillets univers og de temaer, som Broken Roads omhandler.

Spillet har noget på hjerte, og hvis du godt kan lide at udfordre din filosofiske forståelse, så har Broken Roads meget at byde på. De filosofiske tematikker kunne med fordel blive præsenteret mere subtilt, og nogle vil måske mene, at det kan blive en kende prætentiøst. Men Broken Roads vil være den tænkendes rollespil, hvor man først trækker sit våben, når der ikke er andre muligheder.

Med en unik stemning, flot artstyle, tunge eksistentialistiske tematikker og et velfungerende kampsystem er Broken Roads en ambitiøs debuttitel fra det australske indie-studie, og laver de en efterfølger, skal jeg bestemt spille det. Spillet holder dig ikke i hånden, men lader dig tænke for dig selv. Er man til klassiske rollespil, så er Broken Roads et godt bud på den næste titel, man skal spille.

Udvikler/Udgiver: Drop Bear Bytes/Versus Evil

Genre: Narrativt isometrisk RPG

Platform: PC, PlayStation 5 (Anmeldt på), Xbox Series X/S og Nintendo Switch

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk