Ad Banner
Ad Banner

Brætspil

Danmark er verdensmestre i populært figurspil: Sammenhold er afgørende

Glade landsholdspillere fejrer sejren i verdensmesterskabet i Warhammer: Age of Sigmar.

Foto: Jonas Ahm

Af Torsten Cordes
17 juni, 2023

4. juni blev Danmark verdensmestre i figurspillet Warhammer: Age of Sigmar. Hardwire har taget en snak med den danske landsholdskaptajn om, hvorfor Danmark er så gode til figurspillet, hvordan man bliver optaget på landsholdet, og hvorfor spillet også er den perfekte hobby til afstressning.

Warhammer: Age of Sigmar

Warhammer: Age of Sigmar er et strategispil med små figurer, hvor man skal forsøge at udmanøvrere sin modstander. Spillet spilles på en bordplade, der fungerer som slagmark med opsat terræn, som de små figurer skal forcere for at nå deres modstandere. Der bruges en målestok til at flytte sine figurer, og terninger afgør deres angreb og forsvar.

Spillet foregår i en fantasyverden, hvor blandt andet elvere, dværge, orker og mennesker bekriger hinanden.

Danmark er blevet verdensmestre i figurspillet ‘Warhammer: Age of Sigmar’. Turneringen blev afholdt i Holland, og hold fra 24 nationer deltog.

Rune Holse er landsholdskaptajn for Danmark. Sammen med syv andre holdkammerater, to assistenter og en træner repræsenterer de Danmark, når det skal afgøres, hvilket land der er det bedste i verden til figurspillet.

Og Danmark er blandt de allerbedste. Danmark vandt nemlig også verdensmesterskabet i 2021, hvor det blev afholdt i Milano.

Sammen med landsholdet har Rune Holse forberedt sig i månedsvis på at skulle repræsentere Danmark til verdensmesterskabet i Holland. Hver tirsdag har landsholdet holdt møder, hvor metaspillet er blevet analyseret, og hvor de har besluttet, hvilke strategier giver de bedste forudsætninger for at hive sejren hjem.

Rune Holse (med pandebåndet) lægger taktik sammen med en holdkammerat. Foto: Jonas Ahm

Inden hver turnering skal man angive en liste med, hvilke enheder der indgår i ens hær. Rune Holse peger på, at de på det danske landshold er særligt gode til at finde på lister, der kan overraske en uforberedt modstander.

“Vi snakker meget teoretisk om spillet. Der er flere af os, der arbejder som analytikere, og det er nyttigt, når metaspillet skal analyseres. Vi er gode til at være kreative og finde alternative lister, som modstanderne har svært ved at spille mod,” siger Rune Holse.

Derfor er det også vigtigt at være forberedt på, hvad de andre lande spiller.

“Vi kigger rigtig meget på, hvad de andre lande spiller,” siger Rune Holse og tilføjer, at de holder særligt øje med, hvad England spiller, fordi de altid regnes som absolutte topfavoritter.

“Spillet er oprindeligt fra England, og disse figurspil fylder bare rigtig meget i engelsk kultur. Der er masser af turneringer derovre, og der er en enorm spillerbase.”

Der blev dystet i flere dage. Her mod en canadisk spiller. Foto: Jonas Ahm.

Warhammer-akademi og optagelse på landsholdet

Det er ikke alle og enhver, der med det samme kan blive optaget på det danske Warhammer: Age of Sigmar-landshold.

Men det er vigtigt, at der kan komme nye talentfulde spillere til, understreger Rune Holse. Derfor har spillerne omkring landsholdet oprettet et akademi, hvor talenter kan få sparring. Det er også igennem akademiet, at man kan blive optaget på landsholdet.

“Det er spillere fra akademiet, der bliver udtaget til landsholdet. Der er en forventning om, at spillerne på landsholdet træner de spillere, der er på akademiet. Omvendt hjælper akademispillerne landsholdspillerne med forberedelserne til landsholdskampene, så man kan godt sige, at det kræver et vist drive at komme på akademiet,” siger Rune Holse.

Hygge og socialt samvær er opskriften på succes

Rune Holse fortæller, at det sociale element er en stor del af det danske landsholds succes.

“Det sociale fylder rigtig meget. Mange af os har børn og jobs, der skal passes. Vi bruger rigtig meget tid sammen, og vi får en masse gode sociale stunder ud af det. Vi har et rigtig godt sammenhold,” siger Rune Holse, der tilføjer, at de fleste på landsholdet kommer i spilklubben Rogue Trader på Frederiksberg.

Derudover snakker de også sammen på Discord og bruger en online simulator til at teste strategier af. Ellers mødes de også til nogle af de mange turneringer, der spilles rundt omkring i Danmark.

De fleste af turneringerne er nonprofit og bliver arrangeret af private.

Det er ikke kun det kompetitive element af Warhammer: Age of Sigmar, som tiltaler fans af spillet. En stor del af spillet for mange er også at male deres figurer, så de fremstår flot på slagmarken.

“Jeg elsker at sidde og male, det er sindssygt godt at stresse af til, det er lidt det samme som folk, der hækler for at koble af,” siger Rune Holse.

Rune Holse fortæller, at der er ved at blive oprettet en forening for danske Warhammer: Age of Sigmar-spillere. Foreningen skal være med til at udbrede kendskab til spillet samt styrke den kompetitive del af spillet i Danmark.

Sejren er i hus! Foto: Jonas Ahm.

Om skribenten:

Torsten Cordes – Journalist

Torsten Cordes er journalist og tidligere landsholdsspiller i ‘Starcraft Broodwar’. Han har en stor passion for strategispil, MOBA’er og kortspil som Magic: The Gathering. Han har tidligere skrevet en del om e-sport, men fokuserer i dag mere på kulturen omkring spil. 


Om skribenten:

Carl Nielsen – Redaktør

Carl Nielsen er redaktør på Hardwire. Han har tidligere skrevet om spil og spiludvikling for Gamereactor og Version2. Carl har en stor interessere for spil i alle de farver og former, de kommer i, men har en særlig svaghed for kortspil og deckbuildere – og misser ikke en mulighed for at nævne, at han var blandt de otte finalister ved danmarksmesterskaberne i samlekortspillet ‘Flesh and Blood’.










© Copyright - arkaden.dk